Nye verdensordener skabes af radikale politiske processer og handlinger - ikke ved gældsætning og slap regulering

Det er ikke hver dag, vi oplever det, men i torsdags skete det. Vi fik en ny verdensorden, som det hed efter G20-mødet i London.
Hvis det er tilfældet, så har vi en del at tale om, for det er jo ikke hver dag, at det sker. En ny verdensorden må naturligvis også være noget, der skal indgå i en demokratisk proces.

De rige med musklerne
G20-landene repræsenterer de største økonomier og står tilsammen for 85 procent af verdens økonomi.
Regeringscheferne repræsenterede den politiske magt til at gribe ind og ændre det økonomiske system. Det er jo den kapitalistiske økonomi, der er problemet.
Så vidt gik det naturligvis ikke. Tværtimod besluttede regeringscheferne en række tiltag, der skal redde patienten, som måske snart nærmer sig hjernedød, og holde systemet flydende.
Det kan jo næppe kaldes en ny verdensorden. Men det var altså selvlovprisningerne, der undervejs blev modsagt fra gaden, der ikke var imponeret af indsprøjtningen på 5.563 milliarder kroner.
Efter mange år med tilbageholdenhed og nedskæringer i den offentlige sektor, har pengene siddet løst i det sidste halve år. Det gjorde de også på G20-mødet. I valget mellem at lade spekulanterne tage skraldet eller sende regningen videre gennem gældsætning, blev gældskursen valgt.

... andre med hul i lommerne
De jævne mennesker bliver dobbelt-ramt. Første gang af arbejdsløshed og opløsning. Anden gang - før eller under det næste opsving - vil vi komme til at mærke, hvordan de selv samme G20-ledere igen mødes for at ændre verdensordenen.
Det kommer til at handle om at afbøde følgerne af G20-Londonmødet. Den næste nye verdensorden vil byde på nedskæringer i de offentlige udgifter, service, sundhed, uddannelse, kulturliv og så videre.
Den efterfølgende strukturændring vil føre til lavere lønninger i vores del af verden. Det, der lige nu lyder gratis, får en pris. Sagt helt råt og enkelt. Den jævne befolkning kommer til at betale for de aktuelle panikløsninger.
Der er andre konflikter og perspektiver i G20-mødet, som det er svært at se, hvor fører hen. Når IMF har fået tilført flere penge, hænger det sammen med at lande som Kina, Indien og Brasilien har fået mere indflydelse.
Forskydningen kommer også til udtryk i, at Kina er USA`s største kreditor. Hovedparten af Kinas valutareserver på 2000 milliarder kroner er investeret i amerikanske statsobligationer. Obamas hjælpepakke er overvejende baseret på penge fra Kina. Og under krisen har Kina købt stort op af amerikanske aktier.
Det er kraftige forskydninger. Kina taler derfor mere og mere om at erstatte dollaren som verdens førende valuta. Forslaget er en global reservevaluta. Kineserne ønsker at udmønte sin nye økonomiske magt i mere økonomisk magt og politisk magt. Men samtidig er de naturligvis bange for, at inflationen skal udhule værdien af deres reserver. Da USA for nylig begyndte at lade seddelpressen rulle var det endnu et varsel.
Det er nogle af de brudflader, der ligger under det andet oversolgte slogan fra London om, at vi nu er trådt ind i en ny ære af globalt samarbejde.
Det er indlysende, at ingen har glæde af et økonomisk kollaps. Følgerne af krisen skal undgås så vidt muligt, men regningen? Den ny verdensorden bør komme nede fra og ikke som en redningspakke til og fra repræsentanter for et faldende økonomisk system.
Nye verdensordener skabes af radikale politiske processer og handlinger - ikke ved gældsætning og slap regulering.