Er kristendom og dansk mentalitet ansvarlig for rockernes kriminalitet samt grove forbrydelser begået af hvide danskere, som sidder i fængsel?
af Bashy Quraishy, formand for Advisory Council, European Network Against Racism, Brussels, og Jewish-Muslim Platform, Brussels
I disse dage diskuteres på livet løs i medier, i politiske miljøer og på gaden, hvad der foregår på Nørrebro og andre steder i Storkøbenhavn.
Det der diskuteres er ikke, hvordan samfundet er, men hvem der er ansvarlig for de uansvarlige, kriminelle handlinger i form af skyderier, knivstikkerier og overfald mellem to lige kriminelle grupper.
I følge medierapporter har vi på den ene side nogle personer fra rockermiljøet og på den anden side en lille skare af unge mennesker med etnisk minoritetsbaggrund.
De kæmper om penge, magt og en andel af narkomarkedet. I denne brutale kamp bruger begge grupper skydevåben som middel til målet. Der har været dødsofre fra begge lejre og også uskyldige, tilfældigt forbipasserende mennesker.
Enhver lovlydig og fredselskende borger - både indfødte danskere og dem med minoritetsbaggrund - skal kraftigt tage afstand fra disse ulovlige og farlige aktioner. Intet samfund kan tillade eller acceptere den slags adfærd.
Problemet forværres, når myndigheder, politikere - især Dansk Folkeparti - og en del af medierne giver én part skylden. I denne sammenhæng unge med etnisk minoritetsbaggrund.
Islam forbyder drab
Pia Kjærsgaard og co forklarer som sædvanlig skyderierne ud fra indvandrerunges brutale kultur og religiøse påvirkninger. Dansk Folkeparti bruger i deres hæslige antiislam kampagne en af deres medlemmer som er cand. psych. og har skrevet en bog om etniske børns adfærd baseret på en interviewundersøgelse med 50 personer.
Hans konklusion matcher meget godt med Pia Kjærsgaards verdensopfattelse. Hele skylden for skyderierne er lagt på indvandrerskuldre.
En ny lovpakke ved hjælp af antiislam-Dansk Folkeparti er på trapperne med udvisninger, hårdere straffe og tvangsfjernelse af børn fra deres hjem. Det er også bemærkelsesværdigt, at den anden part i den verserende konflikt ikke nævnes.
Jeg har også muslimsk baggrund, og har en stor omgangskreds blandt herboende etniske minoriteter fra forskellige lande med islam som religion. Derfor undrer jeg mig over den religiøse og kulturelle argumentation.
Hvis islam er skyld i kriminalitet hos nogle få unge med muslimsk baggrund, hvorfor er 95 procent så ikke involverede i skyderierne? Hvilke kulturelle og religiøse tilhørsforhold har rockerne?
Er kristendom og dansk mentalitet ansvarlig for rockernes kriminalitet samt grove forbrydelser begået af hvide danskere, som sidder i fængsel?
Ingen religion eller kultur prædiker had, kriminalitet eller vold. De som kender den islamiske lære godt, ved, at ifølge islam er drab på en uskyldig person det samme som at dræbe hele menneskeheden.
De, som altid argumenterer mod islam med henvisning til straffe som halshugning, stening og afskårne hænder, skal forklare mig, hvad gjorde Hitler, Mussolini, Pinochet, Milosevic og ikke mindst kong Leopold af Belgien og Sydafrikas apartheidregime?
Fej først for egen dør
De var ikke muslimer, men troende kristne. De er de værste mordere i verdens historie med millioner og atter millioner af menneskers blod på hænderne.
Selv Bush og Blair er begge praktiserende kristne,men startede en ulovlig krig i Irak, hvor deres soldater har dræbt tusindvis uskyldige mennesker. Uheldigvis er Danmark også med. Jeg kan give hundredvis af andre eksempler lige fra slaveri, kolonialisme, to verdenskrige, udryddelse af indianerne i USA og Latinamerika og meget mere til.
Jeg er sikker på, at Jesus aldrig har givet ordre til disse grusomme handlinger, men alligevel er det sket med bibelen i hånden. Så lad være at komme efter islam og muslimer. Fej for egen dør først, for hvide, kristne europæere har meget på samvittigheden.
Så kære, islamuvidende kritikere, hvis I ønsker en sober debat om mislykket integration, kriminalitet og vold, så lad være at gå i korsfarernes fodspor. Brug sociale og økonomiske argumenter, så at vi kan løse problemerne sammen og ikke slå hinanden i hovedet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278