Regeringen vil nu gennemføre en skattereform på rekordtid med Dansk Folkeparti. Skattereformen bygger i grundtrækkene på Skattekommissionens udspil for tre uger siden minus 20 procent
fra LO Aalborg
Det betyder for ganske almindelige lønmodtagere med en årsindkomst på 250.000 kroner til 300.000 kroner, at de skal af med 2000 til 3000 kroner for at tilgodese direktørens skattelettelse.
Tjener direktøren 1,1 million kroner om året, får han omkring 30.000 kroner i skattelettelse. Direktørens skattelettelse svarer til, hvad en folkepensionist med grundbeløbet får udbetalt per år.
Med skattelelettelser på 26 milliarder kroner foretager den borgerlige regering og Dansk Folkeparti den største omvendte 'Robin Hood'-omfordeling fra fattig til rig.
Det er vigtigt for regeringen, at Socialdemokraterne og SF ikke får et fingeraftryk i forhandlingerne, så uretfærdigheder bliver afbødet. Fogh er skånselsløs. De rige skal have mere og de almindelige lønmodtagere skal betale.
LO Aalborg protesterer på det kraftigste mod den borgerlige regering og Dansk Folkepartis hasardspil med velfærdssamfundet.
Den borgerlige regering har opstillet tre ultimative krav:
Forhandlingerne skal gå hurtigt.
Reformen er underfinansieret (vi får regningen senere).
Forhandlingspartnerne skal acceptere skattestoppet.
LO Aalborg kan ikke acceptere, at man fører så vigtige forhandlinger i lyntempo. Vi kan heller ikke acceptere, at reformen er underfinansieret. Almindelige lønmodtagere får en uhyggelig stor regning om et par år.
Endelig kan LO Aalborg ikke få øje på det skattestop, som Fogh morgen, middag og aften taler om. Skattestoppet kan ikke eksistere, når almindelige lønmodtagere skal brandbeskattes, mens de med tårnhøje indkomster vælter sig rundt i skattelelettelser.
De enkelte LO familier bliver hårdt ramt af grønne afgifter. Det bliver dyrere at pendle, fordi fradraget beskæres. Det betyder, at mureren, jord- og betonarbejderen, social- og sundhedassistenten, tømreren, maleren, blikkenslageren, smeden og elektrikeren får udhulet lønningerne yderligere. Oveni skal de også betale mere for el og varme.
LO Aalborg har helt andre mål med samfundet: Vi vil hellere have velfærd end skattelettelser.
I stedet for skattelettelser forlanger vi en vækstpakke, der sætter offentlige investeringer i gang på områder som infrastruktur, renovering af institutioner, bedre offentlig transport og anvendelse af alternativ energi som vind-, vand- og solkraft.
Samtidig skal vi sikre, at små og mellemstore virksomheder får bedre vilkår, så vi kan styrke eksporten og dermed indtjeningen til samfundet.
Til gengæld forlanger vi, at der gives garantier for uddannelse til arbejderne i form af efteruddannelse og opkvalificering.
For øjeblikket mister Danmark 1000 arbejdspladser om ugen i den private sektor, mens der mangler flere hænder i den offentlige sektor. Lad dem, der ønsker det, komme igang med uddannelser på social- og sundhedsområdet i samme tempo, som Fogh vil lave sin skattereform.
Hvis Fogh-regeringen viste samme ildhu med en vækstpakke, kunne tusindvis af fyringer undgås. Det må være trist for en ledig, der har mistet jobbet på grund af krisen, at se hvordan velstillede skal dænges til med skattelettelser.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278