20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Om arbejderklassens interesser

Om arbejderklassens interesser

Torsdag, 26. februar, 2009, 00:00:00

Arbejdernes grundlæggende interesser er historisk blevet forsømt af fagbevægelsen og desværre også af kommunister

af Per Dørup Jensen, Ålborg
Hvis ikke kommunister skal tage spørgsmålet op om arbejderklassens grundlæggende interesser, hvem skal så?
Lønarbejdet er jo kapitalens grundlæggende modsætning, og alt for længe har kommunister indtaget en defensiv position og udelukkende forsvaret arbejderklassens umiddelbare løninteresser.
Tidspunktet for en sådan debat er dårligt valgt, nu hvor en stigning i arbejdsløsheden står for døren, kan man indvende. Men hvornår er tidspunktet så inde?
Vi har lige haft en høj beskæftigelse i en længere årrække, uden at lønarbejde som institution har udløst en særlig kritik fra kommunistisk side.
Er fagbevægelsen, som har en stor indflydelse i den kommunistiske bevægelse, for økonomistisk og for lidt politisk fokuseret, som Lenin givet ville have sagt?
Lenin understregede den nødvendige dialektik mellem lønarbejdernes daglige kamp for lønstigninger og bedre arbejdsforhold, altså krav (reformer) inden for kapitalismens rammer.
Men dertil kom kampen for arbejdernes grundlæggende interesser i afskaffelse af selve lønarbejdet.
Det er en kendsgerning, at arbejdernes grundlæggende interesser historisk er blevet forsømt af fagbevægelsen og desværre også af kommunister til fordel for den dagsaktuelle kamp for lønstigninger.
Lønarbejdet er nu engang et underordningsforhold, hvor man sælger en stor del af sin bedste vågne tid til en samling aktionærer. Lønarbejde er tvang og fremmedgørende.
En lønarbejder har ingen indflydelse på, hvor meget tid han skal arbejde, og på hvad der skal produceres. Når der produceres våben, biler og forurening, er det jo, fordi dette er profitabelt at producere.
Det er ikke for tidligt, at der (igen) sparkes liv i denne debat.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. feb. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp