21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

At opfordre til terror

At opfordre til terror

Lørdag, 21. februar, 2009, 00:00:00

Når vi i årenes løb har måtte se på en del af højrefløjens trang til at strække højre arm i vejret, opstår den tanke, at dens forargede ophidselse bunder i en dårlig samvittighed

af Per Diepgen, Halskov
Som bekendt kan man på www.youtube.com se filmen om antiislamisme og på www.geertwilders.nl læse hans udtalelser, siden Wilders startede Frihedspartiet i Holland. Det samme kan læses hos Dansk Folkeparti eller i Søren Krarups og Lars Hedegaards artikler på Jyllands-Posten, hvor frihed ofte betyder 'fri os for de andre' og ytringsfrihed 'ret til at håne og krænke de andre' - en effektiv opfordring til terror og en ny form for religionskrig.
I 2004 startede Wilders sin ultrakonservative kamp imod indvandrere og islamiter, hvori fandtes en sammenligning af Koranen med Mein Kampf. Det har ført til en karakteristik af folk fra Mellemøsten som nazister, og ydermere af venstrefløjen der har støttet frihedskampene i Palæstina. Wilders offentliggjorde Jyllands-Postens muhammedtegning og roste Fogh Rasmussen.
Blandt tilhængerne her i landet er professor Bent Jensen, der taler om 'venstrefløjens ulidelige og uendelige misforståelser, fejltagelser og løgnagtighed'. I en appel til anstændige danskere beskriver han i en kronik (Jyllands-Posten 6. februar) de 'velnærede og velklædte og priviligerede palæstinensere'.
'Islam er en ideologi af had og dødskult, destruktiv og uproduktiv, uforenelig med demokratiske retsstatsprincipper', 'avler anarki, lovløshed og terror'. 'Hamas er en terroristbande og en kriminel organisation' over for et Israel, der derimod 'udviser mådehold'. Sådan lyder nogle af Bent Jensens påstande.
Det er en racistisk tone fra en professor, som på Dansk Folkepartis foranledning har fået ti millioner til at udpege venstrefløjens landsforrædere under den kolde Krig.

Problem med ytringsfriheden
Demonstrationen på Rådhuspladsen i København 10. januar og på Flakhaven i Odense imod Israels angreb på Gaza fik en hård medfart i Jyllands-Posten, blandt andet af Christian Langballe: 'Ligheden mellem nazismen og islamismen er slående, tænk 60 år efter Auschwitz'. Og Bodil Röhme skriver i Jyllands-Posten 12. januar, at 'Asmaa Abdol-Hamid holdt en propagandatale, hvor hun ophidsede en folkemængde og gav en hæslig og hadefuld opvisning - skam dig, palæstinenser og fri os fra flere demonstrationer af dit modbydelige jødehad'.
Det må knibe med ytringsfriheden, når man tilmed påberåber sig indgreb fra holocaust-forskningen.

Klart budskab
Trods alt tilhørte nogle af os den del af befolkningen under besættelsen, der ikke heilede og heller ikke har tænkt sig at heile i dag, og heller ikke fortryder hjælpen til jøderne i 43, men når Bent Melchior sammenligner med flyangrebene på Shellhuset i 45, bliver forståelsen fortrængt.
Han har haft et familiemedlem siddende i Knesset, ligesom Søren Espersen har et barn og et barnebarn i Israel, hvorfra hans kone kommer. Han skrev i Jyllands-Posten 7. januar om arabere på Rådhuspladsen: 'Deres lavpandede, vulgære, nazistiske kampråb'.
Når vi i årenes løb har måtte se på en del af højrefløjens trang til at strække højre arm i vejret, opstår den tanke, at dens forargede ophidselse bunder i en dårlig samvittighed. Regeringens krig og krigstrusler mod fremmede folk er måske den kraftigste anledning til terror, så man må undre sig over, at landet endnu ikke har været udsat for et angreb. Højrefløjens budskab er ellers tydeligt nok: Vi hader jer!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. feb. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp