Hvorledes mener du, man burde reagere, hvis Wilders havde de samme synspunkter om jøder, homoseksuelle eller andre mindretal?
fra Bashy Quraishy, formand for Advisory Council,European Network Against Racism, Brussels og Jewish-Muslim Platform, Brussels
Til Naser Khader
Kære Naser. Det er længe siden, jeg har henvendt mig til dig. Årsagen til, at jeg gør det nu, er dine bombastiske udtalelser til de danske medier om Wilderssagen. Du kalder Wilders` spark fra Storbritannien en sort dag for ytringsfriheden.
Sikke en overdrivelse af monumentale proportioner. Jeg kan forstå, at du bakker op om Wilders hånende udtalelser om islam, og vil invitere ham til Danmark.
Uden at gå i detaljer vil jeg spørge dig, hvorledes du mener, man burde reagere, hvis Wilders havde de samme synspunkter om jøder, homoseksuelle eller andre mindretal, som han har om islam og muslimer?
Jeg er sikker på, at hvis Wilders i ytringsfrihedens hellige navn, kom med antisemitiske udtalelser eller havde benægtet Holocaust, ville han berettiget have været havnet i fængsel for længe siden.
Så hvorfor er det så legitimt at sværte islam og muslimer til? Du som politiker burde vide, at alle lande, inklusive Danmark, har lovgivning mod hate speech og diskriminerende ytringer.
Åbenlys racist
Wilders er ikke islamkritiker, som du og de fleste danske politikere påstår. Han er åbenlyst racist, islamhader og tæt på at have fascistiske holdninger. Jeg forstår ikke, at en person som dig, der formentlig har muslimsk baggrund og påstår at gå ind for respekt mellem mennesker, kan forsvare Wilders horrible udtalelser.
Du burde have vidst, at i modsætning til den udbredte opfattelse i Vesten, at ingen kan kritisere islam, er det et faktum, at flertallet af muslimer (Gallup poll og World Economic Forum undersøgelse 2008) inklusive mig selv ingen problemer har, hvis folk kritiserer enkelte handlinger begået af personer med tilhørsforhold til islam.
Man har også ret til at tage afstand fra udemokratisk praksis i visse muslimske lande. Det er også acceptabelt at sætte spørgsmåltegn ved islam som religion.
I et demokratisk og civiliseret samfund bør det ikke være okay, at personer som Wilders eller Dansk Folkeparti kalder islam for fascistisk, sammenligner Koranen med Mein Kampf og skærer alle muslimer over én kam som terrorister og voldsmænd.
Havd er formålet?
Det er det, Wilders gør i sin stupide film Fitna. I øvrigt vil jeg spørge dig: Hvad er formålet med den film? Bygger den film bro mellem europæere og den islamiske verden, eller er formålet alene at håne verdens næststørste religion?
Vidste du, at had til islam kun er meget udbredt i den vestlige, kristne verden og ikke i Afrika, Asien, Sydamerika, Kina, Indien eller Japan? Spørgsmålet er, om europæerne kulturelt og historisk er islamhadere på baggrund af minderne om korstogene?
Når du går så stærkt ind for ytringsfrihed og folks ret til at kritisere andre, er det mærkeligt, at det var netop dig, som kaldte mig landsforræder, da jeg kritiserede Dansk Folkeparti i min You Tube video.
Med din velkendte kærlighedserklæring til Dansk Folkaparti, må du vide, at Dansk Folkaparti har spurgt justitsministeren og integrationsministeren om at retsforfølge mig og fjerne mit statsborgerskab.
Jeg har redegjort for hele historien i min kronik i Politiken fra den 3. februar. Hvis du ikke har læst den, vil jeg gerne sende den til dig, så at du offentligt kan kritisere Dansk Folkaparti for at krænke min ytringsfrihed og give mig din opbakning og støtte.
Det forventer jeg fra en politiker, som render rundt med ordet demokrati som tatovering på armen. Det er værd at tænke over!
Med venlig hilsen og i håb om at høre fra dig, når du nu har så meget tid.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278