22 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Statsmonopolismens krise

Statsmonopolismens krise

Fredag, 13. februar, 2009, 00:00:00

Den udvikling, vi kommer til at opleve nu, er statskapitalisme under finanskapitalens kontrol

af Lars Ulrik Thomsen, Esbjerg
Et billede på kapitalismens nuværende krise er sagnkongen Tantalos, der i oldtidens Grækenland blev lænket i vand til halsen. Hver gang han ville drikke af vandet, sank det.
Kapitalismen har frembragt ufattelige produktivkræfter, der oversvømmer markederne med varer. Men hvis der ikke er købekraft nok, er der ingen til at holde gang i hjulene, og millioner af arbejdere bliver overflødige.
Den nuværende krise bunder i de seneste års afvikling af enhver form for regulering af kapitalismen. For mange har det stået, som om staten ikke længere havde samme rolle i samfundsøkonomien. I virkeligheden er deregulering og privatisering kun mulig i kraft af statsmagten.
Misforståelsen opstår, fordi statsmonopolismen opfattes for snævert, eller kun ses i en bestemt form. Monopolerne og finanskapitalen følger ikke den samme kurs under alle politiske forhold. De er underlagt lovmæssighederne i kapitalismen og det skiftende styrkeforhold mellem klasserne.
At statsmonopolismen fortsat er gældende, kommer tydeligt til udtryk i den aktuelle krise. Det er de nationale regeringer, som gennem subsidier, politiske indgreb eller overtagelse af bankerne forsøger at afbøde krisens virkninger.
Hvis den neoliberale filosofi var gældende, ville regeringerne netop ikke gribe ind.
Udviklingen af nye kampformer må ske gennem internationalt samarbejde, netop fordi statsmonopolismen går ud over de nationale rammer gennem den internationale arbejdsdeling.
Internationalismen er en af de vigtigste opgaver for arbejderbevægelsen og må udvikles i kvalitativt nye former. Vi må vise forskellen mellem det specifikke og det generelle - hvad der er nationalt betinget og hvad der må rejses som fælles krav.

EU`s rolle
Tager vi udgangspunkt i Kommunisternes Program fra 1976, bliver det tydeligt, hvordan advarslerne mod EU var berettigede.
I afsnittet om det danske samfunds krise bliver der udtrykkeligt gjort opmærksom på, at vores indlemmelse i EU er sket, fordi storkapitalen gennem de overnationale organer vil styrke den statsmonopolistiske styring:
'Men EU`s styring er selv i krise, søger udveje i massedestruktion og produktionsbegrænsninger og stiller sig i vejen for gavnlige initiativer. Værre vil det blive med virkeliggørelsen af planerne om EF som en altopslugende union.'
Den kritiske læser vil indvende: Den statelige regulering blev allerede i 1980`erne erstattet af monetarismen, det vil sige en politik, der fremmede privatisering og deregulering.
Det, vi har set i de seneste 20 års økonomiske udvikling, er netop deregulering og privatisering af statslige virksomheder. Men den lovede frie konkurrence og liberalisering af markedet modbevises af de økonomiske kendsgerninger.
For eksempel styrer 40 banker i EU 60 procent af kapitalmarkedet. Med bankernes tætte bånd og særlige forhold er det reelt kun ti banker, der kontrollerer de 60 procent.
Den samme monopolisering kan genfindes inden for andre vitale områder. Monopoliseringen er gået frem med stormskridt og har forhindret en effektiv konkurrence og priskontrol.
Monopoliseringen er blevet brugt til at omfordele værdierne i samfundet og er en medvirkende årsag til den nuværende økonomiske krise.
Hvis påstandene om monetarismen som et bedre og mere effektivt økonomisk system er uden hold i virkeligheden, har det også indflydelse på arbejderbevægelsen og dens krav.
Fra Socialdemokraterne over SF til Enhedslisten rejses der krav om statslige indgreb og krisepakker med en eller anden form for tilskud. Det er i princippet en genindførelse af keynesianismen.
Alternativet er den antimonopolistiske strategi, som kommunisterne lancerede i 1970`erne. Alle reformkrav må forbindes med indgreb over for monopolerne, så det fremmer folkets demokratiske rettigheder og indflydelse. Det vil være en politik med perspektiv i.
Her er det gavnligt at diskutere erfaringerne fra de mange antimonopolistiske kampe i 1970`erne og 1980`erne.

Ejendomsretten
I stedet for forslag om samfundspakker og andre former for nødhjælp til kapitalen bør vi rejse debatten om ejendomsretten til produktionsmidlerne og råderetten over bank- og finanskapitalen.
Den økonomiske krise er også resultatet af den deregulering og privatiseringsbølge, som er blevet fremmet i globaliseringens navn.
Med fjernelsen af de nationale reguleringsmuligheder har man også fjernet betingelserne for selvstændige økonomiske indgreb, der kan begrænse krisen. Den udvikling, vi kommer til at opleve nu, er statskapitalisme under finanskapitalens kontrol.
Men det vil heller ikke kunne begrænse krisen, tværtimod.
Derfor må kravet om en demokratisk nationalisering rejses som alternativ til forskellige krisepakker. Hvordan realiserer vi det?
Det handler om at udvikle et antimonopolistisk program, som samler brede kredse af befolkningen, og som flytter beføjelser fra monopolerne og bankerne til folket. Det vil naturligvis blive afvist af de politiske partier og borgerskabets medier. Det er der ikke noget overraskende i.
Men i det øjeblik, hvor der er folkelig bevægelse bag kravene, stopper udviklingen ikke her.
Næste skridt bliver kravet om en samfundsmæssig overtagelse af nøglepositionerne, i det økonomiske liv. Sådan er dialektikken i folkets kamp.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. feb. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp