Den danske fagbevægelse også Dansk Metal må og skal kæmpe for mere ensartede lønninger på hele LO-området
af Peer Pedersen, Frederiksværk
Endnu en gang gør Dansk Metal og formand Thorkild E. Jensen sig til talsmand for at hæve topskattegrænsen til glæde for de højst betalte medlemmer af forbundet blandt andet de valgte og ansatte på afdelings og forbundskontorerne. Langt de fleste medlemmer af Dansk Metal når slet ikke topskattegrænsen.
Dansk Metal og formand Thorkild E. Jensen mener også, at fradrag for medlemskab af fagforening og arbejdsløshedskasse samt fradrag for transport skal bevares som i dag, men gør sig ikke den ulejlighed at kæmpe for lige og højere løn til de lavestlønnede medlemmer.
Blandt andet støtter Dansk Metal nyløns-ordningen, der er årsag til, at mange dygtige og stabile medlemmer af fagforeningen ikke får den fortjente løn i virksomhederne, fordi de ikke kan eller vil sælge sig selv på bekostning af kollegaerne.
Dansk fagbevægelse har kørt sig selv ud på et sidespor, da de indgik overenskomster, der giver mange arbejdsgivere og medlemmer ret til at forhandle løn uden fagforeningskontrol og giver arbejdsgiveren ret til at bestemme, hvor stort et beløb der er til rådighed ved lokalforhandlinger, og hvem der skal modtage noget, hvis nogen får noget.
De meget store forskelle på LO-arbejdernes lønninger gør det svært at have et fleksibelt arbejdsmarked, i dag mangler der plejepersonale på sygehuse og i kommunerne, men disse er så lavtlønnede, at ingen med en meget højere løn fra det øvrige LO-fællesskab frivilligt vil gå ned i løn for at påtage sig disse job.
Den danske fagbevægelse også Dansk Metal må og skal kæmpe for mere ensartede lønninger på hele LO-området, hvis de skal gøre sig fortjent til at bevare medlemmerne og ikke støtte, at de højst betalte borgere bevarer nogle skattefordele, til skade for hele befolkningen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278