Kommunisterne tror ikke på, at en stat kan være neutral. Den kapitalistiske stat tjener kapitalklassens interesser. Arbejderklassens stat tjener den arbejdende befolknings interesser

af Eric Trevett, medlem af New Communist Party i Storbritannien
'Ikke siden Første Verdenskrig har banksystemet været så tæt på kollaps', siger Mervyn King, der er leder af Bank of England.
'Vi, og især jeg, som troede, at låneinstitutterne i egen interesse beskyttede aktionærernes kapital, er i en tilstand af chok og vantro' lyder det fra Alan Greenspan, der er tidligere direktør for USA`s nationalbank.
Kapitalismens økonomiske og politiske krise er endnu et bevis på rigtigheden af Marx`s kritik af kapitalismen. Den del af arbejderbevægelsen, der har slået sig til tåls med, at kapitalismen havde fundet en krisefri vej, og at op- og nedture hørte fortiden til, har taget grundigt fejl.
Den nuværende krise kan vise sig som den mest dybgående i det kapitalistiske systems historie. De kapitalistiske medier leder efter en syndebuk for krisen. De henviser til bankernes grådighed, og selv premierminister Gordon Brown står for skud. Men krisens årsag er indbygget i selve det kapitalistiske system.
Krisen påvirker alle verdens kapitalistiske lande, uanset om de har en kapitalistisk eller socialdemokratisk regering. Beviset er den hastigt voksende arbejdsløshed overalt i systemet, hvor velansete virksomheder bukker under og giver mulighed for yderligere magtkoncentration hos en stadig mindre elite.
Nogle undrer sig over at høre, at krisen bunder i overproduktion af forbrugsgoder, som forbrugsmarkedet ikke kan aftage. Befolkningen mangler simpelthen købekraft.

Spekulanternes paradis
Yderligere beviser herpå ses i den skarpe konkurrence virksomhederne imellem, der resulterer i mærkbare prisfald på varerne. På et tidspunkt steg olieprisen til 150 dollar per tønde, hvilket var en undtagelse i det almindelige sygdomsbillede. Men denne stigning skyldtes spekulanter. Prisen per tønde er faldet til under 40 dollar, og olieproducenterne i Mellemøsten overvejer nu at sænke produktionen for at holde prisen og profitten oppe.
Gas- og elselskabernes beklagende breve om, at de desværre var tvungne til at hæve priserne betragteligt på grund af den stærkt stigende oliepriser på verdensmarkedet, er ikke blevet fulgt op af tilsvarende glædelige meddelelser om, at de nu ser sig i stand til et tilsvarende betragteligt prisfald på deres produkter.
Argumentet om at de frie markedskræfter sikrer en sund balance mellem udbud og efterspørgsel er blevet modbevist af den igangværende krise. Banker og bilfabrikken appellerer nu til staten om hjælp for at undgå bankerot. Det betyder, at den arbejdende befolknings skattepenge skal betale for storfinansens hasardspil.
Specielt i USA vækker statens vilje til at udfri den betrængte bilindustri furore: det lugter jo af socialisme! Det er selvfølgelig det rene vrøvl, og skal blot svække argumenterne for social ejendomsret.
Kapitalismen har brug for en konstant ekspanderende økonomi for at hente maksimal profit og for at understøtte politisk stabilitet. Nu er der tilbagegang i økonomien. Tusinder af arbejdere mister deres arbejde, og over en halv million familier er tre måneder bagud med terminsbetalingen.
Mange af de nye arbejdsløse kommer fra højtbetalte job med fede bonusser og tårnhøje repræsentationskonti. De gik rundt i troen på, at deres job var fremtidssikret, men den usminkede kapitalismes jernhårde love bragte dem ud af deres vildfarelse. De er arbejdere og burde som sådanne opfordres til at deltage i arbejderklassens fælles kamp og organisere sig i fagforeninger.

Svaret er Socialisme
Svaret på den kapitalistisk krise er naturligvis socialisme. For at nå dette mål må den kapitalistiske statsmagt vige pladsen for en arbejderstat. Vi kommunister siger det mere ligeud: den kapitalistisk klasses diktatur må udskiftes med proletariatets diktatur.
Kommunisterne tror ikke på, at en stat kan være neutral. Den kapitalistiske stat tjener kapitalklassens interesser. Arbejderklassens stat tjener den arbejdende befolknings interesser - og gavner samtidig andre befolkningslag ved at sætte en stopper for menneskelig udbytning og godsejervælde.
Men det kræver hårdt organisatorisk og ideologisk arbejde at bane vejen for en socialistisk stat. I den senere tid har arbejderklassen lidt flere tilbageslag. Minearbejdernes nederlag og tilbagegangen inden for maskinindustrien har svækket fagbevægelsen og undergravet klassebevidstheden.
Men der er en voksende uro blandt arbejderne og en stigende utilfredshed med den kapitalistiske dagsorden samt kritik af de tre største politiske partier.
Dog er modstanden mod kapitalismens nationale privatiseringsbølge ikke tilstrækkelig stærk og heller ikke vreden over regeringens udenrigspolitik - herunder krigene i Irak og Afghanistan og de forhindringer mod effektiv solidaritet med det palæstinensiske folk, som den britiske og amerikanske regering har rejst.
Arbejderbevægelsen må udnytte den mulighed som udspringer af den kapitalistiske krise. Samle klassens kræfter og med ny beslutsomhed kæmpe for et socialistisk samfund.

Kapitalismen har ikke svaret
De britiske fascister har også taget udfordringen op. Deres mål er at redde den kriseramte kapitalisme ved et fascistisk diktatur. Vi så i Tyskland, hvordan kapitalismens ultra-reaktionære kræfter hyrede fascisterne til at befæste deres magt gennem forfølgelse af fagforenings- og arbejderaktivister - ja, alle progressive kræfter, der blev stemplet som landsforrædere - og især jøderne.
En vigtig opgave for arbejderbevægelsen er at skabe aktiv modstand mod fascisterne - når som helst og hvor som helst de stikker fjæset frem. Kampen mod racismen er en integreret del af arbejderklassens enhedskamp med revolutionært perspektiv.
I øjeblikket søger regeringerne i de kapitalistiske lande desperat efter en vej ud af krisen. En af de muligheder, som diskuteres er at trykke flere pengesedler. Det bringer 1920'ernes Tyskland i erindring, hvor denne metode resulterede i en massiv devaluering af den tyske mark. Så det er ikke vejen frem.
Fra en arbejderklasse-synsvinkel kan vi ikke være tilfredse med at søge en udvej ud af krisen som bevarer et udtjent system. Vores mål må være socialisme.

Kronikken blev bragt i den britiske ugeavis The New Worker onsdag den 21 januar 2009. Den er oversat af Nanna Brammer. Den er let forkortet af redaktionen, som har indsat mellemoverskrifter.