Det folkeretsstridige etiopiske angreb på Somalia i slutningen af 2006 blev accepteret af et enigt sikkerhedsråd i FN

af Vagn Rasmussen, medlem af STS - International Solidarity
Somalia er terrorkrigens tredje front. Her sker der hele tiden nye ting, og det kan være vanskeligt at følge den hastige udvikling.
Den 15. januar forlod de sidste etiopiske styrker den somaliske hovedstad, Mogadishu, efter godt to års besættelse og modstandskamp.
Tusinder af jublende mennesker samledes efter fredagsbønnen den 16. januar og fejrede sejren over deres etiopiske modstandere på Mogadishus stadion, hvor de etiopiske tropper hidtil har haft en hovedbase. Mødet var arrangeret af en selvbestaltet gruppe af gejstlige, der mente at kunne mægle i konflikten mellem de islamiske grupper.
På mødet talte diverse religiøse ledere, formanden for rådet for Somalias største klan, Hawiye-klanen, Mohamed Hassan Haad, og ledere af aktive modstandsgrupper i Mogadishu.
Men ingen repræsentant for den 'FN-støttede Føderale Overgangsregering' - der blandt andet består af nogle af verdens værste krigsforbrydere, og som for godt to år siden sendte bud efter den etiopiske hær for at hjælpe sig med at fordrive Unionen af Islamiske Domstole - holdt tale.
Og heller ingen repræsentant for den samarbejdsvillige opposition havde ordet.
Det ville nok have været for hård kost for deltagerne at sluge, hvis også regeringen deltog eller lederen af den samarbejdsvillige del af oppositionen, Sheik Ahmed - der i den sidste tid har opholdt sig på et luksushotel i Mogadishu under beskyttelse af etiopisk-støttede krigsherrer - fik lov til at sige noget.
Indtil det sidste håbede regeringen og den samarbejdsvillige del af oppositionen på, at kontrollen over Mogadishu ville overgå til dem. Under en afskedsceremoni ved præsidentpaladset den 13. januar takkede den somaliske premierminister de etiopiske tropper 'for deres store indsats for at sikre fred og stabilitet i Somalia'.

Folkeretsstridigt
Den etiopiske general overlod derefter ansvaret for den fremtidige sikkerhed i Mogadishu til de 3600 ugandiske og burundiske tropper fra Den Afrikanske Unions Mission i Somalia (AMISOM), til de næsten ikke-eksisterende regeringstropper og til de ligeledes knapt nok eksisterende militser fra den samarbejdsvillige del af oppositionen.
Denne del har fulgt Vestens linje i Somalia i det sidste års tid - under dække af de såkaldte Djibouti-fredsaftaler, den har indgået med regeringen.
Men man gjorde regning uden vært! Befolkningen strømmede ud på gaderne og råbte anti-etiopiske slagord, og oprørsgrupper besatte baserne, efterhånden som etiopierne forlod dem.
'Fredsaftalen er slået fejl, og ukendte grupper, der ikke var en del af aftalen, har taget kontrol med den somaliske hovedstad, Mogadishu', sagde en frustreret guvernør for Stormogadishu til medierne på en pressekonference i sit eget hjem.
Det folkeretsstridige etiopiske angreb på Somalia i slutningen af 2006 blev accepteret af et enigt sikkerhedsråd i FN i december 2006. Blandt dem, der stemte for en amerikansk resolution, der gav grønt lys for angrebet, var også den danske regering, som på dette tidspunkt repræsenterede Danmark i Sikkerhedsrådet.
Konsekvenserne har været næsten ubærlige. Blot nogle uger efter, at de etiopiske tropper var nået frem til Mogadishu, organiserede Hawiye-klanen, som dengang stod samlet, i månederne februar, marts og april 2007 et åbent oprør mod de etiopiske styrker og regeringsstyrkerne.
Oprøret blev kvalt med hensynsløs vold. Med systematiske bombardementer af civile områder - også med fosforbomber og andre kemiske våben, der kom med amerikanske helikoptere fra søsiden - forvandledes Mogadishu, som så småt var ved at komme til live igen, til noget nær en spøgelsesby.

Massakrer
Tusinder blev dræbt, og omkring 700.000 af byens indbyggere måtte flygte så hastigt, at de end ikke nåede at begrave alle de døde.
For at sætte ekstra trumf på undertrykkelsen gik de etiopiske styrker endog så langt, at de skar struben over på nogle af de mennesker, som var for svækkede til at flygte.
Logikken i disse angreb på civile er den samme, som nazisterne anvendte i det besatte Europa, som Batista i sin tid anvendte i Cuba, og som israelerne anvender i Gaza i dag:
'Gør som I får besked på! Enhver modstand vil blive besvaret med angreb på civile' - som jo er nemmere at ramme end selve modstandsbevægelsen.
Indtil det sidste fortsattes bombardementerne af civile områder - især af det store åbne Bakara-marked i Mogadishu, som svar på hvert eneste angreb. Et bombardement af markedet fandt sted den 14. januar som svar på et angreb på de etiopiske styrker. Mindst 24 civile blev dræbt og omkring 50 andre blev såret.
AMISOM holdt sig bestemt ikke tilbage. Den værste massakre - nogensinde - på Bakara marked blev ifølge FN`s uofficielle nyhedsbureau, IRIN, begået af etiopierne, regeringshæren og AMISOM i fællesskab den 30. september 2008. Over 100 blev dræbt og lemlæstet og omkring 200 blev såret.
Men oprørerne lod sig ikke kue! I stedet for åben kamp gik de mange oprørsgrupper efter nederlaget over til anvendelse af en guerillataktik, som langsomt fordrev de etiopiske tropper fra langt hovedparten af det sydlige og centrale Somalia bortset fra nogle få kvarterer i Mogadishu og i enkelte kvarterer i Baidoa, som huser parlamentet.
Også senere forsøg fra Vestens side på at splitte oprørerne har delvist slået fejl.
For mens Mogadishu er befriet for etiopiske tropper, så har etiopierne på det seneste forsøgt at bremse fremgangen for en af de vigtigste oprørsgrupper, Al Shabab, der udover at være tilstede i Mogadishu også kontrollerer de fleste områder af det sydlige og centrale Somalia.
Etioperne har overskredet grænserne tre steder sammen med diverse krigsherrer i et forsøg på at sætte dem til magten igen.
Oprindeligt var Al Shabab den vigtigste del af de islamiske domstoles militære apparat. Men gruppen har nægtet at deltage i slagsmålet på de 'bonede gulve' og har i stedet handlet selvstændigt. Den er den mest konsekvente modstander af al indblanding udefra og vil ikke indstille kampen mod AMISOM.

Somalisk oprørsgruppe
Indbyggerne i de store områder, som Al Shabab kontrollerer, synes foreløbig at være godt tilfreds med den fred, som Al Shabab har sørget for, selvom Al Shabab praktiserer en form for islam, der passer dårligt sammen med den moderate form for islam, som flertallet af befolkningen er tilhænger af.
Den 18. januar angreb Al Shabab endnu en gang AMISOM`s styrker i Mogadishu. Og svaret blev det samme som hidtil: endnu en massakre på Bakara marked.
Det er selvfølgelig et fremskridt, at de etiopiske tropper har forladt Mogadishu. Men hovedparten af dem er nu kommet til Baidoa, som er sæde for parlamentet, og hvor de har indført udgangsforbud.
Man kan få en mistanke om, at de etiopiske tropper har forladt Mogadishu, fordi de følte sig så nogenlunde sikre på, at oprøret i Mogadishu så ville standse, og som led i en større plan, der går ud på for alt i verden at knuse Al Shabab.
Det vil formentlig ikke lykkes. Det eneste resultat vil være yderligere blodsudgydelser, og at man risikerer at drive oprøret længere ud i ekstremistisk retning.
En fredelig løsning i Somalia - uden at Al Shabab inddrages i den - synes noget nær lige så umulig som en fredelig løsning i Gaze uden Hamas.
I somalisk politik er der mange interesser, der gør sig gældende. Vi ser også modstridende klaninteresser, private forretningsinteresser, rent personlige interesser, regionale interesser og så videre, der i et stykke tid endnu vil konkurrere om størst mulig indflydelse.
Derfor er det endnu for tidligt at konkludere, at overraskelsernes tid er forbi i Somalia.