- Vi ville ikke være nødt til at holde alt dette ud længe, hvis verden var med os, skriver Mohammed Fares Al Majdalawi

af Mohammed Fares Al Majdalawi
Jeg vil gerne skrive om mit folks lidelser, og om min familie i disse dage med belejringen af indbyggerne i Gaza. 888 mennesker er døde og mere end 3700 er sårede. Røde Kors har beskyldt det israelske militær for gentagne gange at nægte ambulancer adgang til Zeitoun området, så dem der er sårede, bliver til dem der dør; et overlagt og bevidst brud på menneskerettighederne.
I mit hjem kan vi ikke dække de basale behov. Ingen mad. Ingen brød. Ingen brændstof. Ingen fremtid. I går gik min far til bageren klokken fem om morgenen. Han ventede i fem, timer for at få ét brød, hvilket ikke er nok til min familie da vi er 11. I dag var det så min tur. Jeg var ved alle bagerier - alle var lukket.
Der er ikke noget sikkert sted vi kan tage hen. Vi kan ikke kommunikere med vores familie og venner - netværkene er nede eftersom missiler regner ned over vores huse, moskeer og selv hospitaler.
Vores liv handler om begravelsen af dem, som er døde - vores martyrer. Om natten er vores lejr, Jabalya flygtningelejr, en spøgelsesby uden anden lyd end lyden af israelske militærfly.
Der er rædsel i hvert minut, og det er særligt slemt for børnene. For eksempel blev fem søstre i én familie dræbt, mens de var i deres hjem. Men der er 800.000 andre børn i Gaza, alle sammen bange, alle venter de på, at nogen eller noget hjælper dem. De er fanget i et fængsel, som er blevet en koncentrationslejr. Hver dag vågner vi til de israelske forbrydelser med drab af børn og kvinder og ødelæggelse af civile hjem. Mine ord er ikke i stand til at udtrykke mine følelser om dette liv i Gaza.
Jeg har to budskaber til verden - til dem der hævder at de elsker fred og søger frihed:
Forestil dig et liv uden elektricitet, med ødelagte hjem, lyden af missilnedslag, dag og nat, og den eneste sult der måler sig med den efter mad, er sulten efter en ende på belejringen og besættelsen. Forestil dig, at det ikke bare er dig, men dine børn og din familie, som hulkende fortæller dig: 'Vi er bange for missilerne.' 'Vi kan ikke sove.' 'Vi kommer måske aldrig til at sove igen.' Forestil dig, at du er dæmningen og floden af blod er blevet til en oversvømmelse. Hvor lang til ville du kunne holde til det?
Vi ville ikke være nødt til at holde alt dette ud længe, hvis verden var med os. Hvis den krævede en ende på besættelsen og drabene og nedrivningen af vores børns huse. Hvis den med møder, protester og aktioner krævede, at der skulle komme hjælp til folk.
Og til slut. Jeg inviterer jer til at komme til Gaza og se dette Holocaust.
For på trods af belejringen, barriererne, drabene på mit folk og vores hjem, og den israelske besættelses totale ødelæggelse af vores liv, kan de ikke dræbe vort folks vilje til lighed og retfærdighed.

Skrevet 12 januar og formidlet af den alternative nyhedsportal commomdreams.org