Det nyliberale slogan er, at penge til banker og finanshuse vil dryppe velstand ned over os alle. Men penge er ikke omfattet af tyngdeloven

Hen over de sidste tre måneder har vi set en række regeringsledere forlade deres doktriner. En række af ny-liberalismens hårde hunde har forladt deres retorik, og har gjort staten til en aktiv spiller i den store økonomi. Fogs gamle slogan 'Fra Socialstat til Minimalstat' er blevet udvidet til 'Fra Socialstat til Minimalstat til Maksimal gavestat'.
Er gaveregnen til banker, industrier, finanssektorer og så videre virkelig udtryk for, at nyliberalisterne er slået ind på en ny kurs?
Selvfølgelig er de ikke det. Neoliberalismens projekt gik især ud på at rekonstruere den kapitalistiske klassemagt.

Minimalstaten
Op til 1970`erne var profitraten stødt faldende til et mere og mere kritisk niveau. En række teoretikere inden for økonomi videreudviklede de liberale koncepter. Tænketanke udviklede en ideologi om, hvordan der igen kunne tjenes via individuel frihed og markeder.
Reagan og Thatcher satte nye standarder for afvikling af velfærdsordninger - privatiseringer, dereguleringer og tilbagetrækning af staten var, hvad det handlede om. Staten og kommunerne satte mere fokus på udvikling af forretningsklimaet for virksomhederne og de nye offentlige private samarbejder.
Globaliseringen af produktionen blev efterfulgt af finans- og valutasektoren. Der blev skabt nye kreditsystemer, der sammen med de begyndende ejendomsværdistigninger, skabte mere volumen.
Uligheden i samfundene voksede. De statslige magtapparater blev udvidet. Profitraten begyndte at stige. Indtil efteråret 2008 gik det - på trods af nogle hårde økonomiske bump undervejs - ret godt for banker, kapitalfonde og den tiltagende sværm af milliardærer.

Alkymi eller pragmatisme
Nyliberalismen var ikke alkymi, men pragmatik. Staternes gældsatte sig - ikke mindst USA. Den private gældsætning voksede også med kreditkort og ejendomsbelåninger som de primære kilder. Nyliberalisterne betjente sig klart af et par billige tricks. Det kunne ikke være nogen hemmelighed at boblerne måtte briste.
Redningspakke 1, 2, 3 og 4 er blot endnu et udtryk for denne nyliberale pragmatisme. Yderligere gældsætning af staterne er blevet det foretrukne middel til at afbøde konsekvenserne af det økonomiske sammenbrud. Det er business as usual.
De store banker og finanshuse overtager konkurrenter og bliver selv endnu større. Regeringer med folk som Fogh og Espersen i spidsen er ikke blevet mere fornuftige eller mere ansvarlige. Der er blot taget andre midler i brug for at 'redde samfundet' som det hedder - 'man skal sprede risikoen'. Og den lander på skuldrene hos dem, der er flest af.

Gavestaten
Torsdag gik forhandlingerne om bankpakken i gang. Inden da var der allerede løfter i kulissen om op til 100 milliarder kroner til bankerne. Det er kun et spørgsmål om hvordan. Der var kritiske røster.
'Det vil være med til at holde de seneste års bobleøkonomi oppe!,' sagde Finn Østrup fra Institut for Finansiering på Copenhagen Business School.
Danske Bank kom ud af 2005 med et rekordhøjt overskud på 17,8 milliarder kroner før skat, Danske Bank kom ud af 2007 med et overskud på 14,8 milliarder kroner efter skat. Det er nogle af de budskaber vi har set i medierne de sidste år. Andre banker klarede sig også godt.
Men i 2008 begyndte en række hasarderede investeringer og udlån at gnave sig ind på overskuddet. Banken har i en risikorapport fra december selv anslået, at en alvorlig krise vil reducere overskuddet i forhold til 2007 med 80 procent. En mild krise vil kun reducere det med 40 procent.
Regeringen taler om psykologi og om risikoen ved, at folk holder op med at bruge penge. Hvis man virkelig ville skabe en sund og social økonomi, ville det være sundt at sprede investeringerne til folks lommer og lave tiltrængte offentlige investeringer.
Det nyliberale stjerneslogan for tiden er, at penge til bankerne og finanshuse vil få velstand til at dryppe videre ned over os alle. Men penge er ikke omfattet af tyngdeloven - de falder næsten altid opad.
Men den godt 30 år gamle neoliberalisme har de sidste måneder påført sig selv en legitimitetskrise. Hvis staten kan redde de vilde finansspekulanter - hvorfor kan staten så ikke i stedet bruges som et redskab til at udvikle kultiverede borgeres velstand?