Snup en pille eller to. Det synes at være ledetråden for regeringens nu politisk vedtagne handlingsplan om at nedbringe sygefraværet

af økonom, cand. Scient. adm Henrik Herløv Lund.
Regeringens handlingsplan om nedbringelse af sygefravær er med finanslovsaftalen for 2009 blevet politisk konfirmeret.
Hermed er åbnet op for, at sygedagpengemodtagere - det vil sige syge - behandles som ledige i form af mandsopdækning med samtaler og 'aktivtilbud' og via økonomisk pisk.
En strategi, der indebærer stor risiko for, at de syge presses tilbage på job uanset om det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Samtidig er der tale om symptom i stedet for årsagsbehandling, idet der ikke tages seriøst fat om den afgørende årsag: arbejdsmiljøet.

Sygefraværets betydning
Det må anerkendes, at sygefraværet i de senere år har været stigende. Det gennemsnitlige antal sygedagpengemodtagere er steget langsomt, men navnlig fra 2006 til 2007 hvor det steg med 16,6 procent. I samme periode er antallet af langtidssyge steget med over 36 procent.
Sygefravær er indiskutabelt et betydeligt menneskeligt og samfundsøkonomisk problem. Men det stigende sygefravær hænger sammen med en i sig selv positiv ting, nemlig at det økonomiske opsving har medført en forøgelse af beskæftigelsen, herunder af en række mennesker i arbejdsmarkedets udkant: Dagpengemodtagere, aktiverede samt kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere. Omkring 40.000 af disse er kommet i beskæftigelse.
Men disse 'randgrupper' på arbejdsmarkedet er også 'svage' grupper herunder i helbredsmæssig forstand. Stigningen i sygefraværet er en ikke overraskende konsekvens af de senere års beskæftigelsesfremgang og det mere rummelige arbejdsmarked. Det skal i øvrigt også bemærkes, at Danmark i international sammenhæng ikke ligger højt med hensyn til sygefravær.
Udviklingen i antallet af langtidssyge har navnlig påkaldt sig opmærksomhed, idet der kunne synes en tendens til at jo længere sygedagpengeforløb des sværere at komme tilbage i beskæftigelse.
Der skal dog nok reflekteres en smule herover. Den egentlige årsag til fraværet fra arbejdsmarkedet er jo sygdom, og det er vel næppe overraskende, at jo længere og sværere sygdom des vanskeligere tilbagekomst til arbejdsmarkedet.
Det spørgsmål, som denne udvikling burde give anledning til, er således, hvorledes vi hurtigere og bedre helbreder mennesker det vil sige et spørgsmål om forebyggelse, behandling og genoptræning?

Fra solidarisk princip til mistillidsprincip
Men det er ikke de centrale spørgsmål i regeringens nu vedtagne handlingsplan. Menneskesynet i regeringens plan er grundlæggende præget af mistillid til sygedagpengemodtagerne.
Der er en underliggende tone af, at sygefraværet handler om manglende motivation til at vende tilbage til arbejdet. Der er her en tydelig parallel mellem synet på de syge og regeringens syn på de arbejdsløse. Man fornemmer også en opfattelse af, at sygedagpengesystemet misbruges.
Selvom det ikke kan afvises, at enkelte bruger sygedagpengesystemet som en udvej af arbejdsmarkedet, hvilket naturligvis ikke er acceptabelt, er der imidlertid, når det gælder den store brede flok af sygedagpengemodtagere, ikke belæg for mistillidsanskuelser.
Modtagelse af sygedagpenge er grundlæggende foranlediget af sygdom, baggrunden er i langt de fleste tilfælde en sygdomsdiagnose i det lægelige system, og sygdom hænger ikke mindst sammen med objektive faktorer i form af for eksempel arbejdsmiljø.
Sygefravær koster de syge helbred og livskvalitet og i sidste ende liv. Det ses tydeligt i form af færre leveår til de mest belastede og syge, nemlig LO-arbejderne som for mænds vedkommende i gennemsnit fra det 30. år har seks års mindre middellevetid end akademikere.
Objektivt er der således ikke grundlag for at forlade velfærdsstatens hidtidige solidariske principper overfor de syge til fordel for regeringens nyliberalistisk inspirerede mistillidsprincip.

Syge presses med økonomisk pisk
Mistillidsdagordenen genspejles ikke mindst i de valgte løsningsmodeller. Disse handler i høj grad om øget anvendelse og udbredelse af økonomisk incitamenter (økonomisk pisk).
Ikke mindst omlægges refusionsordningerne for kommunerne á la de gældende på beskæftigelsesområdet. Statens refusion for kommunernes udgift til sygedagpenge hæves fra 50 til 65 procent, hvis den sygemeldte er delvist raskmeldt eller i et tilbud i minimum ti timer om ugen. Ellers sænkes refusionen til 35 procent.
Hensigten hermed er tydelig. Kommunerne får et stærkt økonomisk incitament til, at flere sygemeldte bliver delvist raskmeldt eller får tilbud om at være aktive.
Den videre virkning heraf er desværre lige så forudsigelig: De sygemeldte, som i forvejen står i en svag situation på grund af dårligt helbred, skal nu også til at kæmpe mod de kommunale myndigheder, som vil få i opdrag at få tilmeldt flest muligt til 'aktivtilbud'.
Formålet er, som det tydeligt fremgår, ikke sundhedsmæssigt, men rent økonomisk. Og helbred og sundhed vil komme til at betale prisen. Det kan frygtes, at mange ikke vil have ressourcerne til at stå imod og vil lade sig presse til 'aktivering' eller deltidsraskmelding, selvom de egentligt ikke er raske nok til det.
Der er stor risiko for, at resultatet ikke bliver flere hurtigere raske, men derimod forringet helbredelse, længere sygemeldinger og/eller flere tilbagefald.

Syge behandles som ledige
I det hele taget er inspirationen fra beskæftigelsespolitikken erklæret. Sygedagpengemodtagerne - det vil sige de syge - skal behandles som ledige.
Et af de kendte virkemidler fra regeringens beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik har været den øgede brug af kontrol med henblik på 'at stresse' dagpengemodtagere i job ved nærmest at 'mandsopdække' dem gennem et intensivt system af kontroller, samtaler og 'aktiveringstilbud'.
Også dette 'mandsopdæknings' instrument skal nu tages i brug på sygedagpengeområdet.
De sygemeldte skal kontrolleres gennem et system af samtaler og vurderinger, de skal aktiveres det vil sige enten kommanderes tilbage på arbejdspladsen (helst) for eksempel gennem delvise sygemeldinger og de skal personligt økonomisk piskes: Vil man ikke medvirke til jobcentrets krav om fuld tilbagevenden eller delvis sygemelding og/eller aktivering, ryger dagpengene.
Hermed bliver sygdom og helbredelse mindre og mindre en sag for den syge selv og sundsystemet, det vil sige mindre og mindre et sundhedsfagligt anliggende. Og det bliver i stigende grad en sag mellem den syge og de kommunale sygedagpengemyndigheder, det vil sige et administrativt anliggende.
Og der vil med den nye regel om reduktion af den statslige refusion efter ottende uge, hvis den syge ikke er i delvis sygemelding eller i aktivt tilbud, være et voldsomt pres på jobcentrene for beslutninger om hurtig tilbageslusning af de syge og eller hurtigt udslusning til 'aktive tilbud', som i praksis vil medføre, at konsultation af den syges læge eller egne lægekonsulenter vil blive undtagelsen snarere end reglen for at undgå 'forsinkelser'.

Sypmtom- i stedet for årsagsbehandling
Regeringens handlingsplan vil angiveligt gøre sygefravær til en fælles udfordring. Realiteten heri er dog, at det alene er den syge, som ansvarliggøres til at gøre noget ved sygefraværet.
Ser vi bag sygefraværet mere generelt, kan der ellers hurtigt peges på en vigtig ansvarlig, nemlig arbejdsmiljøet, hvor arbejdsgiverne, herunder det offentlige og samfundet må tilskrives et hovedansvar.
50 procent af alt sygefravær kan direkte tilskrives psykiske lidelser (navnlig stress) og fysiologisk betingede lidelser (muskel og skeletbetonede lidelser). Det vil sige, at fysisk og psykisk dårligt arbejdsmiljø, herunder dårlig ledelse som årsag til dårligt psykisk arbejdsmiljø, er en klar hovedansvarlig for sygdom og dermed for sygefravær.
Alligevel er der ikke mange flere økonomiske midler og initiativer til en skærpet arbejdsmiljøindsats i regeringens handlingsplan. Den indskrænker sig igen her til at henvise til tidligere bevillinger til Arbejdstilsynet samt til den 'forebyggelsesfond' på tre milliarder kroner, der afsattes som kompensation for velfærdsreformens kraftige forringelse af tilbagetrækningsmulighederne.
Nu skal disse penge 'bruges en gang til' - og igen som kompensation for endnu en kraftig velfærdsforringelse, her på sygedagpengeområdet.

Hjælp til de syge?
Den angivelige hensigt med regeringens plan er at hjælpe de syge til bedre at blive fastholdt på arbejdsmarkedet ved en tidlig og hurtigt indsats og ved så hurtigt som muligt at få dem tilbage på arbejdspladsen.
Men realiteten er, at mandsopdækningen af de syge og den forstærkede økonomiske pisk på de syge selv, på jobcentre og kommuner indebærer stor risiko for, at de syge presses tilbage på arbejde, før det er helbredsmæssigt forsvarligt.
Mottoet for regeringens plan synes at være de hurtige sygdomsløsninger i stedet for ordentlig behandling: 'Snup en pille eller to - så klarer du den nok'. Med udsigt til, at dette faktisk får negative følger for sygdommens karakter og varighed og dermed for helbredelsen og sygefraværets varighed.
At behandle syge som ledige er bogstaveligt talt en syg ide.
Det skal kraftigt understreges, at det er ikke synspunktet her, at de syge bare skal have gå for lud og koldt vand derhjemme og hæve deres dagpenge, og så skal det offentlige ellers bare holde sig væk.
På ingen måde. Det offentlige skal selvfølgelig hjælpe de syge. Men dette skal have form af ægte og nyttige tilbud om kontakt til arbejdspladser på den syges betingelser (det vil sige med ret til at sige nej til tilbagevenden). Og det skal først og fremmest have form af flere og billigere behandlingstilbud, som gør noget ved den sygdom, som jo er og bliver kilden til sygemelding og sygefravær.
Et forsøg udført hos pensions - og forsikringsselskabet PenSam i årene 2004-2007: 'Hold fast i dit arbejde' viser tydeligt dette. I projektet deltog 238 sygemeldte. Heri indgik som det væsentligste element, at den syge kunne få betalt udgiften til behandling. 155 af deltagerne fik betalt behandling hos blandt andet psykolog, akupunktør, massør, zoneterapeut, fysioterapeut og kiropraktor.
Herigennem lykkedes det at fastholde syge med alle typer af helbredsproblemer på arbejdsmarkedet.
Sygdom kureres med sundhedsfaglig og medicinsk behandling, ikke med kontrol, økonomisk pisk og administrative tiltag.