Det er en bitter realitet, at besættelsesmagten nægter befolkningen muligheden for at flygte, besættelsesmagten invaderer, de dræber og sårer

af fredsvagt Eva Bartlett
Det er en bitter realitet, at besættelsesmagten nægter befolkningen muligheden for at flygte, besættelsesmagten invaderer, de dræber og sårer.
I støvet og røgen fra det sidste F16 angreb, evakuerer en familien sig selv. Telefonpasseren fra Jabaliya Palæstinensisk Røde Halvmåne Samfund (PRCS) modtager opringning efter opringning fra skrækslagne beboere der flygter fra deres hjem.
Det er et nyt år, en ny Nakba og en gammel gentagelse; Israel bomber Gaza endnu engang og verdens samfundet ser passivt til, som holdes det tilbage af en mur, dog en mur som er meget forskellig fra det elektriske hegn, der omgrænser og indespærrer Gaza og forskellig fra Apartheidmuren der opdeler og isolerer Vestbredden. Verdenssamfundet agerer som bliver det holdt tilbage af en mur. Passiviteten muliggør Israels massakre på en civilbefolkning, der forud for det nuværende angreb led en langsom død fra en belejring.

Gazas murbrokker
Vi har fire ambulancer på gaden denne nat, i går havde vi to. Ambulancerne bevæger sig forsigtigt rundt i de mørkelagt gader af en spøgelsesby- som alle byerne i Gaza - forandret til bunker af murbrokker.
Det er fuldstændigt umuligt og uforståeligt. Det er en massakre. 'De kender ingen grænser nu', rapporterer ambulance-personalet. 'De opfører sig hæmningsløst.'
Vi passerer ruiner af huse, moskeer, skoler og butikker og vi ser strømme af indbyggere i panik, de flygter for deres liv. Mange flere beboere følte sig nødsagede til at flygte denne morgen efter endnu en nat med bombardementer på og omkring deres huse. Jeg så de efterladte murbrokker.
Denne morgen da Israel smed flyers, som annoncerede deres intentioner om at bombe den nordlige del af Gaza som et led i den kollektive afstraffelse, troede alle på det.
Lyset i Jabaliyas PRCS stationer er slukket, strømmen er netop gået. I ly af mørket og kulden forstærkes bragene fra eksplosionerne udenfor.

Hjælpeløse sårede
Besk røg fra ruinerne forurener luften. Følelsen af at blive fuldstændig omringet af krigsfly, tanks, bulldozere og krigsskibe forstærkes som nyhederne om de seneste angreb på Gaza tikker ind: et børnehjem i Gaza by, tæt på Palæstina Moskeen, her hviskes der om at det hellige sted står som næste mål på listen, mindst ti andre moskeer er destrueret. Antallet af døde og sårede fra dagens angreb på 'Ibrahim al-Makadma Moskeen' er henholdsvis 11 og 50, og dødsantallet er stadigt stigende.
Opkaldene om hjælp fra den nordvestlige region til denne ambulance station, forbliver ubesvarede. Ambulance personalet er nød til at koordinere med Israel igennem Internationalt Røde Kors.
Det er en bitter realitet, at besættelsesmagten nægter befolkningen muligheden for at flygte, besættelsesmagten invaderer, de dræber og sårer og - hvad der fuldstændigt uforståeligt - besættelsesmagten har magten til at nægte ambulance personalet adgangen til at hente de døde og sårede som selvsamme besættelsesmagt har forskyldt.
Min beretning ender i fortsat vantro - til bragene fra eksplosioner og Apache helikopterens skæren i luften, til symfonien af skudsalver i natten; og til bombardementer der rammer ukendte mål i et ukendt omfang.

Eva Bartlett skriver fra Gaza
Eva Bartlett er en canadisk menneskerettighedsfortaler og free-lance skribent, som har tilbragt otte måneder på Vestbredden i 2007. Ligeledes har hun tilbragt fire månder i Egypten henholdsvis i Kairo og i Rafah, der er grænsebyen til Gaza. Hun befinder sig i øjeblikket i Gaza striben, efter hun ankom med den tredje 'Free Gaza Movement' båd i november. Hun har arbejdet med 'International Solidarity Movement' i Gaza og ledsager ambulancer mens hun bevidner og dokumenterer det igangværende Israelske bombardement og invasion af Gaza Striben.
Denne beretning er skrevet den 3. januar 2009.

Se interview med Eva Barlett på Youtube fra 29. dec. 2008