Det er vigtigt at minde hinanden om, at Vesten kan gøre en ende på denne enestående umenneskelighed og kriminalitet den dag i morgen.

af Ilan Pappe
I en række artikler har jeg hævdet, at Israels folkedrabs-politik var et resultat af en mangel på strategi. Argumentet gik ud på, at da Israels politiske og militære elite ikke vidste, hvad de skulle stille op med Gaza striben, gik de ind for en refleks-reaktion i form af omfattende drab på civile, hver gang palæstinenserne i striben vovede voldeligt at protestere mod deres kvælning og fængsling.
Resultatet var en eskalering af de vilkårlige drab på palæstinensere - mere end hundrede i de første dage af marts 2008, der desværre levede op til betegnelsen 'folkemordsagtig', som jeg og andre hæftede på disse begivenheder. Men det var endnu ikke blevet til en strategi.
Men der har i de seneste uger udviklet sig en mere klar israelsk strategi for Gaza`s fremtid, og den er del af en generel nytænkning om de besatte områders skæbne i almindelighed.
I virkeligheden er der tale om en forfinelse af den 'ensidighed', som Israel har gjort til sin siden sammenbruddet af Camp David 'fredsforhandlingerne' i sommeren 2000.
Tidligere premierminister Ariel Sharon, hans parti, Kadima, og hans efterfølger, Ehud Olmert, aftegnede meget klart, hvad der menes med 'ensidighed': Israel ville annektere omkring 50 procent af Vestbredden, ikke som en sammenhængende luns, men som den totale sum af bosætningsblokke, apartheidveje, militære baser og 'nationalpark reservater' (hvor palæstinensere er forbudt adgang). Det er mere eller mindre gennemført i de sidste otte år. Disse kun-for-jødiske enheder deler Vestbredden op i 11 små kantoner og under-kantoner. De er alle adskilt fra hianden ved denne komplekse koloniale jødiske tilstedeværelse. Den vigtigste del af denne indtrængen er den store Jerusalem-kile, der deler Vestbredden i to adskilte regioner uden nogen forbindelse.

To megafængsler
Således forløber muren og antager forskellige former over hele Vestbredden og omslutter til tider enkelte landsbyer, kvarterer eller byer. Det 21. århundredes jødiske stat er ved at færdiggøre bygningen af to megafængsler, de største af deres art i menneskehedens historie.
De er formet forskelligt: Vestbredden består af små ghettoer, og fængslet i Gaza er en megaghetto for sig selv.
Der er en anden forskel: Gaza er nu i israelernes forvredne forestillinger afdelingen med de 'farligste indsatte'. Vestbredden bliver på den anden side drevet som et stort kompleks af friluftsfængsler i form af menneskelige beboelser som en landsby og en by, der står i forbindelse med hinanden og overvåges af en fængselsmyndighed med umådelig militær magt.
Hvad angår israelerne kan Vestbreddens megafængsel blive kaldt en stat. Rådgiveren for præsident Mahmoud Abbas, Yaser Abed Rabbo, truede i de sidste dage af februar 2008 israelerne med ensidigt at komme med en uafhængighedserklæring, inspireret af begivenhederne i Kosovo. Det så imidlertid ud til, at ingen på den israelske side protesterede særligt meget mod den ide. Det var mere eller mindre den besked, en forvildet Ahmed Qurei, den Abbas-udnævnte fredsforhandler, fik fra Tzipi Livni, Israels udenrigsminister (og muligvis snarlige premierminister, red.), da han ringede for at forsikre hende om, at Abed Rabbo ikke talte på det palæstinensiske selvstyres vegne.
Han fik det indtryk, at hendes største bekymring faktisk var det stik modsatte: At selvstyremyndigheden ikke ville gå med til i den nære fremtid at kalde megafængslet for en stat.

Farligste afdeling
Denne uvilje sammen med Hamas` insisteren på at gøre modstand mod megafængsel systemet ved en frihedskrig, tvang israelerne til at gentænke deres strategi mod Gazastriben (...) Så man udviklede en model for den farligste afdeling: de ledende strateger i hæren og regeringen går ind for en langsigtet styring af det system, de har bygget op, samtidig med, at de forpligter sig til en helt indholdsløs 'fredsproces', som verden var meget lidt interesseret i, og som der indefra var en bestandig modstand imod.
Gazastriben blev nu set som den farligste afdeling i dette kompleks og således der, hvor der skulle skrides ind med de mest brutale midler. Drab på 'de indsatte' ved bombning fra luften og artilleriild eller ved økonomisk kvælning er ikke blot uundgåelige resultater af de valgte straffemetoder, men er også ønskelige.
Missilerne mod Sderot (i Israel) er også den uundgåelige og i en vis forstand ønskværdige konsekvens.(...) Og enhver modstand af tilsvarende art i Vestbreddens megafængsel vil blive behandlet på samme måde.(...)
Men det er altid vigtigt at minde hinanden om, at Vesten kan gøre en ende på denne enestående umenneskelighed og kriminalitet den dag i morgen.

Fra Ilan Pappe`s hjemmeside 16. Juni 2008. Oversat af Søren Højmark. Mellemoverskrifter indsat af Arbejderen. Ilan Pappe blev født i 1954 i Israel. Han er professor i historie. Han har i mange år arbejdet ved universitetet i Haifa i Israel.