Jyllands-Postens ytringsfriheder har det som hos Wessel - for smed at rette bager

af Per Diepgen, Halskov
Tilstanden er efterhånden kritisk på Jyllands-Posten. Redaktionen har arbejdet sig op i en sygelig spiral, en slags monoteisme bygget på indædt anti-islamisme.
Fint skal det være i dét selskab, når man dagligt ser rødt og hidser sig op som den, der er grebet på fersk gerning og forsøger at bortforklare, hvad han gjorde ved at kaste skylden på andre og sløre virkeligheden med halve sandheder og falske anklager.
Jyllands-Postens ytringsfriheder har det som hos Wessel, for smed at rette bager, eller som hos DF, to fluer i et smæk, når muhammedanere og retspræsidenter fældes i ét hug.
Lars Hedegaard, David Gress, spinnets mester Arzrouni, Pittelkow, Lone Møller, Vibeke Manniche og alle de andre i broderskabet står vagt om deres højhellige skrifter.

Gamle kneb
Med jævne mellemrum udsender logen uforgribelige meninger om marxisme og kommunisme. I forlængelse af avisens gamle hyldest til Hitler og forståelsen for krystalnatten i 1938 kaster den med et gammelkendt kneb udspekuleret forargelse på andre for at udsprede racisme og antisemitisme. Senest i en kronik den 3. december 2008 et redaktionelt Anschluss fra professor Rossel fra Østrig, kaldet 'Antisemitten Karl Marx'.
Indledningsvis fortæller Rossel om tusindvis af kinesere i Trier på vej til Marx-museet, mens jeg dog på en god dag i turistsæsonen højst mødte en snes besøgende. Men pointen hos Rossel er, at Kina bekender sig til Marx og kommunismen.
De dage er imidlertid for længst forbi, verden har ændret sig uden profeten Muhammeds og redaktør Roses indgriben, nu kæmper tre stormagter om kapitalismen, USA, Sovjet og Kina, mens mange af deres borgere grotesk nok lever i fattigdom.
På den baggrund kan Jyllandsposten bekvemt få placeret sin gamle beundring for nazismen med Rossels ord: '! på den antisemitisme, der med mellemrum har stukket sit hæslige ansigt frem i den kommunistiske æra.' Rossel har især kastet opmærksomheden på Marx`s tidlige skrift fra 1843 'Zur Judenfrage' (Om jødespørgsmålet, der så vidt jeg husker, blev kendt herhjemme gennem Villy Sørensen i en billigbog).
Vi er i revolutionernes og enevældens tidsalder. På den ene side angiver Rossel sammenhængen mellem Marx og Hegel, men intet om grundlaget, dialektikken, og ikke et ord om Marx`s historiske ærinde, nemlig at imødegå en førende tysk teolog og katolicismens magt til at isolere jøder i samfundet. Marx oplyste, at kirken i århundreder med en kristen tese havde forhindret, at jøder fik almindeligt statsborgerskab.

Dobbeltsindet
Når det er sagt, må europæere erkende, at vi siden kristendommens indførelse har oplevet en almindelig udbredt mistro til folk fra Mellemøsten og i dag ser følgerne af vores fælles 'Endlösung der Judenfrage' i zionisternes voldsbesættelse af Palæstina.
Det seneste eksempel på Venstre-pressens dobbeltsindede spejlbillede af historien sås med en stort opsat artikel om den nylige mindestensindvielse på Langelinie for deportationen af jøder og kommunister med et ØK-skib til Tyskland.
Af uransagelige grunde viste både foto og tekst jødernes historie, mens kommunisternes var skjult. Jyllands-Postens kronik konkluderer: 'Marx` skrifter afslører oven i købet, at han ikke blot var antisemit, men generel racist.' Her står sagen!