21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Grønt lys til kommunal jobindsats

Grønt lys til kommunal jobindsats

Fredag, 19. december, 2008, 00:00:00

Selve idéen om en sammenhængende jobindsats under kommunalt ansvar vil have alle muligheder for at lykkes

af Hans-Henrik Hansen, formand HK Kommunal Østjylland
Lige siden det blev meldt ud, at landets 91 jobcentre fra den 1. august 2009 bliver fuldt ud kommunale, er vi fra flere sider blevet tudet ørene fulde af, hvor galt det vil gå med indsatsen overfor de ledige. Jeg deler ikke den til tider noget bastante bekymring for fremtiden. Tværtimod.
Alene med udgangspunkt i mit kendskab til det helt igennem udemærkede stykke arbejde, der allerede nu bliver udført på den kommunale del af jobcentrene her i Østjylland, kan jeg berolige med, at der også efter den 1. august 2009 vil blive taget kvalificeret hånd om alle ledige.
Medarbejderne - de fleste HK`ere - er veluddannede, fleksible og professionelle. Dertil kommer, at de mange dygtige medarbejdere, der hidtil har virket i statsligt regi, vil give nye, inspirerende impulser til arbejdet med de ledige i et fremtidigt sammenhængende jobsystem.
Fra HK Kommunal Østjyllands side vil vi i hvert fald gøre vores til, at der bliver skabt nogle attraktive og trygge rammer for de sammenbragte medarbejdere. Det giver den bedste grobund for, at ledige på både dagpenge og kontanthjælp kan få den service, der er et velfærdssamfund værdigt.
Kommunale jobcentre, der har ansvar for begge grupper af ledige, er jo heller ikke et helt fremmed fænomen. I et halvt års tid er der kørt et forsøg med 14 pilotjobcentre landet over. De centre har taget forskud på den nye struktur, hvor jobindsatsen netop er samlet under én kommunal hat, og det er sket med særdeles gode resultater.
Så kære bekymrede. Jeg deler langt hen ad vejen kritikken af, at regeringen på mange måder har handlet politisk overordentligt kluntet i denne sag. Blandt andet hviler aftalen på et snævert politisk flertal, og, som noget helt uhørt, er den gennemført uden inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Samt uden at afvente resultaterne af en igangværende undersøgelse, der kører frem til 2010.
Det ændrer dog ikke ved, at selve idéen om en sammenhængende indsats under kommunalt ansvar vil have alle muligheder for at lykkes.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. dec. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp