Ikke alene har de svage grupper som hovedregel ingen sundhedsforsikring, men de betaler via skatterne for dem, der har. Og de kommer bagest i køen. En vaskeægte omvendt Robin Hood

af Kai Vangskjær, cheføkonom, 3F
Næste år skal regionerne effektivisere driften med 1,2 milliarder kroner i sygehussektoren. Et anseligt beløb, der yderligere vil forværre det offentlige sundhedsvæsens situation, fordi reduktionen kun kan ske gennem besparelser og indskrænkninger. Også selvom gevinsten bliver i sektoren.
Det ved regeringen naturligvis, men det får den ikke til at ændre kurs, den kurs der blev sat, da den vandt valget i 2001. Regionernes (tidligere amternes) økonomi skal være så stram, at det offentlige sygehusvæsen bliver tvunget til at overlade flere og flere opgaver til privathospitalerne.
VK-regeringens kurs, der blev sat i 2001, går ud på markedsgørelse af den offentlige sektor, herunder også privatisering af store dele af sundhedssektoren. Det har ikke været nogen hemmelighed. At VKO-flertallet hvert år er kommet med besværgelser om en stærk offentlig sundhedssektor kan ikke tages for pålydende. Det passer i hvert fald ikke sammen med, at regeringen og DF siden 2001 har gennemført lovgivning, som klart favoriserer privathospitalerne.
Og hvem ejer privathospitalerne?
Det er ikke ukendt, at banker og forsikringsselskaber har en stærk økonomisk interesse i sikre en stor og levedygtig privat hospitalssektor. For her er meget store potentielle indtjeningsmuligheder.
Det er heller ikke ukendt, at VK-regeringen har gode forbindelser til erhvervslivet og gennem årene har forfægtet erhvervslivets interesser i Folketinget - man kan jo også se på hvor valgtilskuddene til de borgerlige partier kommer fra.

Fri og lige adgang til sundhedsydelser
Vi har i Danmark tidligere været stolte af, at vi havde en solidarisk adgang til at blive behandlet på hospitalerne, uafhængigt af pengepungens tykkelse, kun med udgangspunkt i en lægelig vurdering. Vi var stolte af princippet om 'den fri og lige adgang' til sundhedsydelser.
Selv om de offentlige sygehuse fortsat forsøger at leve op til dette ideal, så påvirker konkurrencen fra privathospitalerne prioriteringen i det offentlige, fordi man så vidt muligt vil undgå at betale i dyre domme for patienter, der med behandlingsgarantien og 'pengene følger' i lommen søger over i de private hospitaler. Hertil kommer, at opkomsten af en privat sygehussektor i sig selv fraviger det gamle ideal.
Idealet om den fri og lige behandling er altså undergravet. Derfor var det nok ikke tilfældigt, at ordlyden i den nye sundhedslov fra 2005 netop ændrede 'fri og lige' til 'let og lige'.
Der er stor forskel på 'let' og 'fri'. Og selv om det er 'let', så er det ikke nødvendigvis gratis. Men er du dækket af en privat sundhedsforsikring, så springes ventetiden over. Letheden fremmes af penge.

Favoriseringen af privathospitaler
At regeringen begunstiger privathospitalerne på bekostning af det offentlige sygehusvæsen, kan ikke benægtes. For hvordan kan man ellers forklare privathospitalernes meget kraftige vækst, siden VK dannede regering i 2001?
Lovgrundlaget før 2001 gav ikke grundlag for denne eksplosionsagtige udvikling, så de ændringer, der er sket efter 2001, kombineret med den meget stramme økonomiske styring af regionerne, skyldes en bevidst politisk strategi om at fremme privatiseringen af sundhedssektoren.
Direktøren for Danske Privathospitaler A/S Tina Schmidt Madsen udtalte da også til dagbladet Børsen den 24. januar 2008:
'Der er ingen grund til pessimisme', og videre, at: 'Udviklingen er positiv, og vi har jo gennem flere år gjort os klar til at tage imod flere patienter. Specielt antallet af patienter, der kommer til os i kraft af deres sundhedsforsikringer, stiger stærkt ...'.
De ordninger som skal have 'æren' for denne udvikling er først og fremmest:
* Skattefri sundhedsforsikringer, som blev gennemført i 2002. De dækker kun beskæftigede personer - og langt fra alle, ligesom folk uden for arbejdsstyrken (for eksempel pensionister) ikke er dækket.
Men skattefriheden koster, og beløbet, der har været stigende siden 2002, var i 2007 på omkring 625 millioner kroner - penge som kunne være anvendt langt bedre i det offentlige system. Og ikke alene har de svage grupper som hovedregel ingen sundhedsforsikring, men de betaler via skatterne for dem, der har. Og de kommer bagest i køen. En vaskeægte omvendt Robin Hood.
* Det udvidede frie sygehusvalg og ventetidsgarantien, som blev gennemført i 2002. Dog blev ventetidsgarantien - også kaldet behandlingsgarantien - først sat til to måneder og i oktober 2007 yderligere nedsat til én måned. Pengene følger således patienten over i privathospitalerne - vel at mærke offentlige penge, som kunne være brugt bedre i det offentlige sygehussystem. Ifølge Dagens Medicin, 11. april 2008, blev der i 2007 overført 750 millioner kroner til den private sundhedssektor - i procent var stigningen fra 2006 til 2007 ikke mindre end 60.
* De private sygehuse og klinikker favoriseres også med hensyn til de priser de afregner med ved henvisning af patienter fra det offentlige - de såkaldte DRG-takster. Lad mig tage et par eksempler:
Prisen på en skulderoperation, som i det offentlige ('De Vestdanske Friklinikker') er 7000 kroner, er, når det offentlige henviser til et privathospital en del højere, nemlig 13.000 kroner.
Når et forsikringsselskab henviser en patient med en privat sundhedsforsikring til et privathospital, så er prisen oppe på 19.000 kroner(Information 18. december 07).
Prisen (DRG-taksten) for en operation for grå stær er i privathospitaler og klinikker omkring 12.000 kroner. På en offentligt ejet friklinik er prisen 4500 kroner (A4, 21. april 08).
Forskellen mellem DRG-taksten og den pris offentligt ejede klinikker tager, kan delvis forklares med, at privathospitaler skal betale moms og husleje, hvad friklinikkerne ikke skal.
Afregningsprisen er dog så gunstig, at privathospitalerne må have et ganske pænt overskud ved aktiviteten, et overskud der går til ejerne det vil sige aktionærerne og som også giver det økonomiske grundlag for at tilbyde højere lønninger.
Derudover er det et generelt indtryk, at DRG-taksterne er til stor fordel for privathospitalerne, da de ikke, som det offentlige, er forpligtet af at skulle have et akut-beredskab stående klar hele døgnet eller er forpligtet til at forske og uddanne nyt personale.
Privathospitalerne kan gå langt uden om de omkostningstunge indgreb og behandlinger. De kan, hvis der tilstøder komplikationer ved en operation, overføre patienten til et offentligt sygehus, som altid står til rådighed.
Kort sagt: Privathospitalernes ejere skummer fløden. Det offentlige betaler.
Man kan uden at overdrive sige, at de private sygehuses kraftige vækst er betalt af det offentlige. Der har været tale om, at regeringen har gennemført en særdeles selektiv erhvervspolitik, som er gået ud på at støtte udviklingen af privathospitaler. Det har samtidig været en politik, som har vendt den tunge ende nedad.

Personaleflugten til privathospitalerne
Regeringens politik har givet - og giver - landets privathospitaler kronede dage. Patienterne strømmer til privathospitalerne - ikke mindst efter nedsættelsen af ventetidsgarantien til én måned 1. oktober 2007 og som et resultat af den langvarige arbejdskonflikt i foråret.
Omkring 400.000 operationer, behandlinger og forundersøgelser er blevet udsat og skal afvikles sideløbende med den almindelige hospitalsdrift. Man må gå ud fra, at dette bekommer regeringen vel, da det fremmer den privatisering og markedsgørelse, som regeringen ønsker.
Og man kan også nemt få den mistanke, at når regeringen ikke greb ind i konflikten på sundhedsområdet, at så havde det den begrundelse, at strejken gav travlhed på privathospitalerne, som hermed styrkes.
Men også personalet - læger og sygeplejersker - strømmer til privathospitalerne. Det skyldes den højere løn, at de siger farvel til en meget stresset dagligdag, som eksisterer på de fleste afdelinger på de offentlige sygehuse, og desuden at de nu kan få faste arbejdstider om dagen og så videre.
I Berlingske Tidende den 19. august 2008 blev det formuleret således:
'Højere lønninger betyder, at specialuddannede sygeplejersker forlader det offentlige til fordel for privathospitaler. Resultatet er længere ventelister på livsvigtige indgreb. Hovedårsagen er den såkaldte behandlingsgaranti, der giver privathospitalerne vind i sejlene'.
På denne måde bliver - lidt firkantet sagt - fjernelse af åreknuder prioriteret højere end en hjerteoperation.
Topmoderne operationsstuer kan ikke udnyttes på grund af personalemangel.
Denne tilstand er en umiddelbar følge af regeringens begunstigelse af privathospitaler.
Det skal nævnes, at Danske Regioner og regeringen enedes om at suspendere det udvidede frie sygehusvalg fra oktober (når Folketinget igen samles) til 1. juli 2009. Det ligger dog også i aftalen, at regionerne skal købe behandlinger hos de private i samme omfang som før konfliktens start.
Suspensionen af det udvidede frie sygehusvalg i trekvart år er bedre end ingenting, men langt fra tilstrækkeligt, hvis der skal rettes op på den offentlige sygehussektor.

Hvad sker der med solidariteten?
Hvis regeringen fortsætter den meget kraftige støtte til privathospitalerne, så ender det danske sundhedssystem, som noget der minder om det amerikanske - og det skræmmer eller burde gøre det.
Det amerikanske sundhedssystem er dyrt - meget dyrt. Tager vi de samlede udgifter til sundhed og sætter dem i forhold til den samlede produktion, så udgjorde sundhedsudgifternes andel i USA 15,3 procent i 2005, hvilket er en stigning fra 11,9 procent i 1990. Til sammenligning udgjorde andelen i Danmark 9,1 procent i 2005, hvilket er en stigning fra 8,3 procent i 1990.
Sammenligningen viser, at det amerikanske system er langt dyrere end det danske. Hvilket understreges, når vi sammenligner sundhedsudgifter per indbygger i dollars (købekraft paritet) i USA og Danmark. I USA i 2005 var sundhedsudgifterne per indbygger i dollars 6.401, svarende til godt 33.000 kroner. I Danmark var de tilsvarende tal 3108 dollars, svarende til lidt over 16.000 kroner.
Og dog er der næppe nogen, der vil påstå, at det amerikanske sundhedssystem er bedre end det danske. Tværtimod. Alene det forhold at 45-50 millioner amerikanere ikke er forsikret i tilfælde af sygdom, taler sit eget sprog. At blive syg i USA kan betyde økonomisk ruin.
Solidariteten eksisterer ikke i et land med så store indkomstforskelle. De rige klumper sig sammen i 'ghettoer' og fastholder deres 'ret' til de bedste hospitaler og klinikker, fordi de er rige. Og fordi det er for dyrt for 'almindelige' mennesker herunder ikke mindst de fattige.
Det er derfor ikke vanskeligt at forstå at Demokraterne i USA i den aktuelle præsidentvalgkamp har en sundhedsreform på programmet.
Regeringen hævder, at det er en vild overdrivelse - ja, udtryk for en skræmmekampagne - at sige at det danske sundhedssystem går i retning af det amerikanske.
Som modargument fremføres, at den private hospitalssektors andel af de samlede sundhedsudgifter kun udgør nogle få procent. Det kan da ikke genere det offentlige sundhedssystem, siges det. Og hvad med for eksempel tandlægerne som er private. Det har da fungeret udmærket sammen med det offentlige system.
Bortset fra at for eksempel tandlægevirksomhed i alt væsentligt er privat, som følge af historiske tilfældigheder, så er det ikke et argument for, at privathospitalerne skal ekspandere for offentlige midler.
For det er en kendsgerning, at privathospitalerne udbygger kapaciteten og efterhånden dækker hele landet. Og der er på Frederiksberg åbnet en privat betalings-skadestue. Der kan derfor ikke være tvivl om, at privathospitalernes andel af de samlede sundhedsudgifter vil stige.
Sporene til en stor privat markedsstyret hospitalssektor er lagt af VKO-flertallet gennem den åbenlyse favorisering af privathospitaler. Og det vil blive udnyttet, så længe denne sektor giver en god profit og aktionærerne en pæn dividende. For uanset hvordan man end vender og drejer det, så er målet i et markedsstyret sundhedssystem profit.
Regeringen har med frit valg mellem offentlig og privat af hjemmehjælp, sundhedspleje, hjemmesygepleje og sygehusbehandling banet vejen for et markedsorienteret sundhedsvæsen.
Den frie og lige adgang til hospitalsbehandling er ikke alene ændret i sin ordlyd, men også reelt brudt. Valgfriheden for dem, der er dækket af en sundhedsforsikring, går ud over de som ikke har.'Faren ved den store udbredelse af forsikringer er derfor, at det offentlige svækkes, fordi ressourcer vil gå over til det private. Det skal nogen jo betale for, og det bliver de udsatte grupper, der står uden for arbejdsmarkedet, og som ikke har råd til at tegne en privat sundhedsforsikring. De vil komme bagerst i køen. Man kan sige, at sundhedsforsikringer er med til at gøre den tunge ende tungere' (Formanden for socialcheferne i Danmark, Ole Pass. Citatet er hentet fra kronik i Politiken af overlæge dr.med. Ole J. Hartling 14. februar 2008).
Hvis det danske sygehusvæsen fortsat skal være af høj kvalitet og en vigtig søjle i velfærdssamfundet, hvor solidariteten er det herskende træk, så skal privatiseringen af sundhedssektoren stoppes ved at:
* Virksomhedernes fradragsret for sundhedsforsikringer afskaffes.
* Det udvidede frie sygehusvalg ændres til det, det var før regeringsskiftet i 2001, når suspensionen udløber 1. juli 2009.
* Ventetidsgarantien sættes op til to måneder.
* DRG-taksterne fastsættes, således at favoriseringen af privathospitalerne ophører.
* De bebudede nedskæringer (også kaldet effektiviseringer) i regionernes budgetter 2009 på 1,2 milliarder kroner gennemføres ikke.
Dette er nødvendigt, hvis vi skal undgå amerikanske tilstande i sundhedssektoren.

Artiklen er hentet fra internetmagasinet Kritisk Debat november 2008.

Om Kritisk Debat
Kritisk Debat er en hjemmeside, som har til opgave at bringe kritiske artikler og essays hovedsageligt indenfor det samfundspolitiske, idehistoriske, historiske, økonomiske og arbejdsmarkedspolitiske felt.
Hjemmesiden henvender sig til alle, der ønsker en åben og udogmatisk debat om alternativer til den nyliberalistiske dagsorden, socialformer, samfundsmodel og ikke mindst historieopfattelse.

Læs mere på www.kritiskdebat.dk