Én af de største ændringer i Lissabon-traktaten er på forsvarsområdet. EU har gennem flere år haft et militært samarbejde. Udviklingen er gået med rivende hast

af Gösta Torsteinsson, suppleant til styrelsen i Folkrörelsen Nej till EU
Det begyndte med Maastricht-traktaten med vedtagelsen af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Det har siden trinvist ført til fælles militære styrker (ERRF og 'European Battle Group'), der skal kunne indsættes rundt om i verden. Det har også medført et militært-bureaukratisk apparat i ministerrådets bygninger i Bruxelles, som eksempelvis Komiteen for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik, Den Militære Komite og Den Militære Stab.
Den Militære Komite er EU`s øverste militære organ og består af medlemslandenes øverstbefalende, ofte erstattet af deres repræsentanter, der er udstationerede ved de respektive landes repræsentation i Bruxelles.
'European Rapid Reaction Force' (ERRF) er en transnational militærstyrke, der ledes af EU. Beslutningen om oprettelse af styrken blev taget på topmødet i Helsingfors i 1999, og ambitionen er, at kunne sende 60.000 soldater til et kriseområde i løbet af 60 dage, hvor de skal kunne opholde sig i et år.

Indsatsstyrke
Hver enhed skal bestå af 1500 soldater, som størrelse på et regiment. Medlemslandenes oplyser hvor mange tropper, de kan bidrage med. Det opføres i et såkaldt styrkekatalog. Målet var, at denne 'lynindsatsgruppe' skulle være på banen fra og med 2003, men så langt er man endnu ikke kommet.
'European Battle Group' (europæiske kampgrupper) er et andet led i EU`s militære styrker. I modsætning til 'ERRF' drejer det sig om permanente styrker.
Forslaget om kampstyrkerne dukkede op under et topmøde mellem Frankrig og Storbritannien i 2003. I forslaget til EU-forfatningen, der blev underskrevet i juni 2004, foreslog man et permanent, struktureret samarbejde, der omfatter militære kampenheder.
Forslaget blev præciseret i en protokol. Fem måneder senere erklærede EU`s forsvarsministre i London, at de var parate til at stille med 13 kampgrupper. Hver gruppe skal kunne rykke ud med ti dages varsel og være på plads i løbet af 15 dage. De skal kunne fungere i mindst 30 dage, hvilket kan udvides til 120 dage i rotation.
Større medlemslande skal kunne bidrage med egne kampgrupper, mens mindre lande kan danne fælles grupper. Kampgrupperne skal parvis være parate til at rykke ud i løbet af et halvt år.
Med Lissabon-traktaten konstitutionaliseres EU`s militære udvikling. Man går desuden betydeligt længere: Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik 'vil føre til oprettelse af et fælles forsvar, når et EU-topmøde enstemmigt beslutter sig for det.' Derpå skal EU-topmødet 'anbefale medlemslandene at træffe en sådan beslutning i overensstemmelse med deres respektive forfatninger'.
Det er klar tale. Det betyder, at alle medlemslande - herunder de militært alliancefri lande, som Irland, Sverige, Finland og Østrig - bliver forfatningsmæssigt forpligtede til at leve op til kravene om et fælles forsvar.
Det er et spørgsmål om hvornår - ikke om de vil. Som et incitament for lettere at få de alliancefrie lande til at acceptere dokumenterne, er der dog tilføjet en passus om, at Unionens politik ikke skal påvirke 'den specifikke karakter' af visse af medlemslandenes sikkerheds- og forsvarspolitikker, Hvad dette betyder i praksis er uvist.

Fælles forsvar
I Lissabon-traktaten indføjes en klausul om kollektivt forsvar med gensidig forsvarspligt ( på samme måde som det foreskrives i forsvarsalliancen NATO).
Hvis et EU-land udsættes for et væbnet angreb, er de øvrige medlemslande 'forpligtede til at yde bistand med alle til rådighed stående midler.' Der findes ingen veto for de øvrige lande. Der behøves ingen særlig beslutning på et EU-topmøde for at dette krav skal træde i kraft.
Der er tilføjet to forbehold i traktatens ordlyd. For det første skal forsvarspligten 'ikke påvirke karakteren af visse medlemslandes særlige forsvars- og sikkerhedspolitik'. Hvad der menes med det, er atter uvist. Det er muligvis forholdet mellem Sverige og nogle andre lande, som ikke er medlem af NATO.
For det andet skal 'forpligtelserne og samarbejdet på dette område' være foreneligt med de forpligtelser, som 21 EU-lande har i kraft af deres medlemskab af NATO. For disse lande skal NATO fortsat 'danne grundlaget for deres kollektive forsvar'.

At forsvare hinanden
Forpligtelsen til at forsvare hinanden står ved magt. Forbeholdene understreger blot, at visse EU-lande også er medlemmer af NATO, mens andre ikke er det.
I en særlig solidaritetsklausul hedder det, at Unionen skal bistå medlemslande - også med militære resurser - hvis de udsættes for terrorangreb. Hvert medlemsland vælger dog selv, hvordan man bistår andre medlemslande.
Med Lissabon-traktaten gøres det også klart, at EU skal kunne agere militært rundt om i verden. Medlemslandene binder sig til at stille civile og militære resurser til rådighed for Unionen.
Opgaverne kan dreje sig om alt fra 'humanitære indsatser' til 'indsats mod stridende grupper, herunder fredsskabende initiativer og stabiliseringsinitiativer efter konflikter'.
Flertallet af EU-landene har allerede bundet sig til at deltage, når det handler om 'lynindsats-grupper' og indtil videre er det oplyst, at der skal opstilles 13 såkaldte kampgrupper. (Irland, Danmark og Malta deltager ikke i kampgrupperne.)
Beslutningen om at udsende en styrke under EU`s ledelse til et 'indsatsområde' træffes af EU`s Ministerråd, det vil sige efter medlemslandenes énstemmige beslutning. I Sveriges tilfælde kræver det desuden en godkendelse i Riksdagen.
Men ifølge Lissabon-traktaten kræves der intet mandat fra FN`s Sikkerhedsråd for at kunne indsætte en EU-styrke. I stedet benyttes den meget mere vage formulering, at man skal agere 'i overensstemmelse med FN-pagtens principper'.
I praksis bliver det EU, som selv afgør, hvad der ligger indenfor FN`s principper. Undtagelser fra kravet om et FN-mandat øger risikoen for militære eventyr under FN`s flag, hvor Sverige bliver inddraget i moderne koloni-krige om råstoffer.
EU-beslutninger inden for dette område skal træffes énstemmigt, men Ministerrådet kan også overdrage ansvaret for at udføre opgaver på Unionens vegne til en mindre gruppe medlemslande.
Det kan naturligvis føre til, at de medlemslande, der har valgt at stå uden for en krig eller en konflikt, alligevel kan blive inddraget via andre landes medvirken.
I Nice-traktaten indskrev man nogle landes ret til - inden for Unionens rammer - at udvide samarbejdet på visse områder, med undtagelse af sager med militære eller forsvarsmæssige konsekvenser. I Lissabon-traktaten introduceres et nyt begreb - 'permanent struktureret samarbejde' - som tager højde for netop dette, det vil sige et udvidet militært samarbejde mellem visse lande inden for EU`s rammer. Den vetoret, som tidligere eksisterede på området er fjernet.
De EU-lande, som vil gennemføre militære operationer i andre lande, skal have lov til at opbygge en fortrop, der kan operere på egen hånd. I den nye traktat hedder det udtrykkeligt, at et 'permanent samarbejde' på det militære område skal etableres af de medlemsstater, 'som opfylder højere krav om militær kapacitet og som har aftalt mere bindende forpligtelser på området med hensyn til de mest krævende opgaver'.

Kun eliten accepteres
Det er altså ikke alle og enhver, som kan deltage. Det er kun eliten - de, som 'opfylder disse kriterier og overholder de forpligtelser om kapacitet', der anføres i en protokol, der blev tilføjet Lissabon-traktaten.
I protokollen opremses en række konkrete krav, som de medlemslande, der skal indgå i 'det permanent strukturerede samarbejde', binder sig til. Det er krav som 'at udvikle sin forsvarskapacitet mere intensivt', 'samarbejde med henblik på at fastsatte mål omkring omfanget af udgifter i investeringer i forsvarsmateriel', 'så vidt som muligt at tillempe sine forsvarsstrukturer' og 'vedtage konkrete skridt for at øge styrkernes operative kapacitet, fleksibilitet og mobilitet'.
Et medlemsland, der ikke længere opfylder betingelserne, kan suspenderes fra 'det permanent strukturerede samarbejde'.
I Lissabon-traktaten står ligeledes, at 'medlemslandene forpligter sig til gradvist at forbedre deres militære kapacitet'. Det er helt unikt, at man indskriver et krav om militær oprustning i grundlaget.
Der skal oprettes et 'europæisk agentur' for forsvarsmateriel, forskning og militære resurser. Hvad er det? Forstadiet til et fælles forsvarsministerium? Allerede i juni 2004 traf Ministerrådet beslutning om at oprette det europæiske forsvarsagentur (EDA), der startede sin virksomhed samme år.
Én af kontorets opgaver er ifølge Lissabon-traktaten at 'identificere de operative behov' og 'styrke initiativer, der tilgodeser dette'. En anden vigtig opgave består i at koordinere udviklingen af en europæisk våbenindustri.
EDA arbejder under Ministerrådets kontrol og ledes af en styrelse, som består af deltagerlandenes forsvarsministre samt en repræsentant fra EU-kommissionen, der er styrelsens formand. Samtlige EU-lande - bortset fra Danmark - deltager i agenturets arbejde.
Med Riksdagens ratifikation af Lissabon-traktaten, har Sverige accepteret princippet om, at EU skal udvikle et fælles forsvar på et tidspunkt i fremtiden.
Det er nu ikke længere et spørgsmål om, at det kan ske, men at det vil ske. Det er blot tidspunktet, der står tilbage at beslutte. Det betyder at Sverige skriver under på, at vi så småt vil komme til at overdrage vor militære alliance-frihed.

Sverige med i EU-hær
Regeringen er ikke enig i denne fortolkning, og henviser til at det fælles forsvar kræver en enstemmig beslutning, og at Sverige altså ikke behøver at opgive sin militære alliance-frihed, før vi selv vil.
Det er rigtigt, men vi deltager alligevel i et samarbejde, der har det erklærede formål at skabe et fælles forsvar. Det går derfor ikke både at skrive under på målsætningen om at oprette et fælles forsvar og samtidig hævde, at vi afstår fra at stoppe dette, når emnet bliver aktuelt.
- Man skal ikke gå med i en klub, hvis målsætning man ikke er enig i, sagde den tidligere udenrigsminister Torsten Nilsson engang.

Artiklen har tidligere været bragt i den svenske ugeavis Proletären.