Det 21. århundrede bliver ikke USA’s århundrede. Lad os kæmpe sammen med vores allierede rundt på kloden for at det bliver frihedens, demokratiets og revolutionernes århundrede. Socialisme er både et muligt og et nødvendigt alternativ til kapitalisme og udbytning

af Jørgen Petersen
Det 21. århundrede bliver USA's århundrede. Det er en af de påstande som præsident Bush og hans allierede markedsførte i årevis, som om det var en uomgængelig kendsgerning.
Da Sovjetunionen og de socialistiske lande faldt sammen, proklamerede de at historiens hjul var sat i stå, og det kapitalistiske system ville eksistere for evigt.
Vi har set det før. Kejsere, kanslere, statsministre og præsidenter har mange gange i historien proklameret et tusindårsrige. Men imperierne er alle kollapset, knust, besejret og forsvundet sammen med rækken af romerske kejsere, franske solkonger og nazistiske kanslere.
USA's rolle som verdens eneste supermagt undergraves hastigt. Udviklingen vil blive yderligere forstærket af finanskrisen og recession. Det såkaldte amerikanske århundrede, kom til at vare i mindre end 10 år.
Kig ud i verden. Nu drejer historiens hjul. Det kapitalistiske og imperialistiske system knager i sin grundvold. Vi står foran en periode med store forandringer. I 30'erne førte krisen til nazisme og 2. verdenskrig. Også i dag er verdens truet af store farer. Udgangen på den nuværende krise er imidlertid langt fra givet. Klassekampen vil også i denne situation være historiens drivkraft.
Som kommunister må vi kende vores besøgelsestid. Tiden er kommet til at forstærke kampen mod kapitalismen og imperialismen.
Vores anklager er klare og veldokumenterede. I verden i dag sulter op mod en milliard mennesker. Endnu flere mangler adgang til rent drikkevand. 10 millioner børn under fem år dør årligt af sygdomme der kunne kureres for mindre end en dollar. For første gang er den registrerede arbejdsløshed i verden nu omkring 200 millioner mennesker. Oprustningen øges eksplosivt, med USA's stjernekrigsprojekt, nu også i det ydre rum.
Aktionærer, direktører og spekulanter vil kæmpe til sidste blodsdråbe for retten til at smide de ansatte på gaden, hvis profitten bliver for lav. De har tjent formuer i de gode år. Deres logik er lige så simpel som den er asocial. Profitten er privat. Regningen for krisen skal socialiseres. Kapitalens solidaritet ligger i pengepungen. Den private ejendomsret dyrkes som en gud.
Forbrugerismen præsenteres som den højeste form for civilisation, men er reelt ved at udtømme klodens ressourcer. Verdenshavene og drikkevandet forurenes. Luften sodes til af fabriksskorstene og uhæmmet privatbilisme. Jorden udpines og forgiftes. Isen omkring polerne smelter i et foruroligende tempo. Havene stiger, samtidigt med at ørknerne breder sig på flere kontinenter. Orkaner og andre naturkatastrofer er blot forvarsler om hvad der vil ske hvis den nuværende udvikling fortsætter .
Der må skabes et klart alternativ til dette vanvid, som kun er til gavn for et forsvindende mindretal af menneskeheden. I kraft af udbytternes griskhed og uhæmmede udplyndring af både mennesker og naturen truer kapitalismen menneskehedens overlevelse.
I dag lover alle politiske partier forandring. Men i bund og grund vil de ikke forandre. De vil kun justere. De ønsker at berolige befolkningen og komme den kriseplagede kapitalisme til undsætning. Målet er netop at undgå grundlæggende forandringer, der kan true det kapitalistiske systems fremtid. De såkaldte finansielle hjælpepakker er et iøjnefaldende eksempel.
Regeringer, tænketanke og spekulanter, har i årtier lagt den offentlige sektor for had. Nu står de samlet bag beslutningerne om at bevilge svimlende summer for at redde finanssektoren fra kollaps.
Også i Danmark vil regeringen sende regningen for krisen til almindelige mennesker. Bankejerne har på få år tjent 210 milliarder efter skat. Alligevel smed regeringen et tocifret milliardbeløb efter Roskilde Bank. Regeringen lod efterfølgende statskassen garantere for den samlede udlånsmasse i Danmark. Det er 3.000 milliarder kroner, svarende til Danmarks BNP i næsten 2 år. Med Enhedslisten som en hæderlig undtagelse, står et samlet Folketing bag denne såkaldte redningspakke.
Finanskrisen viser hvor vigtig finanssektoren er for ethvert samfund. Det er ikke et argument for at staten opkøber de fallerede banker. Derimod er det et solidt argument for at hele finanssektoren nationaliseres, sådan som kommunisterne kræver det.
Den kapitalistiske økonomi er i en dyb og global krise. Krisens hærgen vil få dybtgående konsekvenser, i Danmark og globalt. Krisen vil først og fremmest ramme almindelige mennesker.
Fabrikslukninger og massefyringer hører igen til dagens uorden. Pilen peger mod faldende og ofte en direkte negativ vækst i hele den vestlige verden. Millioner af mennesker på alle kontinenter, har på få måneder mistet deres arbejde. Der er et voksende pres på levevilkårene og demokratiet.
Finanskrisen er den foreløbige kulmination, men den er ikke krisens årsag. Vi har kun set toppen af isbjerget. Det er en dyb strukturel krise, som har fået den kapitalistiske verden til at skælve i sin grundvold. Krisen vil blive både dyb og langvarig – også i Danmark.
7 år med den borgerlige regering er 7 år for meget. Derfor må der etableres et klart politisk alternativ til den nyliberale politik. Det er afgørende at den aktive del af fagbevægelsen, sætter sig i spidsen for en sådan udvikling. Det må ske sammen med ungdommens interesseorganisationer og de politiske kræfter, som ønsker et reelt politisk kursskifte.
Kommunistisk Parti kæmper for et politisk alternativ som forsvarer den brede befolknings grundlæggende interesser, som vil løfte den kollektive velfærd og sikre en solidarisk fordeling af samfundets rigdom.

I denne weekend holder Kommunistisk Parti sin 2. Kongres. Kongressen er startskuddet for en omstilling af partiet til de nye betingelser, som følger i krisens kølvand. Vi sidder ikke med hænderne i skødet og venter på at systemet bryder sammen. Det kommunistiske parti opbygges i kamp og fremlægger sin egen politik og strategiske pejlemærker.
Partiets kongres har tydeligt vist at vores parti har meget at byde på. I en situation hvor det politiske liv domineres af topstyret kontraktpolitik og spindoktorer arbejder vi fundamentalt anderledes. Partiets politik og aktiviteter besluttes af medlemmerne, som er sikret reel politisk indflydelse. Gennem partiets afdelinger og opbygning skabes rammerne for demokratisk inddragelse, aktiv handlen i klassekampen og en vifte af uddannelsestilbud, der hele tiden udbygges.
I et samfund i hastig udvikling vil Kommunistisk Parti styrke arbejdet med analyse og politikudvikling og deltagelse i den ideologiske kamp. Vi vil fortsætte kampen for at styrke udbredelsen af Arbejderen, Danmarks røde dagblad, der har leveret farlige nyheder 5 dage om ugen, nu i mere end 25 år.
Der er brug for mange flere kræfter for at bygge partiet op og placere kommunisterne stadigt mere tydeligt på det politiske landkort. Vi skal ud med partiets politik og holdninger og diskutere dem med vores arbejdskammerater, venner og familie. Med krisen er der skabt nye muligheder for at agitere for det kommunistiske partis nødvendighed. Vi har brug for al den hjælp vi kan få. Derfor appellerer jeg også i aften til partiets venner og sympatisører om at organisere sig og hjælpe med at bygge partiet op.
I dag står kommunisterne med nye udfordringer. Vi skal styrke kampen for den kollektive velfærd og demokratiet. Vi skal styrke kampen mod imperialisme og krig, mod EU og NATO, under indtryk af den krise, der nu udvikler sig. Men det er ikke tilstrækkeligt.
Krisen bekræfter at Marx og Lenin havde ret. Kapitalisme og imperialisme er ikke i stand til at sikre klodens befolkning en tryg og menneskeværdig tilværelse. Tiden er kommet til at skærpe kritikken af selve det kapitalistiske system. Der er brug for grundlæggende samfundsmæssige forandringer. Det kræver at kapitalens magt udfordres.

Det 21. århundrede bliver ikke USA’s århundrede. Lad os kæmpe sammen med vores allierede rundt på kloden for at det bliver frihedens, demokratiets og revolutionernes århundrede. Socialisme er både et muligt og et nødvendigt alternativ til kapitalisme og udbytning.