22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Spørgsmål til Justitsministeren

Spørgsmål til Justitsministeren

Fredag, 14. november, 2008, 00:00:00

Burde ministeren ikke sende politiet til Hellerup i hollændervogne, bevæbnet med knipler

af Rasmus Mørck Lange, efterskoleelev
Politiet slår hårdt til for at rydde huse på Christiania. De bruger enormt meget mandskab og en masse tåregas. Det sker samtidig med, at vi hele tiden hører, at politiet ikke har mandskab nok til at opklare indbrud eller til at hjælpe stakkels kvinder, der tvinges til at være prostituerede lige ved siden af den store politistation på Halmtorvet.
Er huse, der ligger på Christiania, vigtigere for politi og justitsminister end, at der findes slaveri lige ved siden af politistationen?
I TV Avisen for et par uger siden var der er stort indslag om, at rige mennesker i Hellerup bryder loven ved at bygge mure og sætte hegn op omkring stranden, der ligger ud til deres dyre villaer. Dette medfører, at almindelige mennesker, der ikke ejer en dyr kæmpevilla ud til stranden, ikke kan benytte sig af den.
Justitsministeren bor lige ved siden af i en lige så dyr villa, så han må vel vide, hvad der sker? Burde han så ikke sende politiet af sted i hollændervogne, bevæbnet med knipler? Så har de også rig mulighed for at fylde gaderne med en tyk tåge af livsfarlig gas, så folk må flygte fra bolig og bydel for at kunne ånde, ligesom de gjorde tirsdag nat i forrige uge på Christianshavn.
Hvordan kan det være, at Brian Mikkelsen gerne sender daglige politipatruljer til Christiania, men ikke finde resurser til at holde styr på sine egne naboer? Er det fordi, det er livsnødvendigt at smide en mand på gaden på Christiania seks dage inden en retssag, der skal afgøre christianitternes skæbne, eller er man bare en vigtigere del af samfundet, hvis man har råd til en strandvilla i Hellerup?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. nov. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp