Kriser i kapitalismen er der nok af! Klimakrise, energikrise, fødevarekrise, produktionskrise - på grund af profitratens faktiske fald, kan profitten i øjeblikket bedst presses op ved usikre finansspekulationer. Altså nu også en finanskrise

af Raymond Swing, Frederiksberg
At kapitalismen i dag er i krise, har vi vist alle opdaget. Men denne krise synes dog de seneste år at have udviklet sig i en ganske bemærkelsesværdig retning, så vi nu med rette kan tale om kapitalismens systemkrise.
En af dennes mange aspekter blev på Amager den 27. oktober diskuteret på et møde arrangeret af de tre kommunistiske partiers amagerafdelinger i fællesskab med Enhedslisten, nemlig den omfattende kamp mod terrorisme med oplæg af Ulrik Kohl fra Fighters&Lovers, advokat Bjørn Elmquist og Patrick MacManus som talsmand for foreningen Oprør.
Det var et fremragende og velbesøgt møde, og emnets baggrund og de konsekvenser, vi bør drage deraf, er bestemt en særlig overvejelse værd.
At karakterisere kapitalismens krise som systemkrise kræver nok et par principielle bemærkninger, og jeg vil i den forbindelse gerne henvise specielt til Lotte Rørtoft-Madsens store kronik i Arbejderen den 28. oktober, som udbygger vigtige punkter i de betragtninger, jeg gerne vil gøre i det følgende.
Kriser i kapitalismen er der nok af! Klimakrise, energikrise, fødevarekrise, produktionskrise - på grund af profitratens faktiske fald, kan profitten i øjeblikket bedst presses op ved usikre finansspekulationer. Altså nu også en finanskrise.
Og nu er boblen så sprunget! Problemer er blot, at ingen af alle disse kriser kan behandles enkeltvis, endsige løses hver for sig, uden at blande alle de andre ind i det samtidigt. Deraf krisens systemiske karakter, som nu bliver mere og mere tydelig.
Men jeg vil gerne henvise til endnu et vigtigt aspekt i billedet af denne 'rådnende kapitalisme', som Lenin sagde, for siden forrige århundrede har hele verdensbilledet skiftet ganske væsentlig karakter.
Siden den russiske revolution og frem til omkring 1990 var verdenspolitikken præget af en udpræget bipolaritet mellem 'øst' og 'vest', mellem de kommunistiske/socialistiske og de kapitalistiske lande.
Begge sider kunne man naturligvis have forskellige holdninger til, men deres modsætning prægede alligevel i væsentlig grad hele verdenspolitikken.

Terrorkrigen
Men siden sammenbruddet i 'øst' er denne bipolaritet opløst og verdenspolitikken i sin helhed blevet mere diffus (om denne situation se for eksempel bogen Latinamerika ved en skillevej). I stedet er en vis bipolaritet mellem 'Vesten' og især de muslimske lande (og muslimer i det hele taget) rykket i forgrunden, og denne har naturligvis i mange muslimske kredse fremkaldt almindelig frustration og had.
Alligevel er denne bipolaritet i sagens natur mere diffus. Alligevel blev de folkeretsstridige krige mod Irak og Afghanistan, som USA efter det (næsten alt for) velkomne 'nine eleven' fik påskud til at føre, til en helt speciel form for en tredje verdenskrig, den såkaldte 'krig mod terror'.
Men med antiterrorisme har manglen på en egentlig bipolaritet alligevel fået ganske bemærkelsesværdige udtryk: For hvad er terrorisme overhovedet, hvem kan i modsætning til andre kaldes terrorister? Ingen kan svare på det!

Farlig fællesnævner
Man har aldrig gjort sig den ulejlighed at definere, hvad vi nu skal mene med 'terrorisme' - og altså kan også 'antiterrorisme' let gøres til fællesnævner for samtlige former for forfølgelse af 'systemets' modstandere, frihedskæmpere, almindeligt oppositionelle, ja, blot folk, som med lidt civil ulydighed bare forstyrrer den offentlige orden.
Og dermed ophæves så - både i teori og praksis - alle almindelige demokratiske rettigheder. Rigeligt med eksempler herpå hørte vi om på mødet, og mange flere kunne være fremført. I deres fuldkomne politiske og juridiske tåbelighed er den slags ganske vist meget underholdende - men for dem, det går ud over, katastrofalt!
Jeg tror, denne 'tredje verdenskrig' er ved at blive det særlige politiske og moralske vendepunkt, som i disse krisetider kan komme til at præge hele den almindelige samfundsdebat - men som i hele sin iøjnefaldende politiske og juridiske tåbelighed er så skinger og afslørende, at det må være muligt at ryste befolkningen ud af den tornerosesøvn, som Overdanmark stadig må prøve at holde ved lige med tavshed eller i det mindste udenomssnak.
Skulle folk endelig vågne op, ville det jo næste blive historien om 'Kejserens nye klæder', som så ville kunne høres over hele kloden. Og således kunne denne krise jo netop blive den krumtap, som alle de andre kriser kom til at dreje sig om.
For hvad kan ikke komme ind under bekæmpelsen af en ikke-defineret terror? Alt! Naturligvis bliver de personlige frihedsrettigheder ophævet, og snushanerne får frit spil.

At samle kræfterne
Fagligt arbejde og strejker dømmes endda - med EU`s hjælp - ulovligt, lige som det også bekæmpes i lande som Columbia.
Endda købe kjoler i Pakistan er umuliggjort på grund af USA`s kontrol med alle 'mistænkelige' pengeoverførsler (selv om det jo slet ikke angår USA). Ingen fantasi sætter grænser her!
Og her kommer så Amagers store fire-parti møde igen ind i billedet. Det synes mig oplagt, at dette arbejde skal føres videre, hvor heller ingen politiske problemer overhovedet synes at kunne komme i vejen.
Vore fire i sig selv ret svage partier kunne her gå sammen i bred front og i fælles arbejde være med til at skabe en virkelig folkelig modstandsbevægelse.
Så vidt jeg kan se vil der ingen politiske problemer kunne opstå i et sådant arbejde (højst de gamle personlige), men succes i fælles arbejde vil skubbe sådanne ting i baggrunden - og i en unipolar verden behøver vi ikke engang skændes om Sovjetunionen fortræffeligheder eller mangel på samme!
Lad dette være min oprigtige opfodring som ekstra svar på et godt initiativ.