22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En spekulationsfri finansiel sektor

En spekulationsfri finansiel sektor

Onsdag, 05. november, 2008, 00:00:00

Mere regulering er bestemt en god idé. Det er der bare ikke meget af i de såkaldte redningsplaner, som vedtages i de vestlige lande i disse uger - i Danmark også med SF`s støtte

af Per Clausen MF, Enhedslisten, Aalborg
Det var skæbnens ironi, at VKO havde valgt åbningsdebatten i Folketinget til at rette et frontalangreb på Villy Søvndal, fordi SF`s program taler om at afskaffe kapitalismen.
Umiddelbart må det kræve store evner til politisk fortrængning midt under finanskrisen at kræve opbakning til kapitalismen som den eneste tænkelige organisering af økonomien.
Nu er Villy Søvndal en flink mand, så han valgte at forklare, at hans form for socialisme handler om at tøjle kapitalismen - ikke om at afskaffe den. Hermed fastholdes, at kapitalismen er den 'naturlige' samfundsform, som blot skal tøjles. Bare vi fjerner grådigheden fra kapitalismen, så er den god nok. Problemet er, at kapitalisme og grådighed er to sider af samme sag.
Hele grundlaget for kapitalisme er, at man skal gå efter at tjene så mange penge som muligt. Derfor kan man selvfølgelig godt forsøge at regulere kapitalismen, og det er rigtigt, at de sidste knap 30 års systematiske deregulering har medvirket til at skabe forudsætningerne for den nuværende finanskrise.
Så mere regulering er bestemt en god idé. Det er der bare ikke meget af i de såkaldte redningsplaner, som vedtages i de vestlige lande i disse uger - i Danmark også med SF`s støtte. Her prioriteres redning af spekulanterne over alt andet. Formodentlig ud fra den grundopfattelse, at hvis spekulanterne falder, falder vi alle.

Regulering
Alligevel skal der ikke ses bort fra, at flere og flere taler om mere regulering som løsningen på de problemer, vi står i. Regulering af kapitalismen og de fri markedskræfter er imidlertid en vanskelig og bureaukratisk opgave. Se bare det komplicerede regelsæt, der er blevet opbygget i forbindelse med liberaliseringen og privatiseringen af energisektoren og telesektoren.
Forsøget på gennem køb og salg af CO2 kvoter at spænde markedskræfterne for en global løsning på klimaproblemerne er mildt sagt heller ikke faldet heldigt ud.
Den regulerede kapitalisme, som igen er blevet populær efter 30 år med afregulering, risikerer derfor at skabe et uigennemsigtigt bureaukrati, hvor de multinationale koncerner hele tiden påvirker reglerne og administrationen af disse til deres egen fordel.
Måske har SF`s program mere ret end Villy Søvndal. Afskaffelsen af kapitalismen er i dag mere aktuel end nogen sinde. I første omgang kunne vi jo tage Helle Thorning Schmidts ord fra åbningsdebatten om, at noget er for vigtigt til, at vi kan overlade det til markedskræfterne, alvorligt.

Vend bølgen
Finansiering af byggeri og virksomheder er en af de vigtigste opgaver i samfundet. Det burde være forholdsvis indlysende, at vi ikke kan lade denne opgave bryde sammen på grund af spekulation og grådighed. Det virker heller ikke holdbart at privatisere fortjenesten og kollektivisere tabet, som vi ser det ske i disse år.
Derfor har Enhedslisten foreslået, at vi sikrer eksistensen af en finansiel sektor, der er uafhængig af spekulanterne. Vi har tidligere haft kollektivt eller statsligt ejede kreditinstitutioner, banker og forsikringsselskaber, som havde det formål at stille deres ydelser til rådighed - ikke at tjene så mange penge som muligt.
Modstanden mod en sådan alternativ finansiel sektor skyldes således ikke, at det ikke kan lade sig gøre, men at kapitalen ønsker at underlægge sig alle dele af økonomien, sådan at den direkte mulighed for at trække profit ud af sektoren sikres.
Det er også baggrunden for den massive privatiseringsbølge af den danske stats ejendom, som vi har set de seneste 20 år.
Denne privatiseringsbølge kan nu vendes, sådan at vi i stedet udvider det område af økonomien, som er underlagt fælles demokratiske beslutninger. Det ville være den oplagte politiske lære af den finansielle krise.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. nov. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp