Det danske retssystem står bedst fast på sine principper ved at stå side om side med de modige colombianske dommere, hvoraf nogle brutalt er blevet myrdet på grund af deres arbejde for efterforskning af statens og de paramilitæres myrderier

af Michael Schølardt, København
Under anklagerens dokumentation i går fremkom en bemærkning, som antydede noget dubiøst ved, at vi, de anklagede har udarbejdet materiale.
Det er der ingen grund til. Paragraf 96 stykke to i Retsplejeloven omhandler objektivitetsgrundsætningen, det vil sige princippet om, at den, der efterforsker en straffesag, skal efterforske både det der taler til fordel og til bagdel for os.
Vi beklager os ikke over, at politiet ikke har haft tid til det. Landsretten skal jo afgøre, om vores 152 siders rapporter med 814 kildehenvisninger overfor de tilsvarende 32 sider med 85 kildehenvisninger fra anklagerens side er mest akkurate.
Hvis sagen ikke var så alvorlig kunne vi jo have indleveret vore rapporter til fem universiteter og få dem bedømt for deres videnskabelige og kildemæssige troværdighed. Vort forsvar har direkte påvist usandheder i anklagemyndighedens materiale. Mens anklagemyndighedens ikke har påvist en eneste usandhed i vore 814 kilder.
Efter Byrettens frifindelse og under Landsrettens behandling må jeg her indrømme, at jeg tog fejl i min afslutning ved Byretten, og jeg vil til sidst forklare hvorfor.
Anklageren har med vidners hjælp forklaret, at det colombianske retssystem i sin opbygning overholder alle normer for retfærdig rettergang. Den form for argumentation har jeg hørt før.
Som jeg fortalte under afhøring i Byretten var jeg aktiv i støttearbejdet for den demokratiske opposition i Polen blandt andet via støtte til forfulgte faglige aktive og ved oprettelse af trykkeri til fordel for KOR - en del af Solidarnocs.
Som faglig aktiv gav det heftige diskussioner med kommunister i den danske fagbevægelse, som påpegede, at det polske retssystem overholdt alle normer for et retssamfund. Overfor dette kunne jeg påpege de oplagte tilfælde af forfølgelse og uretfærdige rettergange og fængslinger.
Det er selvfølgelig ikke retfærdigt at sammenligne anklagerens forsvar for det colombianske retssystem med kommunisternes forsvar for det polske. I Polens tilfælde og for eksempel også Tjekkoslovakiet ved vi jo, at datidens dissidenter overlevede forfølgelserne og blev ledere - vi kender vel alle præsidenterne Walesa og Havel.

Set i sammenhængen
I den samme situation i Colombia ville disse være udsat for summariske henrettelser, tortur og forfølgelse. Men det ændrer ikke ved min principielle opfattelse af, at teori skal sammenlignes med praksis.
Jeg vil overfor dette argument derfor plædere for frifindelse. Også fordi jeg mener, at det danske retssystem står bedst fast på sine principper ved at stå side om side med de modige colombianske dommere. Hvoraf nogle, som vi ved, brutalt er blevet myrdet på grund af deres arbejde for retslig efterforskning af staten og de paramilitæres myrderier.
Drab retfærdiggør ikke drab og for eksempel upræcise våben uanset omstændighederne, anfører anklageren. Men - tilgiv mig ordvalget - uden sammenhængen er synspunktet absurd. Som jeg forklarede i Byretten har jeg i to omgange arbejdet i Israel.
I Bet Kama nær ved Beersheba arbejdede jeg på en fabrik, som hovedsagelig havde Holocaust-overlevende jøder fra Østeuropa.
Jeg skal ikke trætte med deres beretning om Warszawa-ghettoens opstand, som kostede næsten samtlige 60.000 livet, men den fortvivlede modstand og dens metoder, som jeg fik fortalt, gav mig et klart eksempel på, at uden sammenhæng er modstandens karakter absurd.
Jeg skal afrunde den del af min personlige oplevelse med at fortælle, at nogle af deres sønner, som blev mine venner, støttede en fælles ikke-religiøs jødisk-palæstinensisk stat. Altså præcis det, som er PFLP`s mål.
Her bliver jeg trist til mode, når anklageren vil medvirke til at kriminalisere modstanden mod en brutal 40-årig besættelse. Og håber på en stadfæstelse af Byrettens dom, som også vil være en indirekte støtte til de modige israelske piloter, som nægter at bombe i besatte områder, og de israelske læger og dommere, som vi har hørt slås for lige rettigheder.
Der er brug for det. Israelerne lider under at være undertrykkere. Flere af mine venner er i lighed med titusinder af andre jøder emigreret i frustration over at leve i en militaristisk apartheid-stat som vidnet FN`s særlige rapportør Dugaard har beskrevet for retten.

Humanitær hjælp
Et tredje hovedpunkt, som er nævnt af anklageren, er, at det er ligegyldigt, hvad støtten går til. Et trykkeri eller en radiostation eller for den sags skyld en børnehave frigiver midler til våben til terrorister, blev der sagt. For solidaritets- og bistandsorganisationer vil den holdning betyde afslutning på mange hjælpeaktioner. Og sådan ser virkeligheden heller ikke ud - tænk for eksempel på Myanmar og Sudan og lignende. For at nævne et for sagen vedkommende:
Efter den vestlige verdens opfordring til Hamas om at indgå våbenhvile og stille op til valg vandt Hamas disse, hvorefter der blev iværksat blokade mod Gaza. Her er omkring en halv million børn nu underernærede, og kun de mest koldhjertede mener vel nu, at brød til disse er støtte til Hamas og derfor ikke skal finde sted.
Og lad mig trække en personlig vinkel, der ligeledes har med sagen at gøre. Under Vietnam-krigen oplevede jeg med andre en uhyrlig propagandakrig, der skulle mistænkeliggøre os modstandere af en krig der kostede fem millioner mennesker livet.
Efter krigen har jeg i 20 år været fast bidragyder til Børnehospitalet i Ho Chi Minh City. I de første ti år efter blev cirka 100.000 vietnamesiske børn årligt invalideret af amerikanske miner og ved fødselsskader som følge af besprøjtningen med Agent Orange. Danske frivillige læger og sygeplejersker afhjælper disse skader med kunstige lemmer med videre.
Nu kan jeg så høre fra anklagerens vidne Crandell, at USA skam har lært af sine erfaringer fra Vietnam. Det betvivler jeg ikke. Men det går åbenbart ikke længere end til, at man har udskiftet Agent Orange i Vietnam med glysfosfat i Colombia (firmaet der producerer giften er det samme, og hjælpeorganisationen CARE ser de samme problemer).

Giften i Colombia
Jeg vil her henvise til anklagerens bilag side 113, hvor FN-udsendte til Ecuador konstaterer følgende problemer med sprøjtegiften: 'Befolkningens helbred påvirkes både fysisk samt mentalt. Det anbefales for fremtiden, at en marginal på ti kilometer mod den ecuardorianske grænse ikke sprøjtes.'
Her drejer det sig altså om folk, som kun får en brøkdel af giften, der sprøjtes over det sydlige Colombia. Man kunne sige, at når nu antallet i Vietnam i dag kun er cirka 20.000 ofre, kan vi overflytte erfaringerne fra Vietnam til Colombia. Lige bortset fra, at da besprøjtningen hovedsagelig sker i FARC-områderne, vil en sådan virksomhed efter anklagerens opfattelse være støtte til terrorisme. Jeg betragter synspunktet som inhumant.
I Byretten forklarede jeg, at jeg anså,at statens sigtelse ikke var rettet imod os specielt, men for at forstærke en mistænkeliggørelse som bredt set vil skabe frygt for det solidaritetsarbejde, som ikke behager magten. Jeg forklarede også den effekt, terrorstempling har for en lang række regeringers mulighed for undertrykkelse - vi kender jo alle i olympens tegn Kinas af tibetanerne, Russernes af tjetjenerne og så videre.
Og for at begrunde at dette ikke var nyt, fortalte jeg her om, hvorledes jeg fra min egen familie ved, hvorledes en del af familien måtte flygte til Sverige - nogen havde det uheld både at være rød og jøde - fordi statsadvokaten på den tid mente, at udlevering til Tyskland var i orden. Og det er alvorligt nok.
Men det er her, jeg vil afslutte med det punkt, hvor det er gået op for mig, at jeg tager fejl i noget afgørende nyt. Og det er, at staten i denne sag trænger ind og ødelægger den offentlighedssfære, hvor frie borgere kan udveksle sine meninger og se den anden.
Det er et synspunkt, jeg har mødt hos filosoffen Hannah Arendt. Tysk jødisk flygtning og amerikaner. Hendes retsfilosofiske reportagebog 'Eichmann i Jerusalem' beskriver, hvorledes denne hovedansvarlige for Endlösung, det jødiske folkedrab, ikke var et ondt menneske. Men en ordinær lovlydig tjenestemand, som agerer i et samfund, hvor denne offentlighed er ikke eksisterende, og dermed ikke har mulighed for at få korrigeret sit moralske kompas.

Retten til uenighed
Lad mig afslutte med endnu et personligt eksempel, der illustrerer dette. I Solidaritet, som jeg er redaktør af, bragte jeg i januar 1996 en artikel om Taleban. Heri kritiseres den vestlige støtte til Taleban. Jeg indrømmer at have sagt nogle mindre pæne ting om de 600.000 som Lars Løkke Rasmussen overdrog til 'frihedskæmpere' til indkøb af våben uanset retten til modstand mod det sovjetisk støttede styre. Som i parentes bemærket dog havde større folkelig legitimitet end det nuværende NATO-støttede.
Men ligesom i diskussionen omkring Vietnam-krigen, kritikken af anerkendelsen af Pol Pot-regimet, apartheid-regimet og mange andre konflikter kunne diskussion om støtte brydes i offentligheden uden krav om kriminalisering af modparten.
Jeg har selv været domsmand her i Landsretten i mange år og ved, at jo mere en sag nærmer sig en politisk dagsorden, des sværere bliver det at holde egne politiske synspunkter ude. Men det skal ikke lægges til grund, om man er enig eller uenig i de politiske og militære kampe som FARC og PFLP står for. Den diskussion tager vi gerne, som vi har vist.
Politisk kamp skal føres i det offentlige rum. Ikke i en retssal, hvor det ene synspunkt kriminaliseres. Og derfor vil jeg ikke bare appellere til Landsretten om at afvise anken, men også gøre det så stærkt, at der trækkes en klar streg i sandet.