Det er asylansøgernes tragiske skæbne, at de er kommet til Danmark på et tidspunkt, hvor regeringen har undertrykt, at asyl er en ret
af Bodil Hindsholm Hansen, ordfører for Borgere for et anstændigt Danmark, medstifter af Præste-initiativet, Havndal
Et avisbillede fra 1993: En tolvårig pige med forskræmte øjne, knugende en tøjhund ind til sig. I baggrunden et par store busser.
September 2008. Den samme pige, Amila, fortæller historien om billedet. Hun og hendes mor var da endelig efter mange dages buskørsel landet i Danmark. Tøjhunden var det eneste personlige eje, hun havde med sig fra sit gamle liv i Bosnien.
Den var en gave fra hendes far, der ikke kunne flygte. Han var af serberne udkommanderet som levende skjold, men overlevede heldigvis og blev et par år senere forenet med hustru og datter i Danmark.
Amila Jasarevic er nu cand.ling.merc. fra Handelshøjskolen i Århus. Udover bosnisk - og dansk - behersker Amila tysk, fransk og engelsk. En strålende kommunikator, en gevinst for vores land - eller for Bosnien, hvis hun engang vælger at slå sig ned i sit oprindelsesland.
Mærket af flugten
Hun er et eksempel på integrationssucces og bærer dog altid flugten i sit hjerte; chikane og forfølgelse, afmagt over for en påtvunget skæbne er en del af hendes liv. 'En gang flygtning - altid flygtning', var hendes ord derfor.
De bosniske flygtninge fik efter lang - for lang - ventetid asyl i Danmark. Det var deres ret at få asyl, men også deres held, at krigen udspillede sig i 1990`erne.
To kvinder modtog Brandbjergprisen 2008: Lirije fra Kosovo og Raja fra Irak fik prisen for deres indsats i asylcentrene.
Med kulturelle og sociale arrangementer og hjælp under sygdom og kriser har de sat sig selv til side for at hjælpe andre. De er afvist, men de kan ikke vende 'hjem'.
Asyl er en ret
De har kæmpet mod håbløshed og tomhed ved at sætte kræfterne ind for at hjælpe andre. Det har sin pris, begge kvinder er syge og mærket.
De to ressourcestærke kvinder kunne også være blevet et stort aktiv for Danmark ligesom mange andre afviste, der nu lever en skyggetilværelse i asylcentrene. Asyl er en ret for flygtninge!
Det er asylansøgernes tragiske skæbne, at de er kommet til Danmark på et tidspunkt, hvor regeringen har undertrykt, at asyl er en ret.
For at beholde regeringsmagten lader Fogh Rasmussen mennesker visne i håbløshed.
Man skal ikke græde over spildt mælk, siger vi. Over spildte menneskeliv skal vi ikke nøjes med at græde. Vi skal tale, handle og kæmpe imod spild af menneskeliv. Asyl til de afviste asylansøgere nu!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278