Helligbrøden står med flammeskrift på det firmament, som hvælver sig over alle vore kollektive offentlige ordninger på det sociale område

af dr. med Villy Frølund Thomsen, København
Regeringen har for længst aflyst efterårets folkeafstemning om den kuldsejlede unionsforfatning. Nu også om forbeholdene. Man indser, at den folkelige opbakning mangler.
Vi har nu mere end 35 års erfaringer som medlem af det EU, hvis rødder går tilbage til den Kul- og stålunion, som dannedes på ruinerne af Den tredje Rige. Perioden har været præget af stedse nye forsøg på at udvide, dels geografisk, men endnu mere ved at inddrage flere og flere samfundsområder.
EU tillægger markedskræfterne større og større magt på bekostning af de demokratiske kræfter. Mange mekanismer bidrager til denne udvikling.
Den moderne neoliberalisme lægger vægt på det åbne marked med fri og lige konkurrence. Sygehusdriftens mange delelementer skal sendes i udbud og udliciteres, hvor vore offentlige sygehuse hæmmes af deres status. De kan nemlig ikke frigøre sig fra forvridning af konkurrencen - med privatisering som konsekvens.
De demokratiske kræfter, som er baseret på menneskenes indsigt, fornuft, samarbejde og fællesskab, må vige for naturens markedskræfter, som - ganske vist i sin basale udformning, 'survival of the fittest' - blev opdaget af Darwin som det overordnede udviklingsprincip for alt levende.
Det er dette udviklingsprincip, som styrer markedsøkonomi med fri og lige konkurrencebetingelser. Den bedste vinder, de dårligste forsvinder.

To systemer
Dette princip er grundlæggende i den nyliberalistiske samfundsopbygning, hvor det ultimative slutresultat er et samfund frit for forskrifter, regler, love og bestemmelser. Økonomien bestemt af fri og lige virkende markedskræfter, og staten reduceret til det mindst mulige.
Det optimale mål vil være et statsbudget på nul. Det er vigtigt at erindre sig, at denne proces kun går én vej fra offentlig til privat - aldrig modsat.
Vor samfundsstruktur består af en offentlig og en privat sektor. Vareproduktion, finansiering, handel med mere er privat. Denne sektor er overladt til det private initiativ, underkastet den frie og lige markedsmekanisme.
I dette system vurderes succes gennem produktion, investering, rentabilitet, afkast, kapital, kapitaltilvækst. Fri og lige konkurrence er drivkraften, som omsættes til udvikling, ekspansion og overlevelse.
Den anden sektor er samfundets infrastruktur og i særlig grad vore udbyggede sociale og faglige ordninger. Tilsammen danner de et offentligt, kollektivt system etableret og opbygget gennem tiderne af fremsynede personer fra alle samfundslag.
Umiddelbart må den danske arbejderbevægelse placeres som den dominerende initiativtager og som hovedkraften i den faglige og politiske udvikling, som skabte den.
Dette andet system styres af demokratiet. Forslag udarbejdes, bearbejdes af folkevalgte, vedtages af demokratiets valgte, og sættes i værk under demokratiets opsyn. Kvalitetskriteriet er tilfredsstillende funktion.
De to systemer lever side om side, men markedskræfterne søger til stadighed nye markeder, og den anden sektor er permanent under pres.
Markedskræfterne nyder stor bevågenhed - i mange tilfælde forrang. EU har igangsat udarbejdelse af direktiver med det erklærede sigte at bringe vore møjsommeligt oparbejdede velfærdsordninger ind under markedskræfterne.

Fri konkurrence
EU`s krav om fri konkurrence gennemføres i praksis med det altomfattende forbud mod konkurrenceforvridning - systemets helligbrøde overordnet andre hensyn.
Ret beset er det en yderst særpræget overordnet passus at have stående i en forfatning. Den har jo alle et diktats egenskaber. EU har enekompetence i tilfælde af afvigelse.
For mange lyder det måske tilforladeligt - et frit marked med frit valg mellem samtlige varer på alle hylder. Fedt, mand.
Der øjnes dog et skisma. For hvad er en vare. Den almindelige opfattelse er, at det er de ting, som produceres til markedet, som når vi siger fødevarer, hårde hvidevarer lingerivarer og så videre.
Så mener vi de varer, som kan købes i blandt andet supermarkedet, og hvem modsætter sig fri konkurrence, snarere vil man ønske sig mere kontrol med giganten ARLA.
Selvom lønarbejdernes (proletarernes) arbejdskraft er i kategori med varer, forestiller vi os ikke, at vore småbørnspædagogers, vore børnehavelærerinder, vore sundheds- og sygeplejerskers daglige indsats i lovmæssig henseende betragtes som varer.
Eller vore ældre, som har brug for hjælp og omsorg ved de med alderen tilbagevendende tilfælde af svækkelse og sygdom. De mennesker, som gennem deres slid og udholdenhed har skabt det samfund, som vi lever i. De har behov for bistand, forståelse, behandling og måske pleje. Deres behov er ikke varer på markedet.
Tiden er kommet, hvor vi samler viden og indsigt om hele dette felt. En opgave som naturligt påhviler de ansvarlige i regering og Folketing, og vi kunne stille dem overfor et folkeligt krav om at redegøre for effekten af det aktuelle og berygtede servicedirektiv med dets skifting, nemlig forbuddet mod konkurrenceforvridning.

Kræfternes frie spil
En central prioritering i såvel Rom-traktat som i de senere forfatningstraktater er sikringen af markedskræfternes frie konkurrence.
De sikres mod menneskets indgriben. En sikring, som opnås gennem dette tilsvarende alment gældende forbud mod at forvride konkurrencen.
Markedskræfterne hører til blandt
naturens kræfter. Menneskeheden bragte den frygtelige, altbesejrende naturkraft, ilden under menneskets kontrol og startede udviklingen frem til homo sapiens. Det er menneskenes altoverskyggende opgave at kende naturkræfterne således, at menneskene kan leve med dem.
Som den eneste af de utallige naturkræfter erklærer EU nu markedskræfterne som hellige og urørlige. Unionen har enekompetence på dette felt, og tvivlsspørgsmål afgøres endeligt af EF-domstolen. Konkurrenceforvridning kan med rette betegnes som unionsforfatningens helligbrøde. Brøden, som ikke må finde sted.
Forbuddet er altomfattende, og de lokale administratorer må i hele deres virke underkaste sig uforbeholdent.
Det samme gælder for vore lovgivere. Alene mistanken herom kan være udslaggivende. Eksisterende ordninger under anklage for konkurrenceforvridning afvikles. Det griber dybt ind i vor velfærd.
Vi vender os mod den absolut største sektor i vores velfærdssystem - nemlig sundheds- og sygdomssektoren, der beslaglægger langt den største post i det nationale velfærdsbudget.

Vort sundhedsvæsen
Sygehus- og hospitalsvæsenet har hidtil været kendetegnet af det berømmelige princip:
Enhver bidrager efter evne over beskatningen livet igennem og modtager vederlagsfri hjælp, når sygdom og ulykke rammer. Et system med en højt indbygget solidaritet, finansieret af demokratiet og styret af folkets valgte.
Et sygehusvæsen, som er blevet berømmet som værdig til efterfølgelse. Hidtil har det været holdt på højt niveau af demokratiet. Nu er det bortdømt til undergang som konkurrenceforvridende.
Helligbrøden står med flammeskrift på det firmament, som hvælver sig over alle vore kollektive offentlige ordninger på det sociale område. De er jo næsten altid opstået som ikke-profitgivende og dermed klart konkurrenceforvridende. Det har jo netop været deres adelsmærke.
Regeringen meddeler nu, at man vil indføre markedskræfterne som det overordnede hensyn i sin administration af befolkningens velfærdsgoder inden for så vigtige områder som børnenes institutioner, de unges uddannelse, de ældres omsorg og pleje og ikke mindst for vort højtberømmede solidariske, offentlige og vederlagsfrie sygehusvæsen - og det helt uden en grundig redegørelse for de samfundsmæssige konsekvenser.
Dette på trods af, at der foreligger mange beskrivelser af udviklingen, hvor man har forsøgt med denne vej, og der berettes enslydende, at det bliver lagdelt, det bliver dyrere, og det bliver alt i alt dårligere. Et skridt tilbage til naturen.
EU er trådt ind i historien i al sin vælde. Den rydder samvittighedsfuldt op i det menneskeskabte. Den fører menneskeheden tilbage til en tilstand, hvor markedskræfterne råder.
Demokratiets tid er forbi. Tilbage står et EU diktatur, som må nedkæmpes - men demokratiet forsvares og styrkes.