23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Guld til Danmark

Guld til Danmark

Lørdag, 16. august, 2008, 00:00:00

Hvad gør en nyliberalist under en højkonjunktur? Han fjerner de sociale sikkerhedsnet, som trods alt var en del af velfærdsstaten

Vi ved fra OL, at inden atleterne skal på banen, skal der gennemføres en omfattende klargøring. Vægten skal ned eller op. Nerverne skal rystes af, men ikke mere ned end godt er. Beklædningen skal påføres - det tager efter sigende en halv time at få de nye tætsiddende svømmedragter på.
Også på den politiske scene er klargøringen i gang. Omgrupperinger, nye strategier og relanceringer kridter banen op til efteråret, der kan komme til rumme mange turbulente spørgsmål - set i et Christiansborg-perspektiv. Sceneriet vil udspille sig med et bagtæppe, der ikke passer til det stykke Fogh sætter op.

Drømmen om guld
De går efter medaljer. Ny Alliance har smidt deres gamle program ud. Alliancen stritter i alle retninger mener partitoppen.
Direktøren for Saxo Bank har meldt sig ind i partiet for, som bankdirektør Lars Seier Christensen siger:
- Jeg har svært ved at se mig selv i spejlet, hvis jeg ikke støtter partiet.
Så nu har han fået både et cykelhold - forhenværende CSC - og et politisk parti. Vi skal skærpe partiets liberale profil siger Samuelsen og Khader og ifører sig nye svømmedragter.
Jørgen Poulsen har meldt sig ind i de Radikale.
- Det var et inspirerende møde med varme og levende mennesker, jeg er kommet hjem, fortæller Pulsen efter det første træf i sit nye parti. Det starter jo godt.
Også SF og Socialdemokraterne går efter guld med et nyt udspil på Socialdemokraternes sommergruppemøde.
- Jeg tror ,at det her er første skridt mod et samlet langt mere alternativ til den nuværende regering. Derfor er det historisk at være her i dag. Jeg tror, det vil komme til at stå langt mere tydeligt for danskerne, at der er to valg i dansk politik: Det nuværende og et alternativt,' sagde Villy Søvndal efter en fælles lancering af et integrationsudspil.
S og SF-blokken står parat til at bakke op om Foghs indvandrerpolitik og EU-politikken. Det næste bliver dagpengene, hvor S har meldt sig parat til ændringer.

Når faklen er slukket
Fogh taler fortsat om at skaffe flere hænder. Regeringen vil ændre på dagpengesystemet. Eller sagt direkte de vil gøre dagpengeperioden kortere.
Det skal ikke være attraktivt at være arbejdsløs, det er holdningen. Som om det nogensinde har været det. Men sådan er opfattelsen af borgerne - en del af dem er dovne - og man kan ikke have tillid til dem. Derfor skal der systemer til for at rette dem af. Vi fik en medalje i dressur.
Statsministeren har overset en ting. Krisen. Eller har han. Det er ikke usandsynligt, at fremtiden byder på en sværm af ledige hænder. Rigtig mange arbejdsløse.
Tvangsauktionerne er begyndt. Spekulationer i faste ejendomme går galt. Olieprisen forbliver høj. Væksten falder. Gælden er astronomisk. Og som det næste led i denne kæde - de strategiske konflikter mellem stormagterne og deres blokke bliver tydeligere. De eksisterer endnu - trods globaliseringen.
Vi har set det før. Fogh har set det før og har nok også reflekteret over det. En væsentlig forskel er dog, at den forrige krise i 70-80`erne udviklede sig på baggrund af en gennem en årrække faldende profit.
Det lykkes via Thatcher, Reagan og neoliberalisterne at presse profitten op, men uden at løse de strukturelle problemer i dagens kapitalistiske økonomi.
Hvad gør en nyliberalist under en højkonjunktur? Han fjerner de sociale sikkerhedsnet, som trods alt var en del af velfærdsstaten. Og når faklen er slukket, og der igen bliver brug for dem for alvor, er de der ikke. Det er dér, at vi for alvor kommer til at mærke Fogh. Hvad sker der så? Det kan blive voldsomt. Det er bagsiden af medaljen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. aug. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp