Vi er på vej ind i en ny mangfoldighed med alle de modstridende følelser som dette skaber

af Patrick Mac Manus
Vi er de tilkomne, vi er de tilrejsende, vi er immigranterne. Her og alle andre steder er vi det, undtagen det ene sted som ikke længere er til.
Vore lande eksisterer ikke mere. Vi har genskabt dem i vore hoveder i en blanding af virkelighed og drøm, af fiktion og løgn, ønsketænkning og afsky. Vore lande er ikke længere, som vi har dem i os eller som de har os i sig.
Vi er her og er her ikke. Byen er vævet ind i et savn som vi ikke kan slippe. Og vore børn mærker dragningen mod det, de aldrig har set. Og navnene bliver givet videre som mangetydige tegn.
Patrick var slavedreng på en bjergside i det femte århundrede i Mayo. I begyndelsen af det tyvende århundrede var han oprørsleder i påsken i Dublin og blev henrettet i maj.
Hosein blev hugget ned ved Karbala i måneårets første måned for tretten århundreder siden. Og i disse dage opføres passionsspillene i Karbala til minde om ham. Grædende beder de: Hosein-jon, Hosein-jon. Af sorg river de sig i tøjet, bider sig i læberne og smager blodet og erindringen og martyriet.
Hosein er også fange i Vestre Fængsel. Han kastede sig mod en rude, da fremmedpolitiet igen ville hente ham. Glasset skar dybt i halsen og i ansigtet og mavesækken. Det er nu fjerde gang.
Vi kan ikke give os helt. Vi magter det ikke. Der er en afstand og en tilbageholdenhed. Og måske af samme grund giver vi meget. Det er her vi vil blive og her vil graven være.
Jeg ser billedet af blå bjerge ved Killala. Jeg ser billedet af den brune jord ved Yeniceoba. Jeg ser billedet af den grønne bred ved Drina. Jeg ser billedet af hvide huse ved El Djem. I fjernsynet driver drengen æslet foran sig. I radioen hører jeg et brudstykke af en sang. Og i øjnene springer tårerne frem.

Jeg er et menneske!
I juleugen tog en iransk kvinde sit eget liv. Hun var blevet nægtet indrejse hertil. Kvinden var blevet sendt tilbage, men under en mellemlanding i München begik hun selvmord på toilettet med en kniv. Sammen med sine tre børn er hun flygtet fra Iran hvor hendes mand er fængslet. Hun gjorde det for at børnene kunne blive, for at de ikke skulle sendes tilbage.
Må hendes fortvivlelse hjemsøge enhver som har medvirket til at lukke landets grænser for de ulykkelige.
Og lad ingen sige som det er skik: vi vidste det ikke. Forbrydelsen er sket ved højlys dag. Med selvhøjtidelige miner har forbryderne forklaret sig i usselhedens parlament, med velvalgte ord har de motiveret deres skændige dagsordener, i korrumperet forlig har de udleveret de ulykkelige til forfølgelse, fortvivlelse, fængsling og død.
Lad deres drømme blive hjemsøgt af blodbestænkte lufthavnstoiletter, af kufferter viklet i sejlgarn og angst, af grædende børn og håbløshed.

Og intet menneskeligt!
To indvandrerbørn leger i gaden. Solen skinner på fletninger og silkeskørter. En verden er ved tage form. I tusindvis af boliger i denne by opstår ny erfaring, nye fortællinger, nyt liv. Vi ser det kun i glimt, også fordi det skjuler sig for os. Man gør måske klogt i at passe sig selv. I vores eget indre sker forvandlingen også. Endnu ofte som usikkerhed og angst.
Vi kender også til denne historie i en anden tid. I tidligere tider har mange i dette samfund opnået en anerkendelse, som gennem lange perioder blev dem nægtet. Først efterhånden fik bønder, landarbejdere og industriarbejdere del i et fælles liv. De blev del af en nation som herigennem også blev til. Ikke uden kamp mod fordomme og diskrimination. Arbejdernes bevægelse blev mødt med anklager om et være 'udansk'.
Standsforskelle blev tolket som biologiske forskelle af de mest indædte fortalere for den fortsatte sociale udelukkelse. Kampen for social anerkendelse rakte også ind i de ekskluderede grupper selv. En kamp mod vanetænkning og indgroede selvopfattelser som afspejlede og kunne legitimere den manglende anerkendelse.
Disse konflikter er i dag underlagt en slags social selvforglemmelse. Alligevel er det værd at huske, at de allerfleste af os er efterkommere af mennesker, som blev sat udenfor. Og foragtet af dem, der havde magt og hermed magten til at definere det menneskelige.
Det menneskelige er altid midt i en definitionsproces. Også i denne tid. Definitioner, som blev skabt gennem konflikt, viger for nye - gennem konflikt. Vi er på vej ind i en ny mangfoldighed med alle de modstridende følelser som dette skaber. Med besvær finder vi nye ord og taleformer der kan rumme de nye erfaringer.
En dag vil vi måske sige, at det var godt. Eller blot leve i det som selvfølgelig virkelighed. En dag vil de også fortælle os om det og skrive om det. En ny erobrer uden sværd. Efter Pelle Erobreren kommer Mehmet eller Aisha måske.

Er mig fremmed
Nationsdannelse beror altid på afgrænsning, både indadtil og udadtil. Nationen er skabt gennem fortrængning af lokal identitet, lokalt sprog og loyalitet. Den hviler på magtens inklusions- og eksklusionspolitik. I denne proces opstår den nationale historie med alle dens fortrængninger og myter.
Nationsdannelsen var centreret omkring skolen, kirken og hæren. Den strukturelle vold, indterpningen af nationen som stof i skolen, en institutionaliseret lydighed i hæren, hvor den lokale almue blev forvandlet til nationens kanonføde, skabte en ny virkelighed.
Og børnene stod og græd i skammekrogen fordi de var kommet til at tale deres eget lokale sprog, syngende fynsk eller provencalsk. Den religiøse magt forfulgte afvigelsen, tungen blev afskåret, kætterne brændt, og bisperne velsignede kanonerne.
Nationsdannelse betyder både tab af historie og skabelse af historiefortælling, både glemsel og opfindelse. I det 19. århundrede, som frem for alle er nationens århundrede, blev nationen begrundet i datidens biologiske forestillinger, i romantikkens dyrkelse af urtilstanden. Og i det 20. århundrede var den tyske massakre af dem, der var anderledes, blot en sen og voldsom udgave af den ekstremisme, der har kendetegnet nationalismen. Der var altid dem, der skulle udelukkes.
Processen er relativt ensartet overalt. Paradokset er at det unikke - det for hver nation selvfølt særegne - skabes gennem uniforme processer. Og dette er naturligvis en kendsgerning der byder nationalfølelsen imod. Bestræbt på at skabe og føle sig unik ønsker den ikke at høre, ikke at lytte til fortidens dybe og reelle historie.
Uanset hvor naturlig, organisk og spontan, den føles, er den en forbigående historisk konstruktion. Fortrængningen af den reelle historie vil til syvende og sidst føre til indskrænkning. En sådan indskrænkning præger stærkt partidannelsen, både her og andetsteds. En fransk 'Front National' eller østrigsk 'Freiheitliche Partei', der insisterer på at indskrænke folkets grænser. For ikke at nævne det danske eksempel.
Nationalfølelsen og nationen vil vige for andre menneskelige fællesskaber og gør det allerede, også uanset de måske voldelige og smertelige reaktioner som nationens relativering vil medføre. Men det forkrampede forsvar for nationen er allerede et tegn på dens svækkelse.
Bag alt ligger, at vi alle er vandret hertil. At vi i urtiden forlod dalene i et sydligt kontinent og bredte os langsomt ud, forandrede i sprog og krop. En lignende vandring kan igen vise sig i verden. I et omfang, der overstiger alt det vi kender. En rejse fra kontinent til kontinent drevet af klimaforandring, af ørkenens vækst, af sult og af håb.
Og i disse år er der allerede tusinder, der drukner i et hav vi kalder Middelhavet, i havet mellem os, et armeret hav, der vil drive historien tilbage.
Homo sum: humani nil a me alienum puto
Jeg er et menneske, intet menneskeligt er mig fremmed (Terentius)