23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvor er Foghs jordforbindelse?

Hvor er Foghs jordforbindelse?

Onsdag, 13. august, 2008, 00:00:00

Jeg vil foreslå, at man dropper de forhøjede afgifter og i stedet laver progressive investeringer i grøn energi, offentlig transport og økologi

af Chris Bay, aktiv i SUF-Viborg/Århus
Anders Fogh har for nylig udtalt sig til The New York Times om sine visioner for en grønnere energipolitik.
'Jeg har observeret, at folk i alle andre lande, inklusive USA, klager over, hvordan benzinprisen går i vejret.
Kuren er ikke at sænke prisen, men tværtimod at sætte den yderligere i vejret for at bryde vores afhængighed af olien.
Vi vil fremlægge en ny skattereform med endnu højere beskatning af energi, og indtægterne herfra skal bruges til at sænke indkomstskatten - så vi vil forstærke tilskyndelsen til at arbejde og forstærke tilskyndelsen til at spare på energien og udvikle vedvarende energikilder' - citat: statsminister Anders Fogh Rasmussen.
At vi arbejder mere, og at regeringen 'tilskynder' folk til at bruge mere vedvarende energi, lyder ikke specielt progressivt.
Den skattelettelse, de vil give med pengene fra de forhøjede energiafgifter, vil jo netop blive spist af energiafgifterne - og hvis man ser tilbage på VK-regeringens skattepolitik, vil det hurtigt gå op for en, at det kun er de velhavende og den øverste del af middelklassen, der har nydt godt af regeringens skattelettelser.
Hvilket betyder, at en velhavende familie sandsynligvis vil få flere penge imellem hænderne, eftersom deres indtægt er større end en middel/underklasse familie.

De fattige betaler
Energipriserne vil også ramme de laveste klasser højest - ufaglærte, fleksjobbere, folkepensionister, førtidspensionister, efterlønnere, kontanthjælpsmodtagere og studerende står som altid for skud.
Og ligesom med sidste skattelettelse - eller afgiftsomlægning er vist det korrekte ord - der også blev finansieret med forhøjede energiafgifter, så kommer folk på folkepension, kontanthjælp og SU til at betale mere i afgifter, end de får tilbage i skattelettelse.
Det kan da ikke komme nogen til gode, at de økonomisk svageste i samfundet betaler for dem, der i forvejen har friværdi og fladskærme, udover dem der i forvejen har penge nok.
Jeg er totalt uforstående overfor Anders Foghs ide om, at flere folk i arbejde vil få folk til at spare på energien?
Folk skal jo stadigvæk til og fra arbejde, maden skal laves, der skal støvsuges og ungerne skal vel også stadigvæk kunne se fjernsyn, uden at elmåleren brænder sammen! Hele vores livsstil bliver ikke ændret, fordi priserne stiger.
Vi bliver i stedet tvunget væk fra vores familier for at arbejde mere grundet de højere priser.
Og skiftet til det lavere energiforbrug kan jeg stadigvæk ikke analysere mig frem til.
Jeg vil foreslå, at man droppede de forhøjede afgifter og istedet lavede nogle progressive investeringer i grøn energi, offentlig transport og økologi.

Grønt med gulerod
Statsstøtte til opsætning af vindmøller og solfangere, gratis offentlig transport til alle, udskiftning af vores gamle busser til nye og grønnere og ikke mindst lavere moms på økologiske og biodynamiske varer! Pengene kunne man eventuelt tage fra militæret.
Eller vil man lege med på den kapitalistiske dagsorden, kunne man jo investere i danske virksomheder, der med økonomisk støtte kunne udvikle nye teknologier, man kunne sælge på verdensmarkedet og derved tjene pengene tilbage. Men det skulle da være sidste udvej.
Vi skal tilskynde folk til at tage de grønnere alternativer, med gulerod og fordele. Ikke tvinge dem med en økonomisk pisk og krav om mere arbejde.
Man kan tydeligt se, at Anders Fogh ikke selv betaler for el, vand og varme på Marienborg, og gad vide hvornår han sidst betalte for optankning af ministerbilen?
I hvert fald har han mistet al forbindelse til de almindelige borgere.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. aug. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp