Ved nærmere eftertanke spørger mange nok sig selv: ¤¤Hvori består denne frivillighed¤¤?
af Karl Jacobsen, foreningen Asylret
I de danske medier kunne vi den 9. august høre, at 32 irakere nu frivilligt vil rejse tilbage til Irak, deraf angiveligt 17 af de tolke, der arbejdede for de danske tropper i Irak.
Det lyder umiddelbart meget tilforladeligt. Men ved nærmere eftertanke spørger mange nok sig selv: 'Hvori består denne frivillighed'?
For de 17 tolkes vedkommende er grunden, fortæller medierne os, at de ikke har kunnet få noget job i Danmark. Det forekommer mildest sagt en kende mærkværdigt, set på baggrund af, at de danske myndigheder i sin tid greb ind og sikrede dem indrejse i Danmark på lempelige vilkår.
Men hjælpsomheden rakte altså ikke til, at man tog det logiske opfølgende skridt og var aktive og behjælpelige med at finde job til dem. Og frem for 'at skulle dø hver dag' i de danske asylcentre, som en af dem har udtrykt det, har nogle så valgt 'frivilligt' at vende tilbage til det af borgerkrig plagede Irak.
Asylcentrene
I det hele taget må det kræve en ret højt udviklet abstraktionsevne - mange ville nok kalde det opportunisme - i denne sammenhæng at se bort fra forholdene i de asylcentre, der bevisligt skader de asylsøgende fysisk og psykisk, for at opretholde begrebet 'frivillighed'.
Den nuværende statsminister er jo en mand med politisk tæft. Så han er også hoppet på moden med at sige undskyld - ikke for ugerninger han selv har været og er delagtig i, såsom Danmarks aktuelt pågående racistisk anløbne udlændingepolitik eller den sleske leflen for USA`s præsident Bush.
Men derimod gælder hans undskyldning den politik, som den daværende danske regering førte i forholdet til den tyske besættelsesmagt i 1940`erne - en politik der leder tankerne hen på hans egen underdanige opbakning bag Bush-regimet.
Opbakning til uretten
Begrebet frivillighed har mange aspekter. Bevidst at holde kæft, når man bliver konfronteret med den uret, der er blevet til magten selv, kan vel kun betegnes som en frivillig - om end passiv - opbakning bag uretten.
I årene efter Anden Verdenskrigs afslutning havde vi meget vanskeligt ved at tro de tyskere, der bedyrede, at de ingen viden havde haft om nazisternes afsindige forbrydelser, og anså dem for utroværdige. Men hvad med os selv? Vi ved jo godt, hvilke uhyrlige lidelser, det herskende burgøjserregime og dets medløbere i en tandløs opposition insisterer på at påføre asylsøgerne i de danske asylcentre.
Hvad kan vi svare, når de yngre generationer i de nærmeste årtier spørger os: 'Hvordan kunne I affinde jer med burgøjserregimets barbari over for flygtninge og asylsøgere?' Det eneste ærlige svar må vist være: 'Vi svigtede'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278