23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Selektiv håndhævning af folkeretten

Selektiv håndhævning af folkeretten

Onsdag, 06. august, 2008, 00:00:00

Den Internationale Straffedomstol i Haag fremstår som en retsinstans, der retter sig mod afrikanske konflikter, ikke mod de store krige

af Peter M. Johansen, Klassekampen
Kinas særlige udsending for Afrika og Darfur, Liu Guijin, har bedt FN`s Sikkerhedsråd om at forholde sig til den uro, som afrikanske og arabiske lande har givet udtryk for.
Landene er bekymrede for at, den Internationale Straffedomstol (ICC) skal følge anbefalingen fra chefanklager Luis Moreno-Ocampo om at udstede en arrestordre på Sudans præsident, Omar Hassan Ahmad el-Bashir, som har været ved magten siden militærkuppet i 1989.
Sudan har bedt Rusland, Kina, medlemmerne af Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union om at henstille FN`s Sikkerhedsråd om at udsætte ICC`s tiltale mod præsident Bashir i 12 måneder. ICC vil formentlig i oktober -november afgøre, hvad den skal stille op med Moreno-Ocampos anklager mod Bashir om folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Jura og politik
Moreno-Ocampo forsvarer sin beslutning:
- Jeg er anklager, og jeg har gjort min juridiske del af arbejdet for domstolen.
Der er ingen grund til at drage Moreno-Ocampos juridiske kapacitet i tvivl. Han var forhørsdommer under opgøret med juntaen i Argentina under de politiske restriktioner, som præsidenterne Raœl Alfonsin og Carlos Menem lagde på processen.
Han vurderer derudover tiltaler imod to af kommandanterne i den sudanesiske oprørsbevægelse Justice and Equality Movement (JEM), som er ansvarlig for angrebet på en styrke fra Den Afrikanske Union i Haskanita i september og terroraktionen på markedet i Omdurman i maj, der kostede 200 mennesker livet.
Moreno-Ocampo tilføjer:
- Jeg har bevaret min uafhængighed, og jeg kan ikke være en politisk faktor.
Hvis Moreno-Ocampo ikke vil være en politisk faktor, så er ICC det i aller højeste grad - og har været det i hvert eneste tilfælde, hvor domstolen har været involveret.

Ikke 'over vandene'
ICC svæver definitivt ikke over vandene, hverken i en stor- eller lokalpolitisk kontekst. Hvert eneste indgreb fra ICC får politiske konsekvenser, selvom folkeretten bliver ophævet til at være universel.
ICC er ikke universel. Hverken USA, som fører folkeretsstridige krige i Afghanistan og Irak , Rusland, som førte krig i udbryderrepublikken Abkhasien (folkeretsligt et indre anliggende) eller Kina har ratificeret Romtraktaten, som er grundlaget for ICC.
ICC kan ikke stille USA`s øverstkommanderende, præsident George W. Bush, eller Storbritanniens tidligere premierminister, Tony Blair til ansvar for forbrydelser mod menneskeheden, til trods for at de to satte FN`s Sikkerhedsråd - det organ, der tog initiativet til oprettelsen af ICC - til side med grove krigsløgne.
ICC er heller ikke, i al sin hjælpeløshed, kommet med nogen form for fordømmelse af krigsforbrydelserne i Afghanistan og Irak.
Den selektive håndhævning af de 'universelle menneskerettigheder' undergraver ICC`s position. Det er noget, der ikke mindst bliver bemærket i Afrika.

'Afrika-domstolen'
ICC fremstår nærmest som en domstol for afrikanske konflikter, hvor de 'urørlige' stormagter har flere fingre med i spillet gennem politiske, militære og økonomiske interesser.
Moreno-Ocampo anklager Bashir for folkemord, baseret på 35.000 dræbte og mindst 100.000, som har lidt en 'stille død' (som sult).
'Standardtallene' fra nyhedsbureauerne er '200.00 døde og over to millioner flygtninge' - et tal, som har været konstant i to år.
Begrebet folkemord har været genstand for tovtrækkeri i FN`s Sikkerhedsråd. USA er gået i spidsen for at få FN til at betegne situationen i Darfur som folkemord, styret fra Khartoum af Bashir.
Sudan har stået på USA`s liste over 'slyngelstater', hvor regimeskifte er påkrævet, siden længe før Darfur-konflikten slog ud for alvor. USA eliminerede halvdelen af landets farmaceutiske produktion med en krydserraket efter attentaterne mod USA`s ambassader i Nairobi og Dar-es-Salaam i 1998, fordi fabrikken angiveligt blev brugt af al-Qaeda til at producere kemiske våben.
Osama bin Laden var i Sudan, og National Islamic Front (NIM) og trænede Jihadis for 'den islamiske internationale', som NIM-lederen, Hasan el-Turabi, ville bygge op. Men intet knytter hverken fabrikken eller Bashir til attentaterne.
Anklagerne overskygger, at konflikten i Darfur udspringer af økonomiske og etniske konflikter, som bliver forstærket af tørke og pres på jorden mellem nomaden og bønder.
Mange eksperter påpeger nødvendigheden af at retslige opgør efter konflikter må have en lokal forankring i en politisk proces med national forsoning, demokratisering og indførelse af retsstaten.

Uden lokal forankring
ICC`s krav om udlevering af Joseph Kony, leder af Lord`s Resistance Army (LRA), var en væsentlig årsag til at fredsprocessen i Uganda snublede. Kony stak af med nye overgreb og flere ofre som resultat. Næste skridt kan blive en militær aktion for at hente Kony og hans mænd ud af junglen.
Den selektive håndhævning af de 'universelle love' foregår ikke bare i forhold til USA og stormagterne. Sagen mod Liberias tidligere præsident, Charles Taylor, viser, at der ikke er lighed for loven i retsopgørene, hverken i Liberia eller i Sierra Leone. Taylor er ikke den eneste, der var indblandet i konflikten i nabolandet Sierra Leone.
Taylor er imidlertid den eneste fra borgerkrigen i Liberia, som ICC har tiltalt, og mange af krigsherrerne i Sierra Leone går fri. Blandt dem er tidligere præsident Ahmad Tejan Kabbah.
Det britiske udenrigsministerium hyrede lejesoldat-firmaet Sandline International for at støtte Kabbah, der selv rådede over militsen,
Kamajor.
Kabbah var briternes mand i Freetown, mens Taylor var den, der startede kampen mod den USA-støttede militærdiktator, Samuel Doe i 'Firestone-staten' Liberia.
De skæve retsopgør, uden lokal forankring, kan være kimen til nye konflikter, fordi der er stormagtsinteresser bag, og fordi den udsatte part vil opleve dem som regelrette hævntogter.
ICC opbygger en farlig illusion, hvis den tror, at den kan dække sig bag 'en universel juridisk kompetence'

Hvem bliver taget?
'ICC er et bureaukrati. Det har et budget, og det må foretage sig noget for at retfærdiggøre budgettet. Tandløst og uden mod går den efter de små krigsforbrydere og lader de store i fred', skriver Paul Craig Roberts, ærkerepublikansk vicefinansminister i Reagan-administrationen og med-redaktør på ledersiden i Wall Street Journal.
Han henviser til forsidebilledet på Atlanta Journal-Constitution i slutningen af oktober sidste år, af den 85-årige Poul Henss, som blev deporteret fra USA efter 53 år. Eli Rosenbaum, der er direktør for udenrigsministeriets kontor for at opspore nazister, mener, at Henss er en krigsforbrydet.
Roberts spørger om ICC vil tiltale Bashir, 'fordi Sudan er en magtesløs stat, og ICC ikke har mod til at stemple George W. Bush og Tony Blair som krigsforbrydere', og fordi 'Det Store Moralske Vesten ikke begår krigsforbrydelser'.
Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Jugoslavien i Haag har holdt den gående, fordi EU har presset lederne i de nye republikker med forsinkelser i medlemskabsprocessen og indefrysning af økonomisk støtte, hvis de ikke udleverer de tiltalte - med undtagelse af general Ratko Mladic og Radovan Karadjzic 1), de ansvarlige for massakren i Srebrenica. Men retsopgøret har skræmmende lidt forankring i befolkningen.
Domstolen afslog desuden at stævnr NATO for krigsforbrydelser.

Risiko
ICC risikerer at miste troværdighed udenfor Vesten, fordi den optræder i overensstemmelse med Vestens interesser og prioriteringer. USA har undergravet domstolen ved at tvinge lande, som har ratificeret Rom-traktaten 2) til at indgå bilaterale aftaler med Washington om ikke at udlevere amerikanere til ICC.
Khartoum anerkender heller ikke ICC og afviser at indgå en aftale om at udlevere minister for humanitære anliggender(!), Ahmad Haroum og Janjaweed-lederen, Ali Kushayb mod at lade Bashir gå fri.
Jura har en pris.

Noter:
1) Artiklen er skrevet umiddelbart inden arrestationen og udleveringen af Karadjzic.
2) Traktatgrundlaget for Den Internationale Straffedomstol ICC blev besluttet i Rom og betegnes derfor 'Romtraktaten'... ikke at forveksle med den Romtraktat, som er grundlaget for EU.


FAKTA om ICC
Den Internationale Straffedomstol er en permanent domstol, som retsforfølger personer, der er anklaget for de mest alvorlige forbrydelser, der bekymrer det internationale samfund. Det gælder folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
Domstolens kompetence og funktion er fastlagt i Rom-Traktaten, som blev vedtaget i den italienske hovedstad den 17. juli 1998.
Den 1. juli 2002 havde 60 lande ratificeret den, hvorefter den trådte i kraft. I dag har 106 lande ratificeret traktaten - herunder Danmark.
Kilde: www.icc-cpi.int

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. aug. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp