Venstre vil for en enhver pris have skattelettelser og er parat til at bruge en hvilken som helst anledning og argumentation hertil

af Henrik Herløv Lund, økonom cand. scient.adm., med i Den Alternative Velfærdskommission
I en artikel i Børsen gør Venstres finansordfører, Peter Christensen, sig til talsmand for, at den økonomiske recession skal løses gennem lettelse af topskatten. Den angivelige begrundelse er, at topskatten giver den størst mulige udvidelse af arbejdsstyrken og dermed af vækstgrundlaget i det kommende år.
Det er imidlertid lodret forkert. Skattelettelser - også topskattelettelser - giver mindre beskæftigelseseffekt end øgede offentlige investeringer i for eksempel uddannelse, sundhed og børnepasning
En topskattelettelse på fem milliarder kroner er under mere traditionelle økonomiske konjunkturer vurderet til at give en forøgelse af arbejdsudbuddet på 9-11.000 personer svarende til en udvidelse af arbejdsstyrken med cirka 0,3-0,4 procent og en selvfinansieringsgrad på omkring 50 procent.
Men dette er under forudsætning af en samfundsøkonomisk situation med større ledighed og lavere merarbejde end i dag. Vurderet under de aktuelle økonomiske forudsætninger må både deltagelses- og timeeffekt vurderes at ligge op mod 20 procentpoint lavere, det vil sige det indebærer en forøgelse af arbejdsudbuddet på 'kun' 6-7.000 personer svarende til en udvidelse af arbejdsstyrken på max 0,3 procent og en selvfinansieringsgrad på mellem 30 og 40 procent.
Til sammenligning vil for eksempel en udvidelse af offentlige udgifter til børnepasning i alderen 0-5 år også give et større incitament til at udbyde arbejdskraft, navnlig for kvinder. Samtidig frigør det langt flere personer til arbejdsmarkedet end udvidelsen af børnepasningen selv kræver, da en pædagog kan passe adskillige kvinders børn.
En investering i flere børnepasningspladser muliggør derfor en forøgelse af arbejdsudbuddet på op mod en procent eller op imod 2,5 gange så meget som effekten af en topskattelettelse af samme størrelse.
Tilsvarende har øget offentlig investering i uddannelse eller i sundhed/lavere sygefravær også dokumenterede effekter på arbejdsudbud, beskæftigelse samt økonomisk, der overstiger effekten af skattelettelser.
Peter Christensens nyliberale retorik handler således ikke om at opnå størst mulig øget beskæftigelse, men om at han og Venstre for en enhver pris vil have skattelettelser og er parat til at bruge en hvilken som helst anledning og argumentation hertil, uanset om der i øvrigt er økonomisk og videnskabeligt belæg og dokumentation herfor. Ud fra en kynisk devise om at hensigten helliger midlet.
Peter Christensen fortier derfor, at øgede offentlige investeringer i bedre uddannelse, sundhed og skole/børnepasning giver nok så betydelig forøgelse af arbejdsudbud, beskæftigelse og dermed nok så stort bidrag til den økonomiske vækst.