27 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Alliance forfølger Roj-TV

Alliance forfølger Roj-TV

Torsdag, 03. juli, 2008, 00:00:00

Tyrkiets fascistoide myndigheder fremturer med deres hysteriske og pinligt skingre forfølgelse af den kurdiske tv-sender Roj-TV

fra Fey-Kurd (Sammenslutningen af Kurdiske Foreninger i Danmark)
I flere omgange har de forsøgt at presse den danske regering til at inddrage Roj-TV`s sendetilladelse. Og klagerne er i flere omgange blevet undersøgt af de danske myndigheder, der intet har haft at udsætte på de transmitterede programmer.
Det er ikke første gang, at de tyske myndigheder går de tyrkiske kemalisters ærinde. De har i flere omgange foretaget razziaer imod kurdiske hjem, forlag, boghandler og foreninger uden at have kunnet påvise noget lovstridigt.
Den virkelige grund til forfølgelsen af Roj-TV er, at det taler Ankara midt imod og løbende informerer omverdenen om den uophørlige og meget brutale undertrykkelse af den kurdiske befolkning i Tyrkiet. Og nu på det allerseneste har de tyske myndigheder forbudt Roj-TV i Tyskland uden nogen grund.
Siden 1923 har det kurdiske sprog været forbudt i hele Tyrkiet. Skolebørn, der i skolen kom til at tale kurdisk, fik tæsk og blev chikaneret. Det kurdiske medlem af det tyrkiske parlament Leyla Zana blev i 1984 idømt 16 års fængsel, fordi hun vovede at tale kurdisk i det tyrkiske parlament.
For at gøre sig salonfæhig og blive accepteret i EU har Tyrkiet vedtaget en lang række reformer, som indtil nu kun har haft en megen beskeden betydning. Kurdiske skolebørn må stadig ikke blive undervist i og på deres eget kurdiske modersmål.
Det er blevet tilladt at undervise i kurdisk - men kun på private voksen-kurser. I princippet er det blevet tilladt at sende radio- og tv-programmer på kurdisk, men lokale sendere, der gør det, løber stadig ind i problemer.
Selvfølgelig har vi kurdere ret til at forsvare og kæmpe for vore legitime rettigheder, sådan som alle andre nationer har gjort og gør det, uden at blive beskyldt for at være terrorister.
Vores selvforsvarskamp må anerkendes. Den er lige så legitim som den danske modstandskamp under den tyske besættelse fra 1940 til 1945. Ifølge FN`s Menneskerettighedserklæring har ethvert folk ret til selvbestemmelse.
Hvor er kurdernes selvbestemmelse? Hvorfor er kurdernes kamp for selvbestemmelse mindre legitim end andre folks? Hvorfor må kurdiske skolebørn ikke blive undervist i og på deres eget kurdiske modersmål? Hvorfor viser Tyrkiet og Tyskland ikke respekt for FN`s Børnekonvention? Hvor er ytringsfriheden?
Nu er det nok med undertrykkelsen af os kurdere og vores kultur, sprog og vores eneste tv-kanal, Roj-TV, som sender på vores modersmål.
Vi protesterer på det kraftigste mod den tyrkisk-tyske alliance i bagstræbets tjeneste.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jul. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp