Den bevidsthed, som OK08 har givet dem, der har været i konflikt, lader sig ikke stoppe
Jytte Svensson, 53 år, sosu-vikar på et lokalcenter i Århus. Medlem af FOA.
Onsdag den 2. juli:
For nylig sad vi i en pause i vagtstuen på lokalcentret og snakkede om resultatet af strejken og erfaringer fra konflikten i øvrigt. En kollega var lige vendt hjem fra ferie sydpå, og hendes melding var klar:
- Planlæg a-a-aldrig mere ferie i et overenskomstår. I hvert fald ikke med en sygeplejerske!
Vi andre grinede. Vi vidste nok, hvad det drejede sig om, vi havde måttet høre på hendes frustrationer i ugevis.
Min kollega, som er sosuhjælper, og hendes svigerinde, som er sygeplejerske, skulle på ferie sammen igen for første gang i 10 år, en rigtig tøsetur - uden mænd og børn. I de mørke vinteraftener, da de planlagde turen, regnede de først med at rejse i maj, men udsatte det så til juni - bare for at være på den sikre side, det var jo et overenskomstår.
Men hvem kunne drømme om, at sygeplejerskerne kunne finde på at strejke i otte uger? Sejt, den længste konflikt på det offentlige område nogensinde. Så i et par uger op til juni havde vi en ekspert i OK-08 rendende. Spørg bare mig, hvis I vil vide noget om strejken, sagde min kollega. Hun vidste præcis, hvornår de forhandlede, om hvad og om, hvordan det gik.
Det endte med, at min kollega måtte tage på ferie alene, og hendes svigerinde mistede sin rejse. Dagen efter hun var taget af sted, sluttede strejken, og sygeplejerskerne gik i arbejde igen.
Det kan lyde som en banal historie, men faktisk er der mange med lignende oplevelser fra den lange konflikt. Det er sejt at kæmpe, og solidaritet og kampen for de langsigtede mål koster nogle gange noget på bekostning af de individuelle kortsigtede mål.
Den bevidsthed, som OK08 har givet dem, der har været i konflikt, lader sig ikke stoppe. Vi fik sat ligelønnen på tapetet efter mere end 35 år med ulovlig uligeløn. Men udover kampen for lønnen, som selvfølgelig er vigtig, har konflikten givet en stolthed over, at vi kan sætte en dagsorden. Eller, som en af mine kolleger sagde, da hun skulle fortælle om den vigtigste erfaring: hun er stolt af sit arbejde nu, hvor hun ved, at et meget stort flertal af befolkningen bakker hende op. Det er en god fornemmelse.
Og det er et godt udgangspunkt for den velfærdskamp vi står midt i. Vi vil have fri og lige adgang for alle. Regeringen har linet op med offentlige besparelser, flere privatiseringer og endnu flere skattelettelser til de rige.
Den vigtigste erfaring fra OK08: det er ikke slut, det er bare begyndelsen. Og husk - planlæg a-a-aldrig ferie i et overenskomstår!
Offentligt ansatte fra forskellige faggrupper skriver dagbog til Arbejderen om OK 2008.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278