25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et vigtigt nej

Et vigtigt nej

Fredag, 16. maj, 2008, 00:00:00

Medlemmerne af BUPL har nu talt, og resultatet blev et pænt og bestemt Nej-tak til det mæglingsforslag, som har været til afstemning

fra BUPL Sydjylland
Det er en beslutning, som er helt i tråd med det store flertal i BUPL Sydjylland`s bestyrelse, der netop har anbefalet at stemme nej.
Det er en klar anbefaling fra medlemmerne om at fortsætte kampen for de grundlæggende krav:
* Generelt lønløft
* Løngabet mellem offentligt og privatansatte skal mindskes
* En løn, der svarer til pædagogernes uddannelsesniveau
* En stærkere anerkendelse af pædagogprofessionen
Konsekvensen af dette nej-tak er, at strejkevarslerne på ny er trådt i kraft. For BUPL Sydjyllands vedkommende betyder det, at der fra den 19. maj er konflikt i Kolding og Esbjerg.
Konflikten betyder, at forældrene må finde andre muligheder end institutionen til deres børn, da institutionerne ikke kan modtage dem under konflikten.
Vi ved, at det medfører en del gener for forældrene, men glæder os samtidig over, at vi undervejs i forhandlings- og afstemningsforløbet har modtaget mange positive tilkendegivelser fra forældrene. Det varmer at mærke opbakning fra netop dem, der i første omgang får en mere besværlig hverdag som følge af konflikten.
Uanset hvad den enkelte har stemt, vil vi i BUPL Sydjyllands bestyrelse udtrykke både anerkendelse og respekt for de tusinder, der valgte at bruge deres demokratiske ret i afstemningen. Vi ved, det var en vanskelig beslutning, der har krævet grundige overvejelser.
Vi glæder os over det engagement, vi har mødt. Det er den slags, der er med til at styrke vores tro på, at fagforeningen også i årene fremover har en central og vigtig rolle at spille. Det engagement vil nu danne fundamentet for strejken.
Vi håber, at strejken bliver kortvarig og succesfuld, og at KL besinder sig og kommer tilbage til forhandlingsbordet - vel at mærke med positive udspil og en pose penge i passende størrelse.
Det er det, der skal til for at bringe konflikten til ophør.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. maj. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp