Den demokratiske vanskelighed for Enhedslisten består jo i, at gud i alle religioner anses for den højeste ide, der altså står over alle andre ideologier

af Per Diepgen, Halskov
På baggrund af Asmaa Abdol-Hamids opstilling på kandidatlisten og følgende bekymrende uro i Enhedslisten vil jeg henlede opmærksomheden på en synsvinkel, som kommer til orde på den kristne højrefløj.
Den har længe været tydelig på højrebevægelsen 'Kvinder for Frihed', der bruger tørklædet som hadesymbol, og i forsøget på at splitte muslimerne politisk og socialt i islamismer og islamfobier, skønt de alle bekender sig til Muhamed og Koranen.
Under påvirkning af Første Verdenskrig indledte Albert Schweitzer en bog om kulturens forfald med ordene
'Vi står i Kulturnedgangens Tegn. Krigen har ikke skabt denne Situation. Krigen er selv kun et Udtryk for Nedgangen.' Den europæiske kultur overlevede i øvrigt kun den katolske middelalder i de muslimske landes biblioteker.
Tørklæder har kvinder til alle tider brugt, både af konventionelle og forfængelige grunde. I middelalderen kunne en ærbar kvinde ikke optræde uden at være tildækket.
Men den kristne modstand mod de etniske minoriteter og især mod de åbenbart dødsensfarlige muslimer stikker dybere, og det er bemærkelsesværdigt, at veloplyste folk udtaler sig tildækket bag et slør af kristne fordomme.
På baggrund af flygtningedebatten har højrefløjen formuleret en skærpelse af integrationsbegrebet med et krav om 'assimilation', der i biologi er evnen til at omdanne næring til egen organisme.

Assimilering
Ikke mindst Søren Krarup præker, Pia Kjærsgaard med kors i halskæden, kravet om ensretning foranlediget af den rette kristne lære (ortodoksi). Mange er så historisk hildede, at de bortforklarer den århundredgamle muslimske tolerance over for kristne menigheder og det kristne budskab om at assimilere alverdens folk (Paulus pinsemission).
Den demokratiske vanskelighed for Enhedslisten består jo i, at gud i alle religioner, for eksempel ifølge Koranen og Biblen, anses for den højeste ide, der altså står over alle andre ideologier, hvor humanisme og menneskerettigheder må vige.
Forestiller man sig at gennemføre den fuldstændige ind-optagelse af fremmede og dermed afvise det mangfoldige eller multietniske samfund (ultimativt et etparti-demokrati), må kravet vel gælde alment, det vil sige også for etniske danskere i Sydslesvig og i Grønland, jævnfør Søren Krarups og Søren Espersens udtalelser. Vi trækkes ind i en slags nationalreligiøsitet, som Folkeretten i 1920 søgte at råde bod på med selvbestemmelsen.
Når man i dagbladene finder opfattelser af, at 'en tilnærmelse mellem muslimer og venstrefløjen er bekymrende, ja, katastrofal', har man formuleret et liberalkonservativ synspunkt.
Den moderne muslim træder i dag i stedet for den evige jøde, og allerede i 1840`erne forsøgte Karl Marx på baggrund af den få årtier gamle menneskerettighedserklæring i Frankrig at markere et socialistisk standpunkt over for den tyske religionshistoriker Bruno Bauers 'Die Judenfrage', der fortsat ville forholde jøderne de fulde borgerrettigheder for at sikre den kristne magt.

Farlig binding
Selv Adolf Hitler var præget af katolicismen for ikke at tale om hans statsteoretiker Carl Schmitt.
Kræfter inden for højrefløjen aner en farlig binding mellem muslimernes og venstrefløjens 'anti-amerikanske og anti-israelske' holdning, hvilket nok er en forhastet profeti, men fortier samtidig, at en eventuel sådan fælles fremfærd i så fald for venstrefløjen er politisk og socialt forankret og ikke et religiøst fænomen.
Kun socialismen forbinder folkelighed og solidaritet, og såvel tolerance og assimilation som grundlov og ytringsfrihed er det socialpolitiske udtryk for kultur såvel i forfald som under oprejsning.