25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Der er penge i skidtet

Der er penge i skidtet

Onsdag, 14. maj, 2008, 00:00:00

At glæden er stor hos Halsnæs` borgmester, det undrer mig ikke - men er det nu særlig betryggende, at affaldet skal i udbud?

af Michael Liesk, Hillerød
Under overskriften 'møgbunken sendes væk' kunne man den 30. april i pressen læse, at det nu ser ud til, at stålaffaldet fra Stålvalseværket i Frederiksværk kan bortskaffes.
At glæden er stor hos Halsnæs` borgmester, det undrer mig ikke - men er det nu særlig betryggende, at affaldet skal i udbud? At det skal i udbud, betyder i princippet, at det skal bortskaffes til den billigste pris.
På verdensplan handles der med affald som aldrig før. Det siges ligefrem, at der er penge i skidtet.
Det har samtidig medført, at ikke alle, der deltager i denne handel, har 'rene' hænder. Pengemænd og foretagender uden viden om forsvarlig håndtering af farlige materialer giver tilbud på arbejdet med bortskaffelsen af affaldet.
Vi kender alle de frygtelige scener fra stranden i Indien, hvor skibe - ja sågar DSB`s gamle færger - bliver pillet fra hinanden af blandt andet børn. Både indernes helbred og miljøet ødelægges.
Vi kender forsøget på at dumpe Print Sparre i en fjord i Norge. Vi kender til affaldet, der i måneder lå på kajen i Frederikssund, fordi det firma, der havde importeret affaldet, ikke havde de fornødne tilladelser.
Sådan skulle ikke gerne gå med affaldet fra Værket. Vi må kræve, at de, der løber med opgaven, kan levere den fornødne garanti og dokumentation for, at affaldet bortskaffes og opbevares på en forsvarlig måde, og at lovgivningen overholdes.
Personligt er det mig inderligt imod, at man kan bruge affald som en handelsvare, og at man fra stat og kommune overlader bortskaffelsen til private foretagender, hvor udsigten til fortjeneste vejer tungere end hensynet til miljøet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. maj. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp