Der er råd til at indfri kravene. Det er et spørgsmål om politisk vilje. Alene sidste års skattelettelser på 10 milliarder til de økonomisk velstillede, kunne let have finansieret de offentlige ansattes lønkrav

af Jørgen Petersen, formand Kommmunistisk Parti
Konflikten på det offentlige område har mere end noget andet sat den politiske dagsorden i de sidste uger. De 300.000 medlemmer af FOA og Sundhedskartellet udgør en betydelig andel af velfærdssamfundets kernetropper. De har et stort arbejdspres, høj faglighed, men bemærkelsesværdigt nok også en elendig løn.
De strejkende og deres forbund har allerede vundet vigtige politiske point ved at sætte fokus på den kønsbestemte uligeløn, behovet for markante lønstigninger og flere hænder i den offentlige sektor.
Finansministeren påstod overlegent at Danmark snart kunne købe hele verden. Men da de lavtlønnede kvindefag krævede reel ligeløn og et opgør med den historisk betingede underbetaling, så var der pludseligt kun råd til mådehold. Medlemmerne i FOA og sundhedskartellet udgjorde pludseligt en fare for den samlede danske økonomi.
Men der er råd til at indfri kravene. Det er et spørgsmål om politisk vilje. Alene sidste års skattelettelser på 10 milliarder til de økonomisk velstillede, kunne let have finansieret de offentlige ansattes lønkrav.
Det er ikke en normal overenskomstkamp, der nu udkæmpes. Det er i høj grad en politisk konflikt. Finansminister Lars Løkke har med hård hånd styret forhandlingsprocessen på arbejdsgiversiden. Det er regeringen der vil diktere den samlede lønramme og dermed reelt krænke den frie forhandlingsret.
Hvis regeringen vælger at gribe politisk ind i konflikten undergraver man også konfliktretten. Hvis både den frie forhandingsret og konfliktretten sættes ud af kraft, hvad er der så tilbage af den danske model? Derfor må et regeringsindgreb mødes med modstand af en samlet fagbevægelse.
Det er vigtigt at kæmpe for at sprænge regeringens lønramme. Lykkes det vil det give ny optimisme og flere kræfter i de kommende opgør om budgetterne i kommuner og regioner. For der kommer et sådant opgør, fordi regeringen insisterer på at fortsætte udsultningen af den offentlige sektor.
Regeringen har bevidst satset på at splitte og svække fagbevægelsen for at undgå at stå overfor en samlet faglig front. Desværre er der også en række faglige ledere, som selv har pustet til modsætningerne. Da overenskomststrejkerne startede, markerede de deres modvilje med strejkens grundlag. Enkelte opfordrede direkte de offentlige arbejdsgivere til at holde pengekassen lukket. Det er uhørt og det er usolidarisk.
Hvorfor skulle FOA og Sundhedskartellet dog frivilligt afstå fra at kæmpe for de krav, som deres 300.000 medlemmer har rejst?
Husk at et stort flertal af danskere bakker de aktionerende op.
Husk at overskuddet i statskassen har været rekordstort i de sidste år.
Husk at den offentlige sektor mangler arbejdskraft – ikke mindst i de områder, som nu er i konflikt.
Det er optimale omstændigheder. Hvis man ikke skulle kæmpe nu - hvornår så?
Magthaverne har for længst afblæst klassekampen i Danmark, samtidigt med at de reelt selv fører benhård klassepolitik. De fører en politik der skaber voksende ulighed og fattigdom. De har gjort Danmark til en krigsførende nation, en af USA’s nærmeste allierede. Det har allerede kostet 14 danske soldater livet og milliarder af kroner er spildt på krudt og kugler.
Den personlige frihed undergraves af terrorlovgivningen, som på stadigt flere områder krænker selve kernen i de rettigheder, som traditionelt lovprises af det borgerlige demokrati. De ansvarlige har gjort Danmark til et overvågningssamfund uden sidestykke i historien. Vores elektroniske kommunikation overvåges. Vi overvåges når vi rejser, når vi hæver penge, når vi handler i supermarkedet og hele tiden overvejes nye og mere omfattende registre.
Regeringen er på flere områder i åbenlys strid med menneskerettighederne og de internationale konventioner. Den borgerlige regering er i fuld gang med at placere Danmark på linie med USA og Israel.
De uskyldige har intet at frygte, påstår de ansvarlige. Men jo - det vi har vi, fordi magthaverne er ved at ødelægge de værdier og resultater, som den danske befolkning – og ikke mindst arbejderbevægelsen - har kæmpet for i mere end 100 år.
Og hvad er det der sker i EU? De europæiske monopoler sætter sig nu igennem endnu engang. De ønsker en stærk europæisk superstat med fælles udenrigspolitik og fælles krigsmaskine, som kan forsvare deres interesser i kampen om markeder, råstoffer, politisk og økonomisk magt.
I disse dage er magthaverne så ansvarlige, at de sammen med Europas øvrige magthavere helt vil ophøre med at spørge os – folkene – de uansvarlige - til råds. Lissabon-traktaten trækkes ned over vores hoveder.
Jeg er ikke i tvivl. Både indenrigs- og udenrigspolitisk er der brug for et kursskifte. Danmark har brug for en ny regering og ikke mindst brug for en ny politik i en situation hvor arbejdsgiverne er i offensiven og hvor den danske model er truet fra flere sider. Velfærdsbevægelsen, som den kæmpende fagbevægelse er en meget vigtig del af, vil være helt afgørende i denne kamp.
Det er hverken Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke eller Pia Kjærsgaard der har skabt grundlaget for den kollektive velfærd. Det er derimod dem der nu er i fuld gang med at afmontere den. Derfor er der mere end nogensinde brug for en aktiv og politiseret fagbevægelse. En fagbevægelse der tager udfordringen op og står samlet i kampen mod den borgerlige regering. Oppositionen i Folketinget må om nødvendigt presses til at stille sig bag velfærdsbevægelsens krav.
Til sidst vil jeg her på arbejderklassens internationale kampdag - sende en varm hilsen til de aktionerende medlemmer af FOA og Sundhedskartellet over hele landet. De kæmper ikke alene for deres egne løn og arbejdsforhold. De kæmper for en fremtidssikring af den kollektive velfærd.
God kamp – og fortsat god 1. maj

Ovenstående tale blev holdt på LO's 1. maj i Århus