I disse dage møder jeg de gule veste, de røde hænder, de høje storke på min vej til og fra arbejde. Det gør mig helt høj og dybt misundelig

af Carin Weibull, 51 år. Fritidspædagogisk leder på SFO Skrænten. Bestyrelsesmedl. i BUPL Århus og HB medl. i BUPL.
Fredag den 2. maj:
'Strejker I ikke, hvordan kan det være - I plejer da altid være med i fronten?' ' Hvad skete der egentlig på det HB møde?' Disse kommentarer og spørgsmål hører jeg hver dag. Hver gang kommer jeg til kort. Jeg har ikke en forståelig forklaring på det, som skete. Vi var klar, det hele var kørt i stilling,vi havde en god sag.
Forleden dag var jeg inviteret ud og tale med en gruppe SFO pædagoger i Århus. Dagsorden var mæglingsskitsen og den kommende urafstemning. Allerede fra starten af mødet var der en intens lytten og spørgen. Der blev kredset rundt om, hvad der nu var så godt i denne mæglingsskitse - 'Hvad er det, som er så attraktivt, at et NEJ til KTO-forliget kunne vendes til et JA for mæglingsskitsen?' var et af de første spørgsmål, som blev stillet.
Stemningen på mødet var præget af frustration. Medlemmerne føler sig snigløbet og snydt.
'Vi betaler jo selv', var en af kommentarerne fra salen. 'Vi har solgt retten til betaling for skæve arbejdstider kvit og frit', var en af de andre kommentarer. Især denne del af forliget vakte harme og kommentarer. 'De har ikke spurgt os, om det er noget vi vil af med', lød det fra flere medlemmer på mødet og flere konstaterede, at 'arbejdsgiverne må have klappet i deres små hænder og godtet sig'.Der blev spurgt flere gange, hvor kravene, som medlemmerne har rejst ved denne overenskomst, er blevet af?
Mødet bar præg af seriøsitet og saglighed. Atter blev jeg bekræftet i, at der er en stor interesse for netop denne overenskomst . Medlemmerne mener det dybt alvorlig, når de siger, de vil se resultat. 'Det skal kunne ses på bundlinien af lønningssedlen', som en af dem sagde - 'og det kan vi ikke med det, som er forhandlet frem til i dag'. Mange af dem gav udtryk for, at de stemmer NEJ for at signalere til forhandlerne, at det er en ommer - det er ikke godt nok.
Den 13. maj er urafstemningen afsluttet - vi og mange med os venter spændt på resultatet. Forhåbentlig bliver resultatet, at vi rejser os og følger trop med de andre kvindefag i kampen for ligeløn og en anerkendelse, som kan ses på lønnen.
I disse dage møder jeg de gule veste, de røde hænder, de høje storke på min vej til og fra arbejde. Det gør mig helt høj og dybt misundelig. Smilene fra de strejkende er ikke til at tage fejl af. Det er synligt, at der kæmpes en politisk kamp. Aviserne er fulde af kommentarer, der tales om strejken alle steder. Forleden var jeg ved lægen. Både i venteværelset og inde hos lægen faldt der kommentarer omkring det, som sker. Det er de støttende og forstående ord, som er det bærende i samtalen.
Det er en fantastisk flot og velorganiseret strejke - den vil blive husket. De strejkende har allerede med dette vundet en stor sejre. Et stort tillykke med det.

Offentligt ansatte fra forskellige faggrupper skriver dagbog til Arbejderen om OK 2008.