Mangel på ansatte vil give et meget større stressniveau, dårligere faglighed og service og mange flere sygemeldinger
af Gitte Bonnichsen, ergoterapeut
Hvor er det skønt at se befolkningens opbakning til vores strejke, der handler om højere løn og der igennem flere hænder. Det er dejligt, at befolkningen kan se sammenhængen mellem det, de er kede af til dagligt i mødet med sundhedssystemet, og hvordan det hænger sammen med et politisk system, der ikke tager deres ansvar i forhold til at opretholde og udvikle det danske sundhedssystem.
En fast og vedvarende klage fra borgerne er, at de er kede af, at det ikke er en fast hjælper, der hjælper dem, men mange forskellige vikarer, samt at de ønsker mere, bedre og længere genoptræningsforløb.
En fast hjælper og genoptræningsforløb kræver, at lønnen og forholdende bliver så gode, at det ikke kan betale sig at arbejde i et vikarbureau, der jo af gode grunde voldsomt er blomstret op igennem de senere år, eller det ikke kan betale sig at skifte arbejdsområde til det private erhvervsliv.
Der er meget fokus på FOA og DSR`s medlemmer, hvilket også er relevant, men hvad med os fysio- og ergoterapeuter? Hvad nu hvis der bliver endnu færre til at varetage genoptræning, hjælpemiddelområdet og visitationerne? Hvad nu hvis der bliver færre til at motivere til større selvhjulpenhed, aktiv deltagelse, bedre livskvalitet og det sundhedsforbyggende arbejde?
Ja så vil der blive endnu større mangel på assistenter, sygeplejersker og læger. Det er nu der skal tænkes større tværfaglighed, og hvor der også skal fokuseres på at ergo- og fysioterapeuter er en vigtig del af det sundhedsfaglige arbejde. At vi også har svært ved at rekruttere nye hoveder og fastholde de gode og vigtige erfaringer på grund af en for lav løn.
De unge vil se resultater bag ordene om højere løn og større udvikling, inden de vælger at arbejde i sundhedssektoren. Og skal vi også på længere sigt have et godt/bedre sundhedssystem, må vi lytte til dem, ellers står vi med endnu større problemer. Mangel på ansatte vil give et meget større stressniveau, dårligere faglighed og service og mange flere sygemeldinger.
Vi får lagt et stort ansvar på vore skuldre, som slet ikke er rimeligt. Modstandere af strejken siger, at hvis vi får højere lønninger så stiger skattetrykket og de privat ansatte vil flygte til udlandet.
Vi har igennem mange år i sundhedssystemet arbejdet mod større effektivitet og større udnyttelse af den enkeltes ressourcer, mon ikke det er på tide at man i de erhvervsrettede uddannelser, lærer noget fra os om fælles solidaritet og fælles ansvar i forhold til de svageste i samfundet. Det kan ikke være rimeligt, at det er sundhedspersonalet, der skal bære det sociale ansvar alene. Desuden betale vi jo også skat.
Vi er et beslutnings- og handledygtigt personale, der står med nogle benhårde prioriteringer dagligt på grund af mangel på kvalificeret arbejdskraft. Vi er omstillingsparate både hos borgeren men så sandelig også i forhold til organisationen, hvor vi ofte møder til personalemangel, ubesatte stillinger, vikarmangel, sygdom og afspadsering.
Fru Hansen stiller de samme krav til service uanset vores forhold. Og så er der for resten også lige kommet nogle nye måde at registrere tiden på, nye dokumentationsregler og krav til arbejdsgange og organisationen skal igen omstruktureres. Vi fortjener en højere løn. Lad os alle tænke på hvad vi efterlader til de nye bachelorer, andre unge og vores borgere og ikke mindst os selv, når vi bliver gamle og får brug for hjælp. Lønnen skal op, for at genoptræningen kan forblive i top.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278