Kommunistisk Parti opfordrer fagbevægelsen til at styrke velfærds-bevægelsen. Et stort flertal af befolkningen kræver et velfærdsløft - ikke en ny runde af skattelettelser til de velstillede

af Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti
Mere end hundredtusind offentligt ansatte er nu i konflikt på tredje uge. Det er den foreløbige kulmination på flere års opgør om velfærden. FOA's og Sundhedskartellets medlemmer kæmper ikke blot for deres egne løn og arbejdsforhold. De kæmper for den offentlige sektors fremtid og den kollektive velfærd.
Det er store dele af velfærdssamfundets kernetropper, som nu er i konflikt med de offentlige arbejdsgivere og regeringen. Det er de traditionelle kvindefag, som er berørt. De er kendetegnet ved stort arbejdspres, høj faglighed og en elendig løn.
Utallige meningsmålinger bekræfter, at et stort flertal af den danske befolkning ønsker et velfærdsløft, om nødvendigt betalt gennem øgede skatter. Men den borgerlige regering har sat en udvikling i gang i den modsatte retning. Den offentlige sektor udsultes - på trods af rekordstore overskud på de offentlige finanser.
Sidste år gav regeringen skattelettelser på ti milliarder kroner til de økonomisk velstillede. Med disse penge kunne man have finansieret de offentlige ansattes lønkrav.
Da de lavest lønnede kvinder krævede reel ligeløn og et opgør med den historisk betingede underbetaling, så var der pludseligt kun råd til mådehold. De lavtlønnede medlemmer i FOA og Sundhedskartellet udgør angiveligt en fare for den samlede danske økonomi. Absurd nok forbereder folketingsmedlemmerne i løbet af kort tid at bevilge sig selv lønforhøjelser på mere end 22 procent.

Udfaldet af OK 2008 er vigtigt
Hvis det lykkes at sprænge regeringens lønramme, vil det give ny optimisme og flere kræfter til de kommende opgør om budgetterne i kommuner og regioner. For der kommer et sådant opgør. Det står klart, efter at regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance vedtog en finanslov, der endnu engang skærer på velfærden. Den borgerlige regering og dens støttepartier insisterer på at fortsætte udsultningen af den offentlige sektor.
Der er en direkte sammenhæng mellem den kollektive velfærd og de offentlige ansattes løn og arbejdsforhold. Finansminister Lars Løkke har med hård hånd styret arbejdsgiverne i kommuner og regioner. Det er regeringen, der har dikteret den samlede lønramme på 12.8 procent. Hvad blev der af den frie forhandlingsret?
Hvis regeringen vælger at gribe politisk ind i konflikten, undergraver man også konfliktretten. Hvis både den frie forhandlingsret og konfliktretten sættes ud af kraft, hvad er der så tilbage af den danske model? Den forudsætter, at løn og arbejdsforhold fastlægges af arbejdsmarkedets parter og ikke dikteres af en regering.
Regeringen har bevidst satset på at splitte og svække fagbevægelsen for at undgå, at det var en samlet front af fagforeninger, der gik i konflikt. Når man ser tilbage på de sidste måneders begivenheder, må man desværre konstatere, at regeringen har haft alt for let spil.
En række faglige ledere besluttede på strejkens første dag åbent at gå ud imod de 300.000 medlemmer af FOA og Sundhedskartellet. Jeg kender ingen fortilfælde i dansk fagbevægelses historie. Det er lige præcis sådanne udtalelser, som får folk til at vende fagbevægelsen ryggen. Det er uhørt og usolidarisk.
Der er rekordstore overskud på de offentlige budgetter. Der er stor mangel på arbejdskraft. Der er bred opbakning i befolkningen. De offentlige ansatte har længe rustet sig til konflikt. Det er en optimal situation. Hvis ikke det er nu, man skal kæmpe, hvornår er det så?
Arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening og Danske Regioner er presset af strejken og den offentlige opinion. De truer nu med lockout for at give regeringen et påskud for at gribe ind.
Det er en meget alvorlig situation, vi står overfor. Det er ikke en normal overenskomstsituation, der udvikler sig. Det er i høj grad en politisk konflikt. Regeringens lønramme skal sprænges. Den samlede fagbevægelse må nu give FOA og Sundhedskartellet en uforbeholden støtte. Tiden skriger på enhed og klare politiske budskaber i en situation, hvor den kollektive velfærd og den danske model er truet fra flere sider.

Der er brug for et politisk opgør
Ideen med et universelt system af kollektive velfærdsrettigheder, der er ens for alle uanset indkomst og som finansieres over skatten, er ikke fostret i hovedet på hverken Dansk Industri eller Landbrugsrådet. Det er hverken Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke eller Pia Kjærsgaard, der har skabt grundlaget for den kollektive velfærd. Det er derimod dem, der nu er i fuld gang med af afmontere den.
På bundlinjen ønsker den borgerlige regering at flytte og nedbryde grænserne mellem den offentlige sektor og private virksomheder. Den borgerlige regeringen siger direkte, at den offentlige sektor ikke skal varetage de opgaver, som løses bedre af den enkelte selv, af familien, venner, på arbejdspladsen, af frivillige organisationer eller af private virksomheder.
Regeringen har opfundet en lang række positivt ladede ord for at skjule sine virkelige hensigter med den offentlige sektor. 'Frit valg', 'strukturreform' og nu senest 'kvalitetsreform'. Men der er ikke mere kvalitetsforbedringer i disse reformer, end der er russere i russisk salat.
I den aktuelle politiske debat er der mange ubesvarede spørgsmål. Lad mig blot nævne fem.
Skal udsultningen af den offentlige sektor ophøre?
Skal privatisering og udlicitering af den offentlige sektor stoppes?
Skal sundhedssektoren, børnepasningen og ældreplejen varetages af det offentlige?
Skal de offentlige ansatte have et nødvendigt lønløft både for at dække et veldokumenteret lønefterslæb og for at sikre rekrutteringen af den nødvendige kvalificerede arbejdskraft i fremtiden?
Skal de bredeste skuldre bære de største byrder?
Kommunistisk Parti opfordrer fagbevægelsen til at styrke velfærdsbevægelsen og lægge pres på oppositionen i Folketinget, så den svarer ja til disse spørgsmål. Et stort flertal af befolkningen kræver et velfærdsløft - ikke en ny runde af skattelettelser til de velstillede.
Ved valget sidste år fik Socialdemokraterne et historisk dårligt resultat. Socialdemokraterne befinder sig i en strategisk krise. Partiet har stadig ikke fremlagt et selvstændigt politisk projekt, som på de grundlæggende spørgsmål adskiller partiet fra den borgerlige regering.

Opposition efterlyses
I et forsøg på at stoppe den vedvarende nedtur i meningsmålingerne har Mette Frederiksen og Helle Thorning Schmidt på partiledelsens vegne fremlagt en række politiske teser, der angiveligt er et bud på en ny politisk vision for partiet.
Mette Frederiksen mener, at Socialdemokratiets to vigtigste budskaber til den danske befolkning er, at 'det enkelte menneskes frihed står over alt andet', og 'pligter er vigtigere end rettigheder.' Hun har med sikkerhed ikke hentet disse teser i den danske arbejderbevægelse. Hverken Mette Frederiksen eller Helle Thorning Schmidt forholder sig til de grundlæggende krav, som er rejst af velfærdsbevægelsen og de offentligt ansatte i konflikt. Hvordan vil man så opbygge en troværdig opposition?
Hører man signalerne fra Socialdemokraternes topledelse, så tyder det på, at de mener, det vil være bedst, hvis regeringen holder pengekassen lukket og afviser de aktionerendes lønkrav. Derimod har partiformand Helle Thorning- Schmidt foreslået, at de danske soldater, der kæmper i USA's røverkrige, skal have skattefrihed og dermed en reallønsfremgang på 10.000 kroner om måneden.
Det er velfærdsbevægelsen, som har givet SF vind i sejlene - ikke omvendt. Så længe hverken Socialdemokraterne eller Enhedslisten for alvor har spillet sig på banen, har det endnu ikke påvirket SF's fremgang, at partiet på flere områder har solgt ud af sine grundlæggende holdninger og visionen om et opgør med kapitalismen og den private ejendomsret.
Den politiske forandring vil ikke blive skabt inde bag Christiansborgs tykke mure. De sidste to års erfaring viser, at det er i velfærdsbevægelsen og det stigende faglige og politiske engagement rundt på landets arbejdspladser og uddannelsessteder, at kraften findes til at skabe politisk forandring.
På den platform, som udvikles i kampen for den kollektive velfærd, må også grundlaget for en ny regering skabes. Ellers vil den blot ende som en kortvarig parentes i historien, der trækker et spor af frustration efter sig.
Der er brug for en ny regering og en ny politik. En politik som kan sætte en ny kurs for Danmark. En kurs for kollektiv velfærd. Solidaritet bliver aldrig gammeldags.