25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vi kræver en anden behandling

Vi kræver en anden behandling

Fredag, 25. april, 2008, 00:00:00

Der hersker nogen tvivl om, hvorvidt I i Folketinget agter at tage hensyn til, at et stort flertal i den danske befolkning meget gerne vil spørges ad i sagen om Danmarks godkendelse af traktaten

fra Ungdom mod EU
Kære folketingsmedlem
Første punkt på dagsordenen på Christiansborg i dag er tredje behandling af forslag til lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union (Danmarks ratifikation af Lissabon-traktaten). I den forbindelse bringer vi her Dem og deres kolleger en stor og glædelig nyhed. Siden anden behandlingen af lovforslaget den 8. april og frem til i dag, har i alt 5000 danskere fået mulighed for at give deres mening til kende om EU`s nye traktat.
Det endelige resultat foreligger nu, og interessen har vist sig at være overvældende! I alt 2905 personer har deltaget i folkeafstemningen, hvilket svarer til en stemmeprocent på 58,1 procent. Af de afgivne stemmer har hele 73,8 procent erklæret, at de vil stemme nej, hvis Lissabon-traktaten kommer til afstemning.
Der hersker nogen tvivl om, hvorvidt I i Folketinget agter at tage hensyn til, at et stort flertal i den danske befolkning meget gerne vil spørges ad i sagen om Danmarks godkendelse af traktaten. Men kære folketingsmedlem: De har nu muligheden for at komme tvivlen til livs.
Vi vil på vegne af de knap tre tusind mennesker, der har deltaget i vores folkeafstemning, samt flertallet af de mange hundredetusinde øvrige danskere, bønfalde Dem om at afvise lovforslaget i dag. Hvis De godkender L53 EUU, er De selv med til at undergrave det demokrati, som De formodentlig selv gang på gang vil påstå er den ypperste værdi i samfundet i Danmark.
Ved vores folkeafstemning har hele 91 procent af de adspurgte svaret, at de støtter kravet om en folkeafstemning om Lissabon-traktaten. I dag er det sidste chance De har for at vise, at De og Folketinget agter at leve op til befolkningens krav. Vi håber inderligt at De vil gribe den.

Sendt til alle folketingsmedlemmer op til gårsdagens debat i Folketinget.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. apr. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp