26 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bringer urinstinkterne os fra vid og sans?

Bringer urinstinkterne os fra vid og sans?

Tirsdag, 08. april, 2008, 00:00:00

Ingen refleksion eller respekt omkring andre stammers individer kan komme i vejen for den umiddelbare skræk for en truende fjende med onde hensigter

af Willi Bjerregaard, Herlev
'Det er ikke noget, vi tror. Det er noget vi ved'. Så bombastisk meldte landets statsminister sig under fanerne hos den universelle uvidenhed, som mener, at der findes absolutte sandheder i deres endelige og fundamentalistiske form. Ë la: Det står skrevet!
Som alle i dag har opdaget, var den viden ikke andet end en i øjeblikket rådende teori. Ganske på samme måde som de videnskabelige fremskridt uafladeligt bliver forbedret og ændret gennem ny forskning og indsigt.
Det eneste, som er sikkert, er, at intet er sikkert. Det er netop dette, som til stadighed pirrer forskere og dermed sikrer - på godt og ondt - udvikling og forandring.
Vi ser mennesker verden over, og dermed altså også her i Danmark, bekende sig til sandheder og opfattelser, som baserer sig på århundredgamle forklaringsmodeller for verdens og livets tilblivelse.
De er så faste i troen på netop deres rette tro på sandheden, at de vil myrde for at undgå at høre andre udlægninger af teksten.
Hvad går der af menneskene? Hvad får folk på den anden side af jordkloden til at være så rasende på nogle blyantstreger i noget avispapir, som jeg uden at betænke mig et sekund anvender i brændeovnen som optændingsmiddel?
Udover de sociale, politiske og kulturelle forklaringer mener jeg, at de historiske rødder stikker så dybt i os mennesker, at de alene overskygger mange øvrige af vore handlinger, når vi er i nogle øjeblikkes bombardement af vore indre sanser.

Jægere og samlere
Se for jer, hvordan kvinderne roder energisk og lykkeligt i rodekasserne i indkøbscentre og på kræmmermarkeder. For mindre end 4000 år siden og tilbage i menneskelivets lange historie var vi samlere og jægere.
Kvinder, gamle og børn var optaget af at skaffe mad og ting til daglig nytte og forbrug. De er i sansernes vold, når de, egentlig nytteløst, roder og triumferende finder en 'godbid', for de kunne jo lige så godt gå ind i en butik og bede om at få varen langet over disken.
Og se for jer, hvordan mændene på grænsen af det brovtende viser det nye køretøj frem for kvarterets tililende hankønsvæsner. Lak, indtræk og trækkraft bliver sagkyndigt bedømt på linie med et stor byttedyrs nytteværdi for kødet og skindet.
Jagten, her dog finansieringen og opgøret med bilforhandleren, bliver fremlagt til beundring og model til efterligning.
De urgamle jagtinstinkter kan ikke på andre måder få mening i en moderne tid, hvor ethvert forbrugsgode kan bestilles gennem noget så 'sanseløst' som digitale indkøbskurve og efterfølgende postforsendelser.
Tilbage er dog et enkelt felt, hvor reflekserne endnu får lov til at herske. Stammens sammenhold mod den ydre fjende. Ingen refleksion eller respekt omkring andre stammers individer kan komme i vejen for den umiddelbare skræk for en truende fjende med onde hensigter.
Når faren lurede lige uden for landsbyen, så stoppede al diskussion, og der gjaldt bare: Forsvar din stamme - koste hvad det vil! Her i Skandinavien er det cirka 1000 år siden, at forsvar blev et fælles anliggende.

Hulemanden og forsvaret
I dag forsvarer vi os ved at lade unge mænd ofre livet i et uvejsomt bjergterræn i det indre Asien. Andre steder forsvarer man lige ud det, som man også oplever, er et uprovokeret angreb på stammens traditionelle og velerhvervede rettigheder.
Hulemanden er ikke så langt fra vores hverdag. Det vil nok være for optimistisk at håbe på, at statsministeren og hans folk nogen sinde vil indse, at der aldrig bliver nogen endelig sandhed.
Til gengæld kan man måske forvente, at den vinkel vil få en smule indflydelse på den måde, hvorpå det skrivende folk analyserer og beretter om de begivenheder, som de ofte bare viser frem uden egentlige forsøg på forklaringer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. apr. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp