Politikerne må vågne op og indse, at det er os, det faste, kompetente og ansvarsbevidste personale, der skal have den belønning (læs løn), som vikarbureauerne nu skovler ind

af Jens Ole Pedersen, 40 år. Social- og sundhedshjælper v/ Ulfborg Aktivcenter og medlem af FOA. Sidste år var han talsperson for cirka 450 sosu-arbejdere i Holstebro Kommune, da de strejkede for højere løn i næsten to uger i juni måned.

Mandag den 24. marts:
På min arbejdsplads ruster vi os til konflikt. Vi gør det godt nok med blødende hjerter, men vi gør det, for det eneste pressionsmiddel vi har, er at synliggøre, hvad det er vi gør i hverdagen. Den forskel, vi gør i vores daglige arbejde, kan først ses og mærkes, når den ikke bliver gjort.
Flere af kollegerne giver udtryk for, at de ikke frivilligt kan tænke sig at være en del af nødberedskabet. Det vil være for hårdt for dem menneskeligt at se og høre på klienternes behov og ønsker, og så være stillet sådan, at vi ikke må yde hjælpen.
Denne gang er vi bare nødt til at skære ind til benet og gøre os hårde. Sidste år, da vi strejkede, sagde vi A. Nu i år må vi så sige B, ellers falder alle vores ønsker og krav da først til jorden, og så er det vist ikke lige respekt, der vil stå om os og vores fag. Det er jo blandt andet også respekt og anerkendelse, vi gerne vil opnå!
Nu har vi holdt en hvid Påske i fred og fordragelighed. Tirsdag vågner vi op til virkeligheden igen. Den 31. marts ophører vores overenskomst og 1. april venter lige om hjørnet med eventuel konflikt - sandsynligvis bliver den udsat 14 dage. Hvorom alting er, så kommer vi ikke udenom, at selvom de 12,8 procent næsten er rekord, så er vi ikke tilfredse. Jeg og kollegerne mener, vi skal op omkring de 15 procent. Vi taler om, at vi frygter endnu en flugt fra vores arbejdsområde, hvis ikke vores krav denne gang bliver imødegået.
Tendensen, som går i retning af at flere og flere får ansættelse på fuld tid i vikarbureauer, er jo helt gal. Det er gode penge, og så er den ikke længere. Som vikar mister du dine gode kolleger, du mister kontinuiteten i dit daglige arbejde, du bliver en ego-tripper og næsten vigtigst af alt, de ældre, syge og svagelige mister den personlige, menneskelige tilknytning, de endnu har til deres faste hjælpere. Hvad er det for en udvikling, vores samfund styrer i retning af?
Det er meget skidt synes jeg. Derfor må politikerne vågne op og indse, at det er os, det faste, kompetente og ansvarsbevidste personale, der skal have den belønning (læs løn), som vikarbureauerne nu skovler ind.
Lige nu afventer vi så overenskomstens forslag til vores løn. Det er meget spændende og vi er klar til at stå fast på de krav, vi har fremsat.

Offentligt ansatte fra forskellige faggrupper skriver dagbog til Arbejderen om OK 2008