26 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

De tomme løfters politikere

De tomme løfters politikere

Tirsdag, 18. marts, 2008, 00:00:00

Hele Danmark er blevet tudet ørerne fulde med, at landets økonomi går amok, hvis vi lavtlønnede plejeansatte fik en anstændig lønstigning

fra Gunvor Plas, sosu-hjælper, tillidsrepræsentant, FOA, Vanløse
Til politikerne.
Siden plejepersonalet strejkede sidste sommer, har der været stor bevågenhed omkring vore løn- og arbejdsvilkår.
I løbet af efteråret, og bestemt i valgkampen, var flere partier ude med gyldne løfter til plejepersonalet. Samtidig holdt regeringen helt fast på, at man ikke blander sig i overenskomstforhandlinger grundet arbejdsmarkedets frie forhandlingsret.
Som jeg ser det, er der efterfølgende sket følgende:
Partierne, der lovede os guld og grønne skove, har svigtet os.
Regeringen blander sig helt vildt meget i overenskomstforhandlingerne, dels fordi kommunerne/regionerne holdes fastlåst økonomisk af finansministeren.
Og dels fordi samme finansminister åbenbart alene bestemmer rammen for overenskomstforhandlingerne på hele det offentlige område, uagtet han kun sidder ved forhandlingsbordet vedrørende de statslige overenskomster.
Regeringen har haft råd til at give skattelettelser, hvilket som sædvanlig kommer de højtlønnede til gode. Vi, der arbejder i lavtlønnede kvindefag, har fået råd til en ekstra pakke kaffe.
Til gengæld er hele Danmark blevet tudet ørerne fulde med, at landets økonomi går amok, hvis vi lavtlønnede plejeansatte fik en anstændig lønstigning. Det ligner et ta`selv bord for alle andre, og når så endelig vi må komme til, er bordet fuldstændig tomt.
Umiddelbart lyder det, som om alle er klar over, at vi ikke kan tiltrække arbejdskraft til de lavtlønnede job i plejesektoren.
Men hver gang en politiker taler om dette problem, glimrer lønniveauet ved sit fravær som årsag til problemet. Men lad mig slå fast: Folk, også i plejesektoren, vil ha` gode lønninger (og arbejdsforhold i øvrigt) for at levere arbejdskraft.
Jeg må spørge, hvor logikken er blevet af?
Der er helt åbenbart ikke politisk status i at arbejde for værdige vilkår til gamle, syge, svækkede borgere, ligesom plejepersonalet ligger udenfor politikernes interesse.
Så jeg må spørge: Er politikerne til for borgernes skyld - eller er borgerne til for politikernes skyld?
Jeg kender godt det korrekte svar på spørgsmålet, men jeg tror politikerne af al magt forsøger at negligere det korrekte svar - ja, afhængighed af andre er fælt at se i øjnene.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. mar. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp