Jyllands Posten selv er stærkt redigeret, hvor ikke alle ytringer slipper igennem. Avisen kender udmærket godt ytringsfrihedens dialektik

Sprog er noget vanskeligt noget, endnu mere brugen af det, når det bliver brugt samfundsmæssigt. Og det gør det, ellers var der jo ikke noget sprog.
Sprogbrug er heller ikke adskilt fra politiske og magtdagsordener.

Begreber for global magt
Der er for eksempel begreber som de uudviklede områder og de udviklede områder .
Men med brugen af begrebet udvikling blev der skabt en forståelse af, at de geografiske områder befinder sig på en tidslinie, der er opgjort som udvikling. Herved opløser tids- og udviklingsopfattelsen geografien - det globale rum.
I et imperialistisk perspektiv er det selvfølgelig smart, fordi det skaber en grundlæggende logik, hvor alle geografier bliver tilgængelige for investeringer og regler, der skal føre dem frem ad civilisationens fælles vej.
Det er det samme, der sker, når Fogh og Bush taler om universelle (altid gældende) rettigheder og gør dem til grundlag for intervention i andre lande.
Deres argument er, at folkeretten - der giver landene en suverænitet - står under de universelle rettigheder, der gælder for alle.
Nationalstaternes suverænitet bliver underlagt supermagter, der benytter de universelle rettigheder som en dåseåbner. Det er et skred, der især skete i forbindelse med interventionerne på Balkan.
Det er eksempler på, hvordan begreber, der sætter en dagsorden via en logik, baner vejen for imperiale ambitioner.

Tegningernes grænse
Sagen om Muhammed-tegningerne er kompliceret. Der findes ikke noget enkelt svar på retten til at tegne, hvad det skal være. Men alligevel.
Hovedproblemet med tegningerne er, at de publiceres under påberåbelse af en universel ytringsfrihed. Alt kan gå i dette universelle rum, som tilmed er koblet til begreber om civilisationer.
Her vil ethvert udsagn ikke blot være lokalt, men også globalt. Og ethvert udsagn finder sted i en konkret situation - reelt politisk og kulturel samt formelt juridisk.
Hvis det er sådan, at blot nogle tegninger er med til at styrke den radikale islamisme, skabe splid blandt verdens jævne befolkning eller i øvrigt er med til at bremse for en udvikling af en verden fri for religion, så er det et konkret politisk spørgsmål og ikke en sag om abstrakte rettigheder.
En der bruger sin ytringsfrihed og kalder Fogh for en xxxxx xxx xxxx har sin ret. Men Fogh kan rejse en sag, og måske få den formastelige dømt, selvom denne forfægter sin universelle ytringsfrihed. Denne lige ret har ingen ude i verden, der føler sig krænket og injurieret af nogle tegninger af profeten med en bombe på hovedet.
Det er vel i øvrigt værd at bemærke, at den ytringsfrihed som Fogh sætter så hårdt ind på, reelt begrænses på mange måder i den danske hverdag.
DR TV fik tommelskruerne på af pressens minister ovenpå dokumentarfilmen om krigen i Afghanistan. Der er mange tusinder offentligt ansatte, der ikke tør ytre sig, som de gerne ville. Det gælder også i private firmaer.
Terrorlovene giver øget adgang til aflytninger. Jyllands Posten selv er en stærkt redigeret avis, hvor ikke alle ytringer slipper igennem. Avisen kender udmærket godt ytringsfrihedens dialektik.