Enhedslisten vil arbejde aktivt for at skabe solidaritet i hele arbejderklassen bag en nej-kampagne og støtte til en storstrejke
fra Enhedslistens Hovedbestyrelse
KTO`s overenskomstforhandlere har nu bøjet sig for finansministerens diktat om løntilbageholdenhed. Aftalen for mere end 300.000 kommunalt ansatte er afskrift af det statslige forlig.
På bundlinien giver aftalen ikke en krone mere end de 12,8 procent, som for få dage siden ikke var nok for KTO`s forhandlere, og slet ikke i nærheden af medlemmernes krav.
Ikke engang forhandlernes påstand om, at de 12,8 procent er lønstigninger, holder i virkelighedens verden. De 12,8 procent skal også finansiere barselsorlov, seniorordninger med videre.
For en lavtlønnet er lønstigninger på 2000 kroner om måneden i 2010 helt utilstrækkeligt. FOA har således krævet 5000 mere om måneden.
Aftalen er ligesom forliget for de statsansatte gennemført usolidarisk. De utilstrækkelige lønstigninger sker med samme procent for alle. Det betyder mest til de højest lønnede og mindst til de lavtlønnede.
Enhedslisten bakker op om at sprænge rammen og mener, at en konflikt er vejen til at få mere. Enhedslisten vil arbejde aktivt for at skabe solidaritet i hele arbejderklassen bag en nej-kampagne og støtte til en storstrejke.
Enhedslisten opfordrer alle aktive kommunalt ansatte til at:
- indkalde faglige møder på arbejdspladserne for at diskutere aftalens indhold
- organisere protester mod den dårlige aftale
- holde møder lokalt på tværs af forbund og faggrænser for at sikre sammenholdet og undgå, at de enkelte faggrupper bliver spillet ud mod hinanden
- stemme nej, hvis ikke aftalerne bliver forbedret væsentligt, så de svarer til medlemmernes krav om forbedringer af løn- og arbejdsforhold.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278