Den ¤¤nye¤¤ aftale om danske EU-politik er ren genbrug. Den misvisende og manipulerende i forhold til den Lissabon-forfatning, aftalen hævder at tage stilling til

af Karen Sunds
SF har på ny indgået en aftale om EU med Folketingets øvrige ja-partier som de gjorde i 2004 omkring den gamle EU-forfatning.
Denne gang hedder ja-partiernes nationale kompromis 'Dansk europapolitik i en globaliseret verden'. De to aftaler er stort set identiske, som de to udgaver af EU-forfatning som de omhandler.
Forskellen på dengang og nu er imidlertid, at vi skulle stemme om den gamle forfatning, men det vil ja-politikerne ikke tillade denne gang. I aftalen lover politikerne hinanden at forsvare en række kontroversielle artikler i Lissabon-forfatningen, men de danske vælgere har ingen garantier for at de bliver overholdt.
Aftalen mellem de seks ja-partier er alene et politisk løfte, hvis levetid kun tiden kan vise os. Vælgerne har ingen sanktionsmidler, hvis politikerne render fra deres løfter.

Misvisende aftale
Formelt kommer 'Dansk europapolitik' i en globaliseret verden til at optræde som en 'bemærkning ' til den ratifikationslov, som Folketinget skal vedtage. Men den har ingen juridisk gyldighed.
Dertil kommer, at aftalen er særdeles misvisende i sit indhold. Den beskæftiger sig kun med en lille flig af Lissabon-forfatningen. De paragraffer i forfatningen, som er de mest vidtgående, nævnes ikke med et ord. Derfor kan man ikke ud fra aftalens tekst få en fornemmelse af, hvad den i realiteten indeholder.
Aftalen beskæftiger sig kun med ét punkt i Lissabon-forfatningen, nemlig den såkaldte passerelle-artikel, som vi vender tilbage til om lidt.
Den forholder sig ikke til de andre kontroversielle paragraffer, som forfatningen er fyldt med. I dette temanummer opridser vi nogle af de mange paragraffer, som Ja-partierne 'glemmer' at fortælle om.

Overnational stats-dannelse
Her er blot et par af dem:
* Der er tale om en overnational statsdannelse. Det ses af artikel I-6 i forfatningen: 'Forfatningen og den ret, der vedtages af Unionens institutioner under udøvelsen af de beføjelser, der er tildelt denne, har forrang frem for medlemsstaternes ret.' Sådan hed det i den oprindelige EU-forfatning.
Denne artikel anses af juridiske eksperter for at være det endelige gennembrud for forbundsstaten: Ingen delstat kan hævde sit retssystem mod Unionens.
Formuleringen den oprindelige forfatning er bevaret i Lissabon-forfatningen. Denne gang ligger den blot i 'Erklæring 17' til forfatningen, men har samme juridiske gyldighed som tidligere.
* EU vil som hovedregel træffe beslutninger ved flertalsafgørelser. Det fremgår af forfatningens artikel 15 i Traktaten om Den Europæiske Union. Intet land kan altså som hovedregel bremse unionsudviklingen.
* Kun i specifikke tilfælde er vetoretten bevaret, og selv her kan den fjernes efterfølgende, uden at det kræver en ny ratifikation af forfatningen.

Flere flertalsafgørelser
Det er her, den såkaldte passerelle-artikel kommer ind: Artikel 48 stk 7, der vedrører 'en forenklet revisionsprocedure for forfatningen'. Den siger, at Det Europæiske Råd på eget initiativ og med enstemmighed kan beslutte at gå over til flertalsafgørelser på områder, som ellers ifølge forfatningen kræver enstemmighed.
På godt dansk betyder det altså, at EU-politikerne i fremtiden selv kan ændre forfatningen og afgive yderligere national suverænitet, uden at den skal sendes til ratifikation i landene. Befolkningernes mulighed for at stikke en kæp i hjulet på unionstoget er altså afmonteret i den nye forfatning.
Den nye aftale om dansk EU-politik vedrører alene denne passerelle-artikel, og kun på nogle enkelte områder.
På en lang række områder giver forligspartierne en accept af, at passerellen kan bruges til at fjerne vetoretten i fremtiden. Her kan et flertal i Folketinget således uden videre give regeringen mandat til at lade EU afskaffe vetoretten på et område. Afskaffelse af vetoretten kan besluttes på et af de halvårlige EU-topmøder.
Kun på nogle få udvalgte områder træder den politiske aftale mellem de seks ja-partier i funktion. Det drejer sig om 'centrale dele af social- og arbejdsmarkedspolitikken, visse dele af den fælles handelspolitik og på dele af skatteområdet'.
Og hvad betyder aftalen så i praksis? Den betyder, at på den håndfuld paragraffer i Lissabon-forfatningen, som er defineret i aftalen, lover regeringen ikke at stemme sig igennem i Folketinget og derved få sit mandat til at fjerne vetoretten, hvis for eksempel SF er imod. Men SF har ingen sanktionsmidler, hvis for eksempel regeringen og Socialdemokraterne bryder deres løfte.