28 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Raul Reyes myrdet af den colombianske fascisme

Raul Reyes myrdet af den colombianske fascisme

Tirsdag, 04. marts, 2008, 00:00:00

FARC vil hædre Reyes ved at fortsætte kampen for fred og opbygning af et virkeligt demokrati med social retfærdighed i Colombia

af Sven Tarp, medlem af Kommunistisk Partis landsledelse
Lørdag den 1. marts blev kommandant Raul Reyes fra befrielsesbevægelsen FARC myrdet under et natligt bombardement og angreb på hans lejr.
Sammen med Raul Reyes blev 16 andre medlemmer af FARC myrdet, blandt dem sangeren Julian Conrado, hvis stemme har kunnet høres på den illegale radiostation Voz de la Resistencia (Modstandens Stemme).
Raul Reyes var næst efter Manual Marulanda, den legendariske leder og grundlægger af FARC, den mest kendte og respekterede leder af FARC.
Han var medlem af organisationens syv mand store sekretariat og var samtidig officiel talsmand og ansvarlig for det internationale arbejde.
Det var blandt andet Raul Reyes, som stod for de komplicerede forhandlinger omkring humanitær udveksling og frigivelse af krigsfanger, som kun to dage inden hans død førte til, at FARC ensidigt løslod fire tilfangetagne politikere.
Det er første gang i FARC`s mere end 40 års eksistens, at bevægelsen har mistet en så højtstående leder.
Den colombianske regering havde udlovet en dusør på 2,7 millioner dollars for oplysninger, der kunne føre til Raul Reyes` tilfangetagelse eller død. USA`s udenrigsministerium, der har FARC på sin liste over angivelige 'terroristiske organisationer', havde udlovet yderligere fem millioner dollars.

Et liv i kamp for frihed
Raul Reyes, hvis rigtige navn var Luis Edgar Devia Silva, blev født den 30. september 1948 i den lille by La Plata. Hans familie var fattige bønder, og han startede selv sin politiske karriere som faglig aktiv på en af Nestles fabrikker i Colombia.
I 1970`erne drog Luis Edgar Devia Silva som følge af den voldsomme undertrykkelse op i bjergene og blev til Raul Reyes, guerillasoldat og senere kommandant i FARC.
I årene 1998-2002, da den daværende colombianske præsident accepterede at indgå i fredsforhandlinger, var Reyes FARC`s chefforhandler. I samme periode foretog han en rundrejse til forskellige europæiske lande.
Det var også Raul Reyes, der sad ved bordet, under det hidtil eneste møde mellem FARC og USA, som fandt sted i Costa Rica i 1997.
Raul Reyes har gennem sit arbejde været i kontakt med et utal af internationale og nationale politikere og personligheder. Formanden for Colombias Kommunistiske Parti, Jaime Caicedo, der er byrådsmedlem i hovedstaden Bogotá, udtaler i den anledning:
- Næsten alle talsmænd, fra Kirken til og med repræsentanter for udenlandske regeringer, har haft forbindelse med ham. Det er fuldstændigt klart, at han ikke var en terrorist eller bandit, sådan som man triumferende har forsøgt at vise, da man gav meddelelse om hans død.
Jaime Caicedo betegner Raul Reyes som 'en revolutionær, der gav sit liv for den sag, som han troede på'.

En stor personlighed
Raul Reyes var selvlært. Som andre fattige i Colombia fik han ikke en ordentlig skolegang og måtte selv læse sig til den store viden, herunder indsigt i marxismen-leninismens principper, som han efterhånden erhvervede. Men han var samtidig et beskedent menneske og vellidt blandt sine kammerater.
Den portugisiske kommunist og tidligere medlem af EU-Parlamentet, Miguel Urbano, som personligt mødte Reyes i hans lejr i 2001 og siden har opretholdt forbindelsen til ham, skriver i en nekrolog:
'Raul Reyes imponerede ikke ved sit fysiske udseende. Han var lavstammet og let gråhåret med blid stemme. Men efter den første nat, da vi havde spist aftensmad og talte sammen i hans kommandopost - et spartansk kontor, med et bord og to stole, som var anbragt under en teltdug, der var skjult af Amazon-junglens trætoppe - forstod jeg, at denne skrøbelige guerillasoldat var en usædvanlig personlighed. Jeg så ham aldrig uden hans kamuflageuniform, og han tog kun geværet fra skulderen, når han hvilede sig'.

De der dør for livet, lever videre
Raul Reyes` død er et stort tab for FARC. Men som organisationen selv skriver i et kommuniké, vil mordet på Reyes og hans 16 kammerater bidrage til 'at gøre organisationens sag endnu større'.
FARC har samtidig meddelt, at tabet ikke vil få den til 'spare på anstrengelser for at opnå en humanitær fangeudveksling og fortsætte vores kamp for fred og opbygning af et virkeligt demokrati med social retfærdighed. Det vil være den bedste måde til at hædre alle de kammerater, som er faldet i kamp'.
Raul Reyes slutter sig nu til række af store latinamerikanske revolutionære, der som Zapata, Sandino, Farabundo Marti, Che Guevara og mange andre har givet deres liv i kampen for frihed og fremskridt.
Fra Danmark vil det være passede at citere et par vers fra det digt, som Martin Jensen i 1937 tilegnede de Spaniens-frivillige:
'Og finder du døden dernedei kampen for frihedens sag,så bøjer vi stille vort hovedog sænker vort blodrøde flag.Og lover at ære dit minde,din trofasthed og dit mod,derved at vi fører til sejrden sag, som du ofred dit blod.'
Ære være kommandant Raul Reyes` minde!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. mar. 2008 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp