I virkeligheden er Georges og Anders Foghs krig for demokrati i bund og grund en krig mod underklassen

George er et almindeligt navn i USA. Det optræder i litteraturen i John Steinbecks roman Mus og Mænd fra 1937 om to socialt afvigende venner, der drømmer om et bedre liv - om frihed.
Det er en naturlig drøm for to løsarbejdere på landet i USA på den tid. Den retarderede Lennie bliver aldrig træt af at lytte til Georges fortælling, om hvordan de en dag skal slå sig ned som frie mænd. George er Lennies værge. Frie bliver de for en stund, da de får lov til at passe nogle kaniner på en ranch. Som der står på Litteraturside.dk:
Drømmen om frihed opstår gennem et heldigt sammentræf mellem to mentaliteter, som passer sammen. Den venlige, men samtidig fatalistiske og kyniske George og den naive, men entusiastiske Lennie passer så godt sammen, at de tilsammen kan skabe en tro på, at der venter dem et bedre liv - en drøm som måske ikke overraskende viser sig at ligge meget langt fra virkeligheden.
De drømmer, og netop derfor kan de holde hinanden ud. De taler om kaniner som det højst opnåelige, røde kaniner og blå kaniner. Netop på grund af drømmene og snakken ved vi, at det hele skal ende galt.

George-passioner
Georger har det ofte med at have passioner. For eksempel Georg Bush, der netop har haft besøg af Anders Fogh Rasmussen - en rigtig George-ven.
- Demokratidagsordenen har været et fællestræk mellem os. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes, at det var forfriskende, da Bush startede sin demokratidagsorden, fortæller Fogh.
Frihed ja - vel nok værd at drømme om!
Fogh fortæller til Politiken om hvor stemningen mellem ham og George fra første sekund var præget af god kemi. Sidst George var på besøg i Danmark havde han fødselsdag - 59 år. Det blev fejret på Marienborg:
- Der fejrede vi fødselsdagen med et morgenbord i spisestuen og kagemand osv.
Med kagemand i maven er de to enige om, at kampen mod demokrati vinder gennem kamp mod terror. Det er her det bliver lidt uhyggeligt. Fogh kan godt se en George Bush, der kommer ud af historien som en helt om måske femten år. For som Fogh siger:
- Jeg ved godt, at mange danskere ikke bryder sig om hans politik, men sandheden er, at hvis de kendte ham som person, ville de kunne lide ham.
Her bliver det hele lige pludseligt mere enkelt og nede på jorden. En mand der spiser kagemand - en ulykke for verden?

Klasse mod klasse
Det er bemærkelsesværdigt, at Fogh knytter sig så tæt til George. Ingen anden ville turde gør det.
Hvorfor slipper han af sted med det? Det er meget svært at forstå, når nu det går så galt med projektet.
Det ville være synd at påstå, at deres fælles kamp for demokrati er en succes. Er Irak blevet et demokrati, er Afghanistan eller er USA?
I Danmark rulles demokratiet baglæns i kølvandet på terrorlovgivning og en tiltagende praksis med vilkårligheder. Sådan er det også i USA og andre steder.
De aktuelle udvisningssager er blot det sidste eksempel. Dæmoniseringen af unge etniske grupper rundt om i landet som 'kulturelt og religiøst utilpassede' er reelt et antidemokratisk projekt.
En forudsætning for demokrati er, at problemer og løsninger bliver anskuet og grebet i forhold til deres reelle indhold. Det vil sige, at verdens problemer skal løses ud fra deres sociale rod.
Selvom kultur fylder mere og mere - især i medierne - er det ikke ensbetydende med, at kultur i sig selv er blevet det fundamentale forhold i verden.
De klassemæssige spørgsmål skal løses klassemæssigt. I virkeligheden er det også det, som George og Anders Fogh gør. Deres krig for demokrati er i bund og grund en krig mod underklassen. Og denne krig for demokrati er ikke bestemt af geografi, religion, kultur eller andre vertikale afgræsninger.
Tværtimod er den delt horisontalt - klasse mod klasse. Det er perspektivet for os andre.